Fest i Aalborg for at fejre Arbejderens 25 jubilæum afspejler en flot opbakning til Danmarks røde dagblad. 73.000 blev resultatet i kroner og øre
50.000 kroner var der plads til på det 'Arbejderens 25 års jubilæums-krone-meter', der stod placeret ved indgangen til 'Rød fest' i Aalborg lørdag aften.
Festen fandt sted for at fejre, at det er 25 år siden, Arbejderen første gang blev sendt på gaden. Barometeret blev sat i bevægelse af en forrygende, energisk, farvestrålende, varmblodig Anne Marie Helger, der bød næsten 200 publikummer og publikusser velkommen.
- Jeg er født i Søllerød, hvor ingen hverken er sølle eller røde, sagde hun under stor jubel og tilføjede, at hun selv er et levende eksempel på en mønsterbryder med henvisning til sine 'røde holdninger'.
Hendes konkrete opbakning til fødselaren viste hun ved at optræde for - nul kroner.
Arrangørerne af festen kunne tilføje, at opbakningen fra fru Helger også kom til udtryk ved at den travle klimakteriemakrel havde presset turen til Aalborg ind mellem to andre engagementer i henholdsvis Midtjylland og Nordsjælland.
Aftenen bød på andre eksempler på støtten til Arbejderen.
Pengegaverne strømmede ind. De blev løbende annonceret af aftenens konferencier, fru Tryk, assisteret af sin ordknappe men venlige butler.
John Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Klub af 1920, roste Arbejderen blandt andet for at give plads til tillidsrepræsentanter og fagbevægelsens medlemmer ude på arbejdspladserne.
Klubformanden, der er med i foreningen Oprør, fremhævede også Arbejderens rolle i kampen mod regeringens såkaldte anti-terror-love.
- I forsvaret for demokrati, risikerer I fængsling af redaktøren og de journalister, der har skrevet på området. Tak for det.
Birthe Sørensen, Arbejderens ansvarshavende redaktør, takkede for støtten til avisen.
- Det stod ikke skrevet på Dagbladet Arbejderens dåbsattest, at vi i dag ville være det eneste tilbageværende dagblad med rødder i arbejderbevægelsen. Uden den enorme opbakning fra abonnenter og læsere ville det ikke have været muligt. Og uden den opbakning vil det heller ikke kunne lade sig gøre i fremtiden.
Hun sluttede, under stort bifald, med en opfordring til at bruge Arbejderens spalter i opgaven at få væltet den borgerlige regering og erstattet den med en ny, der vil føre en anden politik.
Da festen sluttede, var 'krone-barometeret' sprængt. Der kommer snart godt 73.000 kroner fra Aalborg til Arbejderens altid trængte økonomi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278