20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Fuck, hvor stærkt

- Fuck, hvor stærkt

Onsdag, 03. oktober, 2007, 00:00:00

Oktoberkoret og Birgitte Bruun fik Brecht ud over rampen på Det Sociale Forum

af Anders Fenger
- Fuck, hvor stærkt, hviskede en ung Latinamerika-aktivist på tredie række til sin sidemand og lænede sig frem, da digteren Erik Stinus krystalklart havde leveret linierne fra Brecht-digtet 'General! Din din tank er en stærk vogn':
'General! mennesket er meget brugbart.
Det kan flyve, og det kan dræbe.
Men det har en fejl:
Det kan tænke.'

Ja, det virkede vældig stærkt, at den danske digter så pædagogisk og omhyggeligt indførte os i den ræverøde tyske digters univers fra scenen lørdag aften på Det Sociale Forum.
Han oversatte simpelthen de Brecht-digte til dansk, som Oktoberkoret ellers sang på schwung-tungt tysk så vi sprog-ukyndige blandt publikum kunne forstå ord som 'Hungerte' og andre gebrækkelige tyske ord.
Digtene understregede endnu en gang, at Brechts budskaber er og bliver tidløse og drønaktuelle: Kamp mod krig, kapitalisme - for solidaritet og fred.
Oktoberkoret, der har taget navn efter en velkendt 90-år gammel russer-revolution, opførte i det blå telt denne aften en kantate komponeret over Brechts Svendborger Gedichte.
I dirigenten Esther Bobrovas fravær styrede kantatens egen 'fader', svenskeren Håkan Carlsson, koret med sikker hånd. Bag klaveret sad russiske Ludmila Lysenko med ynde og sikkerhed.

Politisk hede
Og det var faktisk en taknemmelig opgave, Oktoberkorets folk havde fået denne aften.
Den politiske stemning var nemlig på hedeste latinamerikanske vis grundlagt af to repræsentanter for de revolutionære kræfter i Cuba og Venezuela en time før koncerten. Og selvom hoppet til Bertolt Brecht- arrangementer virkede stort, spillede både Birgitte Bruun og Oktoberkoret fornemt videre på de gode vibrationer i det ellers kolde telt.
Birgitte Bruun var dén, der indledte seancen med blandt andet Brecht-sangene 'Sørøver-Jenny og Surabaya-Johnny. Med overbevisning. Hendes skuespillererfaring fik sangene ud over rampen.
Hvor det nok vil knibe med at overbevise især unge om den musikalske styrke i Bruuns og Oktoberkorets tyske 1930`er-inspirerede harmonier, står teksterne derimod tilbage med brandvarm aktualitet og klarhed.
Dét er for unge styrken ved Oktoberkorets og Birgitte Bruuns valg af repertoire.
Men på den anden måde er der også noget befriende ved beslutsomheden i melodierne. Ikke så meget pop og pjat.
Sangene og teksterne understregede endnu en gang Brechts morale om at kultur ikke handler om individuel nydelse, men at kunst skal bruges af de undertrykte.
'Die Wahrheit ist konkret'

Birgitte Bruun. Oktoberkoret. Kantate over Brechts Svendborger Gedichte. Dirigent Håkan Carlsson. Klaver: Ludmila Lysenko. Oplæsning af Erik Stinus. Det Sociale Forum, lørdag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur