Det er ikke så længe siden, Danmarks hovedstad fik sig en opera. En gave til folket fra hele Danmarks gaveonkel, mr. Mærsk Mackinney Møller, der møjsommeligt har fisket midlerne til gaven op af Vesterhavets oliemudrede undergrund. Eller i hvert fald haft folk til det

af Kjeld Stenum
Nu er jeg personligt ikke så meget til lige netop opera, den der overdrevne patos, som er operaens traditionelle stil, taler mere til mine lattermuskler end til mine følelser. Ja, jeg er da ikke helt ene om den oplevelse, på mit arbejde møder jeg flere, der har det nøjagtigt ligesom mig.
Nå, men jeg skal ikke lade min personlige og mine makkeres smag overskygge blikket for det virkeligt storsindede i gaven. Jeg har da også hørt om mange, der virkelig sætter pris på opera og gør meget ud af at klæde sig fint på, når de skal til det, erhvervstop, hoffolk og diplomater og ministre, for eksempel.
Ja, siden klassekampens afskaffelse her omkring årtusindskiftet har der endda været en bevægelse i gang for at gøre operaen til folkesag, de højtuddannede sangere kommer ud i parker og lignende steder og øver sig i at være folkelige under omstændigheder som en anden Roskildefestival. Og almindelige folk møder da også op og giver udtryk for at nyde pompen og pragten, det er vel lidt ligesom ved kongelige besøg, man låner lidt af glansen i nogle timer. Vi er jo i sidste instans alle i samme båd.
For tiden arbejder jeg på Amagerværket. Jeg kan komme derud ad flere veje. Jeg kan tage vejen over Langebro, dreje ind over Christianshavn lige efter broen og så fortsætte ad Prinsessegade forbi Operaen direkte ud til Amagerværket.
Jeg kan også vælge den lidt længere vej rundt om Christianshavn ud ad Kløvermarksvej. Alternativt kan jeg tage over Knippelsbro og ned over Christianshavns Torv, og så dreje ad Prinsessegade. Også her er der naturligvis mulighed for at vælge at fortsætte tværs gennem Christianshavn og fange omvejen over Kløvermarkavej lidt længere ude. I begge tilfælde er Kløvermarksvej en omvej.
Skal man til Operaen i stedet for til Amagerværket, vil vejen over Kløvermarksvej i endnu højere grad være en omvej, for så skal man først hele vejen rundt om Christianshavn og så et stykke tilbage mod byen. Og Kløvermarksvej er oven i købet den vej, hvor R98 kører med al skrald fra den centrale by.
Den mest direkte vej til Operaen er uden diskussion vejen ned gennem Prinsessegade. Alligevel viser skiltningen, at den officielle vej til Operaen er den lange vej rundt om hele Christianshavn ud ad Kløvermarksvej og så tilbage mod byen ad Prinsessegades forlængelse, Danneskjold-Samsøes Allé.
Selv hvis man kommer ad Knippelsbro, viser skiltningen i krydset, hvor Prinsessegade drejer fra, at hvis man vil til Operaen, så skal man fortsætte lige ud og tage den lange omvej ad Kløvermarksvej. Hvordan kan det dog være? Hvorfor må folk ikke køre den direkte vej, hvis de skal i opera?
Ja, sådan noget kan man ikke lade være med at spekulere lidt over, hvis man cykler vejen dagligt. Der er nok især to forklaringer. Én er vel, at Mærsk har haft byarkitektoniske ambitioner. Operaen ligger lige i sigtelinjen Marmorkirken-Amalienborg-Amaliehaven, men jo godt nok på Amagersiden, og altså med lidt vand imellem.
Så byarkitektonisk er det en snublende nærliggende tanke, når Operaen nu engang er kommet til at ligge, som den er kommet til at ligge, at man bygger en eller anden slags direkte forbindelse derud, en bro eller en tunnel eller sådan noget, sådan at kongerigets fornemste attraktioner ligger der som perler på en snor: Først lidt til Vorherre, Danmarks udgave af Peterskirken i Rom, nemlig Marmorkirken, så lidt til rigets mest centrale symbol, vores allesammens kongehus, og så den dobbelte rosin i pølseenden, to gange vores mest folkekære udsuger mr. Mærsk, først Amaliehaven, som jo også er en Mærsk-gave, og så ad en prangende bro over til den afsluttende pragtjuvel, Mærsk-gaven Operaen.
Der er godt nok det med denher prangende bro, at skal den blive til noget, skal den gennem alt detteher besværlige demokrati, som vi slås med her i landet og vedtages af politikerne på Rådhuset. Og der er jo en del besværlige politiske korrektheder iblandt, så det er ikke gået sådan helt glat igennem. Endnu. Men vent, det skal nok komme!
Især da hvis man gør den nuværende vej til Operaen så omstændelig og besværlig som muligt: Ud ad Kløvermarksvej, med andre ord. Marmorkirken, Amalienborg og Amaliehaven ligger jo, som de ligger, og Operaen ligger også, som den ligger. Og der er meget kort til Operaen fra Amaliehaven, når man kigger tværs over vandet. Mr. Mærsk er erfaren i at få sin vilje på trods af det besværlige demokratiske kævl.
En skønne dag skal korrekthederne inde på Rådhuset såmænd nok falde til patten og se det indlysende fordelagtige i den direkte bro ud til Operaen og således sikre mr. Mærsk et udødeligt eftermæle på jorden, hvis ikke hans jordiske gerninger har kunnet sikre ham et hos Vorherre. Og det er jo nok ikke helt sikkert.
Den anden grund? Jo, altså, den mest direkte vej til Operaen er jo ad Prinsessegade. Nu ved jeg godt, at ikke nær alle Arbejderens læsere er københavnere eller har anden nær tilknytning til hovedstaden. Men mon ikke navnet Prinsessegade er så kendt, at selv mange i det jyske, som kun kommer her sjældent, siger til sig selv: Jamen Prinsessegade, er det ikke der, hvor...? Og jo, ganske rigtigt, Prinsessegade er den gade, der leder lige ud forbi Christiania.
Selv om Christiania vel omtrent er byens største turistattraktion, så tænk, om alle gæsterne til Operaen skulle ud forbi Christiania, hver gang de skulle ud og høre skønsang! Tænk, hvis limousinerne skulle passere nogle af de her ikke altid lige velklædte mennesker, som flokkes omkring det sted og dets uafrettede kulturliv! Der kunne godt springe gnister!
Eller tænk, om de fornemme køretøjer skulle køre gennem blå blink og brutale anholdelser, hvis det var én af de aftener! Nej, et sted som Christiania, det findes ikke, hvis man kører i limousine. Det må ikke findes. Så hellere skraldebilerne på Kløvermarksvej!