20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Poesi omkring en bebudet død

Poesi omkring en bebudet død

Fredag, 21. september, 2007, 00:00:00

Fransk, vildt og mørkt på teateret Kaleidoskop/K1. Meget personlige tanker affødt af en livstruende sygdom

af John Bruun
Det kan måske være meget rart at lade noget af hjernen dø og miste nogle hæmninger, når man drikker sig stiv. Emanuel Limals stykke 'Om en time er jeg stiv' på teateret Kaleidoskop/K1 har imidlertid ikke noget med en druktur at gøre.
Stykket på på bygger på hans egne tanker i forlængelse af en kræftsygdom, han fik som 26-årig. Dødsstivhed er noget helt andet, og dødens nærvær kan sætte livet i et nyt perspektiv.
Stykket er ikke dramatikerens egen historie.
Det er et meget poetisk, indadvendt stykke, der især handler om tanker omkring seksualitet. Om begær efter kvinder, 'kvinder er den eneste kur for at få et langt liv' Om forfængelighed og om forholdet til en far og omgivelsernes fortrængninger af det uafvendelige.
I en mørk kulisse, med sort sand i bølger på gulvet og boksebolde hængende fra loftet taler og synger Emanuel Limal tankerne og smerten ud. Det er en flot æstetik.
Vistnok også megen dybfølt poesi i de franske sange af Jacques Brel og Emanuel Limal.
Det er blot ærgerligt, at det fordrer, at man forstår fransk, for sangene fylder meget og har en central placering i historien. Der burde være rulletekster over scenen, så ville ikke-fransk-kyndige måske bliver revet mere med.
Trods flot skuespil, blev jeg ikke grebet af stykket. Dertil var det alt for lidt almengyldigt.
Selvom stykket lanceres som en kræft-ramts historie, skal man ikke forvente, at det handler om den konkrete oplevelse af at skulle dø som ung i dagens Danmark - og slet ikke om kræftsyges situation.
Det er en meget personlig beretning fra et kriseramt menneske. De sange, som skulle ramme den dødsdømtes beretning ind og perspektivere historien, forstod jeg ikke. Derfor gik jeg sikkert glip af det meste af poesien, og det satte ikke mange tanker og følelser i sving.
Hvis bare jeg var stiv - til fransk.

'Om en time er jeg stiv'. Af Emanuel Limal. Medvirkende: Emanuel Limal og Claus Carlsen (musik). Scenografi: Claus Helbo & Luise Midtgaard. Instruktion: Bo Stendell Larsen. Kaleidoskop/K1 indtil 28. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. sep. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur