Bille August er netop nu aktuel med sin nyeste film ¤¤Goodbye Bafana¤¤ om Nelson Mandelas 30 år i fængsel. Arbejderen har mødt instruktøren til en snak om idealisme, universel retfærdighed og filmisk nøgenhed. Og så lover instruktøren, at han snart laver en film om de frivillige i den spanske borgerkrig

af Jesper Fink og Anders Fenger
Palace Hotel i København udfolder sig i et orgie af guldmalede paneler, tykke mønstrede gulvtæpper og messinghåndtag. Filminstruktøren Bille August venter i 'Prins Bertil af Sverige'-suiten. Alt i alt en ganske dekadent scene for et interview i anledning af en film om en fangevogter fra Sydafrika.
Til højre i rummet står en herskabelig seng med baldakiner. Som hevet ud af Jeppe på Bjerget, der vågner op i baronens seng.
På balkonen udenfor står så Bille August med ryggen til. I modlys, nøjagtig som Mandela gør det første gang, han optræder i filmen 'Goodbye Bafana', der havde premiere i går. Blot er tremmerne skiftet ud med en fransk altan ud til Rådhuspladsen. Bille August vender sig om.
Interviewet går i gang ved bordet.
- 'Bafana' var et manuskript, jeg fik tilsendt. Efter 30-40 sider vidste jeg, det var noget specielt. Men jeg vidste også, at en historie i et fjernt land, en fjern kultur, kunne være for stor en mundfuld. Jeg blev nødt til at tage derned. Efter 14 dage var jeg sikker på, jeg kunne gøre det, siger Bille August på det korte indlednings-spørgsmål. Han sidder i lænestolen og gestikulerer ensformigt med højre hånd. Det er hans ottende interview i dag.
Selvom filmens hovedperson er fangevogteren James Gregory, fylder Mandela meget i filmen.
Havde Bille August nogle betænkeligheder ved at skildre en så stor karakter?
- Som altid, når det gælder om at skildre nutidige personer, var udfordringen at finde autenciteten. Især når det handler om Mandela, der jo er en af verdens største celebrities. Alle ved, hvordan han taler, hvordan han ser ud. Men min ærefrygt var ikke så stor som Dennis Haysberts. (der spiller Mandela, red.)
- Netop han brugte meget tid på at finde roen og varmen, der kendetegner Mandela, fortæller den 59-årigeBille August.

Sydafrika og Irak
Bille August lægger hånden på den brede stols armlæn. Man mærker tydeligt, hvordan hvert eneste ord, der forlader hans mund, har været vendt og drejet utallige gange før. En gang imellem virker det som om, han ikke behøver tænke over dét, han siger. Han venter tydeligvis på nogle mere interessante spørgsmål.
Hvorfor fandt du det vigtigt at fortælle historien om Mandela nu?
- Fordi den handler om menneskets evne til reformation. Til reformation og forsoning. Det første, Mandela talte om, da han kom ud, var forsoning. Med henblik på, at der i dag er flere krige og konflikter end nogensinde før, så kan man ikke nævne ordet forsoning nok.
- Hvis man ser på, hvad der er sket i Irak. Man invaderer landet og omstyrter en diktator, men så har man ikke nogen plan for fremtiden. Eller for at forsone befolkningsgrupper, for at undgå borgerkrig. I stedet begynder man at henrette folk. Hvis der havde været en Mandela, ville tingene have været anderledes.
Var det ikke en meget speciel situation i Sydafrika? At styret lod Mandela sidde i 27 år og lod ham blive ikonet over alle ikoner?
- Det var ikke kun fordi han blev et ikon. Det var fordi han brugte hver eneste dag i fængslet på at forestille sig, hvordan et nyt Sydafrika skulle opbygges. Det var en lang proces, han gik igennem, og da han kom ud, var han helt igennem renset. Det er enestående. Hver eneste gang der var en konflikt, havde han overskud til at mægle. Det er en stor statsleder.
Bille August er blevet mere livlig, han gestikulerer mere. Instruktøren, der to gange har vundet De Gyldne Palmer for filmene 'Pelle Erobreren' (1987) og 'Den gode vilje' (1991), har smidt det ene ben over armlænet på stolen. Nu er interviewet i gang.

Retfærdighed
'Good bye Bafana' er ikke din første film om menneskets universelle ret til at kæmpe for retfærdighed. Er det et vigtigt tema for dig?
- Det er ikke bare kampen. Jeg kan godt lide at beskrive mennesket i sin oprindelige form, at bringe mine hovedpersoner ned til naturtilstanden, det 'nøgne' menneske.
- I mine ungdomsfilm er børn per definition 'nøgne', og i 'Pelle Erobreren' er immigranterne fra Sverige også 'nøgne.' Når du ser verden fra et nulpunkt kan du pludselig åbne dig op for påvirkninger og tilstande i samfundet. Og det er det, fangevogteren Gregory oplever i filmen 'Goodbye Bafana'.
Udenfor tuder en ambulance forbi på Vester Voldgade. Interviewet har nu vendt sig i retning af Bille Augusts karriere, der vel næppe behøver fyldig introduktion.
Alle ved vel, at han for 'Pelle Erobreren' fik en Oscar for bedste udenlandske film. Eller at han står bag 'Busters verden' fra 1984, 'Den gode vilje' fra 1991, 'Jerusalem' i (1996) og 'Åndernes hus' fra 1993 om svig og kærlighed under Pinochets fascistiske kup Chile i 1973.
Nogle husker måske også 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' fra 1997 eller den forrige, 'En Sang for Martin'. der ramte biograferne i begyndelsen af det nye årtusinde.

Spanske borgerkrig
Værd at bemærke er dog, at han også har gang i et interessant filmprojekt om de frivillige, der rejste ned for at deltage i den spanske borgerkrig 1936-1939.
Dit arbejde er altså at nå ned til bunden for at se, hvilke ting der påvirker os i samfundet. Er det det samme med projektet om de spaniensfrivillige?
- Det er selvfølgelig en anden historie. Det er en film, jeg enormt gerne vil lave, men som tidligere strandede i finansieringen. Der var en form for uskyld i den måde folk fra hele verden deltog i borgerkrigen. De var idealister, der kæmpede for det, de troede på.
Så det er ikke så meget solidariteten i det, der rører dig, men snarere de psykologiske mekanismer?
- De kendte jo ikke dem, de var solidariske med, informationsniveauet var så lavt dengang. Mange af dem var også arbejdsløse, og havde måske ikke så meget at lave. Der er meget få arbejdere i dag, der ville være i stand til at tage den tur.
Bille August har fundet sin mere konstaterende mine frem nu. Han virker sikker i sin sag, nærmest roligt overlegen. Han styrer interviewet med samme sikre hånd, som han instruerer sine film.
Man kan forstå på instruktøren, at filmen om de frivillige i den spanske borgerkrig nok skal komme. Men August nægter at løfte sløret for alt for meget. Andet end at financieringen skulle være i hus gennem spanske midler.
Og så skal han lige overstå det næste filmprojekt.
Interviewet lakker mod enden. En ny journalist venter i hotelgangen. Også han har fået nøjagtig en halv time.
Det virker som om du mener at en ting som idealisme skabes uden for mennesket, og ikke findes fra starten?
- Der findes en grundtilstand af omsorg, af kærlighed. En identifikation. Idealisme er også mange ting. Jeg ved ikke, om man kan kalde al-Qaeda for idealister - de kæmper jo for en tro.
Men du tiltrækkes altså tit af historier om kampen for retfærdighed?
- Det handler om en identifikation. 'Goodbye Bafana' blev hurtigt en del af mig, og jeg kunne fornemme en god fortælling. Der er ikke nogen formel for det, det er instinkt. Det handler om, hvorvidt jeg bliver emotionelt involveret - og om historien besætter mig.
Er det lettere for dig at involvere dig i en historie, hvor der er 'en større sag'?
- En historie som 'Bafana' stikker nok meget dybere i mig end for eksempel min sidste film 'Return to sender' fordi der er flere dimensioner i den. Både det menneskelige og det sociale. Det tæller op rent følelsesmæssigt, at det ikke kun handler om Mandela, men også om de 25 millioner sorte, han kæmpede for.
Er forkærligheden for den store sag noget, som egentlig mest karakteriserer din generation af kunstnere, de såkaldte 68`ere?
- Det ved jeg ikke. I dag styres vores samfund af kommercielle mekanismer. Der skulle gerne være nogle politikere der trækker i den anden retning. Jeg tænker især på rammerne for de unges liv, som i den grad er styret af den kommercielle verden. Men jeg tror ikke, jeg kan fortælle en nutidig historie om unges liv. Det må de yngre generationer selv gøre.
Dette bliver Bille Augusts afskedssalut, for i samme nu lyder der to korte bank på døren, og filmselskabets presse-assistent gør opmærksom på, at de 30 minutter er gået.
Bille August rejser sig, udveksler afmålte håndtryk.
Dagens niende og sidste journalist suser med interviewblokken og et sultent blik forbi ude i foyeren.