20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dark side tour 2007

Dark side tour 2007

Tirsdag, 02. oktober, 2007, 00:00:00

Du forføres på en rejse i lyd og lys til Pink Floyd Projects Dark side of the Moon turne

af Erik Damsager
Endelig går dørene op og folk strømmer ind i salen i Mantziusgården i Birkerød og i lidt langsommere tempo op til balkonens nummererede siddepladser. Vi må dog væbne os med tålmodighed, for der er endnu næsten tre kvarter til premiereforventningerne til Pink Floyd Projects Dark side of the Moon turne kan blive udløst. På forhånd er det annonceret at alle numrene fra Dark side of the Moon først vil komme i andet sæt. Så efter den succesfulde opførelse af The Wall i Haderslev koncentrerer første sæt sig om numre herfra.
Vi starter i det bløde melodiske hjørne indtil krigsflyenes crescendo brutalt river tilhørerne ud af hyggestemningen. Men der skal mere til for at få et lidt blasert og afventende nordsjællandsk publikum op at ringe. Faktisk sker det kun momentvis før pausen. Sættets musikalske højdepunkt kommer med Set the controls for the heart of the sun, der lige er blevet trukket lidt ned i tempo og tilsat virtuost saxofonspil, som vi skal komme til at høre meget mere til senere, ligesom korpigerne spænder vore forventninger med udtryksfulde Ooooh babe i The thin ice.
Umærkeligt har magien indfundet sig i pausen. Syv musikere og tre korpiger er tilbage på scenen med en altmedrivende udgave af Shine on you crazy diamond og vi er helt parate til at udforske The dark side of the Moon. Vi bliver ført af mange smukke og snørklede musikstier gennem Speak to me, Breathe, On the run og Time indtil koncerten når et højdepunkt med The great gig in the sky. Sjældent har 3 kvinder på skift skreget så smukt og udtryksfuldt og båret hele salen af sted på tonerne, der for en stund reducerede musikerne til næsten unødvendig garniture.
Efter endt præstation faldt pigerne hinanden lidt tøset om halsen og gav med denne attitude den eneste distance til mine erindringer om Pink Floyds sublime fremførelse af samme nummer ved deres koncert i Parken for alt for længe siden.
Denne vokale udladning blev fulgt op af det på flere planer kontante nummer Money inden vi fik endnu et højdepunkt med en formidabel version af Us and them, hvor hverken orkester eller publikum ønskede vi skulle nå til enden. Her der og alle vegne sneg saxofonen sig ind snart kælen og lidt sørgmodig, snart vrissen og aggressiv. Et formidabelt udtryksfuldt instrument i hænderne på den rette mand, der drev publikum til de yderste grænser i musikalsk nydelse. Vi fortsætter med Any colour you like og Brain Damage, hvor tekstlinien The lunatic is on the grass får en tankevækkende aktualitet.
Projektorbillederne, der under hele koncerten har været en væsentlig og øjefangende del af et lysshow, jeg ikke har set noget dansk orkester gøre bedre, skifter over til Parken og fastholder situationen, hvor fodboldtossen vil give dommeren ren besked. Til tonerne af Eclipse afsluttes koncerten og vi står alle dér opfyldte af musikken men stadig sultne efter mere. Lysene slukkes mens klapsalver og piften tager til i styrke og intensitet. Smuk akustisk guitar leder os frem til ønsket og sangen Wish you were here inden sal og orkester forløses i en potent udgave af Comfortably numb. Hvad første sæt manglede i intens publikumsmedleven er så rigeligt blevet indhentet inden vi begiver os hjemad med den magiske lyd for vore indre ører.
Er du til Pink Floyd, er det et must at opsøge Pink Floyd Projects mange koncerter landet rundt i den kommende tid. Du får Pink Floyd lyd, der står mål med de originale udgaver og et lysshow, der de mindre sceners beskaffenhed taget i betragtning gør, at du kommer meget tæt på den totaloplevelse en Pink Floyd koncert var.
Musikere forgår, men musikken og orkesteret består. Pink Floyd Project er bestemt ikke blevet dårligere af at have fået ny bassist og to nye korpiger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur