Et af de mellemøstlige lande, Bush, Blair og Fogh ikke har haft så travlt med at demokratisere, er De forenede arabiske Emirater, omfattende blandt andet den ny super-metropol Dubai

Kjeld Stenum
Emiraterne ledes af et fåmandsvælde af de herskende klaners patriarker, der af deres midte vælger en præsident. Det har gennem de sidste tredive år været lederen af det største emirat, nemlig sheik Zayed bin Sultan al Nahyan, der har beklædt denne post.
Dubais leder, sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum, er som leder af det næststørste emirats ledende klan en lige så ubestridt vicepræsident.
Den skønne og blomstrende fremtidsby Dubai bygges af en hær af immigrantarbejdere fra især Indien, Nepal, Bangla Desh og Pakistan. De tjener gennemsnitlig omkring 150 dollars om måneden, hvilket er en dansk dagløn.
De må hverken strejke eller lave protestaktioner ifølge Emiraternes love, ja, de har end ikke ret til kollektive forhandlinger. Så i den henseende adskiller det skønne Dubai sig ikke fra andre moderne storbyer. Den moderne kapitalismes mest prangende monumenter bygges af noget, som nærmer sig mere og mere til regulære slavehære.
Til gengæld er Dubai spækket med verdens mest fantastiske nye arkitektur og verdens højeste huse. Byen er ganske vist i hastig vækst, men ikke nogen kæmpestorby som Beijing, Shanghai, Tokio eller Mexiko City.
Emiratet Dubai har ikke specielt store olieforekomster, som kunne forklare hovedstadens helt utrolige opblomstring. Nej, men til gengæld skal verdens storkapitalister hverken betale skat eller slås med demokrati, besværlige politiske partier eller ytringsfrihed, hvis de slår sig ned i Dubai.
Og så er de jo trods alt i lokalområdet, hvor langt størstedelen af verdens fossile energiressourcer er placeret. Der kan de godt lide at være, ligesom Bush kan med sine tanks og våben og terrorkrige for demokrati, frihed og deslige. For fysisk tilstedeværelse giver nu trods alt en ganske anderledes håndfast form for kontrol end nok så megen moderne cyberspace.
Kun 20 procent af Dubais halvanden million indbyggere er lokale, resten er immigranter af forskellig slags, fra østens vagabonderende bygningsarbejdere til Houston Texas` oliemilliardærer, der har valgt at rykke teltpælene op og få sig bjerget i ly for skat og andre grimme samfundsforpligtelser.
Der er ingen tvivl om, at høje og prangende huse er magtsymboler. Man skal være idiot for ikke at se ligheden mellem en erigeret penis og en skyskraber.
Dubais - og verdens - højeste hus, der, når den er færdig, vil få overordentlig stor lighed med en rumraket klar til affyring, hedder Burj Dubai, og bygherren er såmænd ingen anden end telegiganten Samsung. Det er stadig under opførelse og passerede her sidst i juli verdens hidtil højeste hus på omkring en halv kilometers højde. Men Burj Dubai skal dog være betydeligt højere.
Officielt hemmeligholdes den endelige højde, uofficielt huserer rygtet, at der skal være 160 etager, den øverste i 624 meters højde. Med tag bliver højden 643 meter, og på taget skal rejses et spir, som når op i 818 meters højde! Og så er der endda endnu højere huse under projektering i området.
I Bahrain er planlagt et tårn, Murjan Tower, på 200 etager, og lige over en kilometer i højden, dette tårn er oven i købet designet af den danske arkitekt Henning Larsen. Det er da godt for vores succesarkitekter, at der findes nogen dernede, der er interesserede i magtsymboler, for i Danmark tabte vi stormagtsambitionerne for 200 år siden, da englænderne terrorbombede vores hovedstad og tog vores flåde. Siden da har vi ikke haft trang til at bygge i højden.
Nej, en højde på over en kilometer er imponerende, og hvordan de nogensinde vil evne at pumpe beton op i den højde, det ved jeg ikke. Den, der ved, hvor let det sker, at pumpeslangen stopper, blot man pumper op i en tyvendedel af den højde, og hvor hurtigt man derefter kommer i virkelige vanskeligheder, fordi betonen i den stoppede slange begynder at brænde af, må korse sig.
At menneskene kan præstere sådan noget er fantastisk, men de kan det, fordi menneskene kan arbejde sammen, danne samfund. Som jord- og betoner lyver man nok, hvis man nægter, at det er imponerende, hvad der er teknisk muligt for menneskene. Og et hus på over en kilometers højde, ja, hvad man end mener om magtfulde oliespekulanters umættelige behov for prangende potensforlængere, så lyver man nok også, hvis man nægter, at sådan et hus taler til ens eventyrtrang.
Det gør de 150 dollars i måneden imidlertid ikke. Der går billedet af menneskenes fantastiske evne til at arbejde sammen og danne samfund ligesom lidt i stykker. Sådan rejser vores tid de monumenter, fremtiden vil huske den for: Med månedslønninger på 150 dollars. Hvis der da bliver et monument at huske.
Burj Dubai ligger ikke så langt fra, hvor de tidligste menneskelige civilisationer ifølge myten i sin tid forsøgte at rejse Babelstårnet. Og Murjan Tower kommer til at ligge endnu nærmere. Men Babelstårnet bliver husket, fordi det aldrig blev færdigt. Dets bygmestre ville hver sit og talte hver sit sprog. Deres samarbejde og samfund faldt fra hinanden.
Det kan også ske for vores tids Babelstårne. Selv om arbejderne bliver smidt ud for at aktionere mod forholdene, så aktionerer de. De firmaer, der selv høster milliard-overskud, men rejser deres potente hovedsæder ved hjælp af entreprenører, der kun betaler deres håndværkere 150 dollars i måneden, risikerer let at se potensen gennemgå en lynhurtig forvandling til en slatten klud.