Majakovskij drømte om at skabe en revolutionær syntese mellem poesi og hverdagslivet. Han ønskede give den kommunistiske kultur en moderne mentalitet og en ny æstetik

af Mikael Strandbech
Da den russiske poet og billedkunstner Vladimir Majakovskij 37 år gammel begik selvmord, var han allerede en levende legende.
Han havde ikke bare revolutioneret poesien i Rusland, men også støttet den kommunistiske revolutionen i 1917 uforbeholdent og lidenskabeligt - han blev udråbt til 'revolutionens trommeslager'.
Majakovskij drømte om at skabe en revolutionær syntese mellem poesi og hverdagslivet.
I 1893 blev Majakovskij født af fattige forældre, som boede i landsbyen Bagdali, Georgien. Faderen arbejdede som skovfoged.
Siden starten af 1900-tallet havde studenter, arbejdere og bønder over hele Rusland i et stadigt stigende antal demonstreret imod selvherskerstyret. Disse demonstrationer førte til, at styret måtte give de første spæde parlamentariske indrømmelser i oktober 1905 - også kaldet 1905-revolutionen.

Politisk aktiv
Unge Majakovskij deltog i enkelte af demonstrationerne. Et år senere i 1906, døde Majakovskijs far tidligt og pludseligt, hvilket betød at moderen og de tre børn måtte flytte til storbyen Moskva.
I Moskva fortsatte gymnasieelev Majakovskij sine politiske aktiviteter, mens han slugte marxistisk litteratur og siden blev medlem af den bolsjeviske del i det socialdemokratiske arbejderparti.
I 1909, 16 år gammel, sad Majakovskij fængslet fem måneder for sine politiske aktiviteter, efter at have været arresteret flere gange. I fængslet begyndte han at skrive poesi. Udover at digte, tegnende Majakovskij også.

Futuristerne
Tre år senere, i 1912 begyndte Majakovskij på Moskva Kunstskole. Her kom han i kontakt med medlemmer af den avantgardistiske bevægelse, futuristerne.
Den lidt ældre David Burljuk, blev en nær ven og mentor. I perioder gav David Burljuk ham 50 kopec om dagen, hvis Majakovskij så til gengæld skrev poesi - i stedet for at male.
Majkovskij, veltalende, bredskuldret og to meter høj, blev snart en af talsmændene for futuristerne, ligesom han var medforfatter til deres manifest 'En Lussing til den offentlige smag', der kom i 1912. Heri blev han også publiceret for første gang med de to digte 'Nat' og 'Morgen'.
Futuristerne ville chokbehandle det borgerlige publikum og så deres kamp som en parallel til den klassekamp, der foregik ude i samfundet.
I parentes bemærket lå futuristerne i Rusland selvsagt rigtigt langt fra futuristerne i Italien, der dyrkede overmennesketanken og fascisme.
En del af futuristernes chokbehandling bestod i oplæsningsturneer til en lang række russiske byer, hvor de læste op af deres digte og deres manifest. Ned med alt det gamle. Ned med Pusjin og Dostojevskij. Ned med det statiske, det stillestående.

Provokerende og fri
Futuristernes optræden var larmende og flabet. De var bemalede i ansigterne. Og Majakovskij altid iført hjemmesyet, knaldgul trøje. De tirrede publikum og ofte endte forestillingerne i slagsmål og politiopbud.
På grund af sine politiske aktiviteter blev Burljuk og Majakovskij i 1914 smidt ud af Moskva kunstskole.
Majakovskij udgav i 1913 sin første digtsamling 'Jeg', og i 1914 det første teaterstykke - tragedien 'Vladimir Majakovskij'. Her gav han prøver på sit talent i provokerende selvdramatiseringer.
Tempoet var hurtigt, næsten telegramagtigt, fyldt af udråb. Rim savnedes generelt og rytmen var fri. Ordvalget var hverdagsagtig - fyldt med rå virkelighed. Ikke mange spor af traditionel poesi tilbage.
Majakovskij henvendte sig direkte til læseren.

Lovord!Inte jämförelse!Jeg säger nej!Til alla föregångere.Jeg villÖverhuvud inte läsa en enda radBöcker?Vad skall man med böcker till? Senor och muskler är sannare än böner.Vi bönfaller inte tiden.Vi anfallerMed den knutna nävens griptångHejdar vi världens drivremmarOch sätter dem åter i gång!
uddrag fra 'En sky i bukser' 1915 - findes ikke på dansk)

Kærligheden
Som det endelige bevis på Majakovskij format ses de to lange digte 'En sky i bukser' fra 1915 og 'Rygsøjlefløjten' fra 1916, hvor en mere hændelsesbasrede retning er tilføjet til den tidligere form. Senere skrev han vers i sine berømte 'trappekonstruktioner', der angav rytmen i digtet.
'En sky i bukser', og stort set alle fremtidige værker, dedikerede Majakovskij til den gifte Lili Brink, med hvem han havde stormfuldt forhold til igennem syv år.
Lili Brink var gift med Majakovskijs forlægger Osip Brink, som Lili dog forblev gift med på trods af forholdet til Majakovskij. Lili, som Majakovskij kaldte det mere russiske Lilja, var Majakovskijs livs-kærlighed.

Kommunistisk kultur
Temaerne i den linde strøm af udgivelser, Majakovskij publicerede op til oktober-revolutionen i 1917 var kærlighed, krig og revolution. Og anerkendt var han nu både i Rusland og i udlandet.
Efter revolutionen tilbød Majakovskij og futuristerne deres kunnen til partiet, i arbejdet med at forsyne den kommende kommunistiske kultur en moderne mentalitet og en ny æstetik.
Majakovskij levede energisk for realisere partiideologien, og gik som redaktør af LEF (kunstens venstre-front) ind for forfatterens pligt til at skrive efter 'social bestilling'.
Hans poesi var nu præget af agitation, og var i langt mindre grad personlig. Majkovskij tekstede og tegnende ca. 500 politiske plakater, og i perioden 1922-28 rejste Majakovskij flere gange på propagandarejser til Europa, USA og Mexico, hvor LEF havde stor gennemslagskraft.
Foruden flere digtsamlinger og skuespil, skrev han i perioden også filmmanuskripter til en række film, hvoraf han selv medvirkede i nogle af dem som skuespiller.

En sindrig maskine
I slutningen af 1920`erne, hvor Stalin med en femårsplan indvarsler en kraftig ensretning af samfundslivet, indser Majakovskij smertefuldt, at han og hans ligesindede har tabt til statens kommissærer.
Dette kommer også til udtryk i hans kunstneriske produktion. Teaterstykkerne 'Væggelusen' 1928 og 'Badstuen' 1929 var opgør med det voksende bureaukrati.
I 'Badstuen', der blev Majakovskijs sidste teaterstykke, kommer den selvlærte arbejder Tjudakov i modsætning til det sovjetiske bureaukrati. En sindrig maskine, som Tjudakov har konstrueret, skal føre arbejderne ind i den kommunistiske fremtid.
Men da kommissæren kommer ind i maskinen og udtaler den bureaukratiske formel, bliver han slynget ad helvede til.
Stykket blev rakket ned af kritikken: 'Nu måtte det være slut med alt dette Majakovskij-halløj', lød dommen.
Den 14 april 1930 satte Majakovskij en pistol mod sit hjerte og trykkede af. Revolutionens trommeslager var død. Om selvmordet skete som følge af ulykkelig kærlighed eller skuffede ambitioner på egne eller revolutionens vegne, har der været spekuleret i lige siden. Måske var det en kombination.
En del af et ufærdigt digt i hans selvmordsbrev, der desværre ikke er oversat til dansk, lyder:
'Kärlekens båt har krossats mot vardagens rev. Vi är kvitt vi två. Ingen anledning att föra bok över smärtor bekymmer och gräl.