16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

6. september 1982 - Hovsa-missilet

6. september 1982 - Hovsa-missilet

Torsdag, 06. september, 2007, 00:00:00

Nyheden om ¤¤Hovsa-missilet¤¤ rydder avisernes forsider, og en militærundersøgelse bliver hurtigt sat i gang

Den 6. september 1982 klokken 11:32 bliver luften gennemrystet af et enormt brag i sommerhusområdet ved Lumsås, tæt ved Sjællands Odde.
Eksplosionen jævner øjeblikkeligt fire sommerhuse med jorden, mens 130 andre huse bliver beskadiget. Ved et rent held kommer ingen mennesker noget til. I et stykke tid hersker der megen forvirring om, hvad der egentligt er foregået.
Det viser sig, at det danske krigsskib, fregatten Peder Skram, der netop sejler forbi ude i Samsø Bælt, ved et uheld har affyret et 500 kilo tungt, amerikanskbygget HARPOON-missil. Missilet, der er beregnet til at sænke skibe, flyver godt 35 kilometer uden nogen form for styring, inden det eksploderer over sommerhusområdet. Den chokerede besætning kan intet gøre for at standse missilet og må bare vente på nyheder om nedslaget.
Nyheden om 'Hovsa-missilet' rydder avisernes forsider, og en militærundersøgelse bliver hurtigt sat i gang. Undersøgelseskommissionen konkluderer meget hurtig, at der bestemt må være tale om en menneskelig fejl. Orlogskaptajn H. G. Olsen erkender hurtigt at have begået fejl i sin håndtering af våbensystemerne. At USA`s flåde bare ét år tidligere har været ude for et lignende uheld med et HARPOON-missil, ignorerer kommissionen fuldstændigt, og H. G. Olsen får hovedansvaret med sin 'grove pligtforsømmelse'.
På dette tidspunkt er HARPOON-systemet relativt nyt og uprøvet, og producenten McDonald-Douglas har mange penge i klemme, hvis våbnet viser sig at være en fiasko.
Tre journalisters dybdeborende arbejde over de næste par år skaber dog så meget røre, at en ny undersøgelseskommission bliver nedsat. Den frikender delvis H. G. Olsen, men fastholder, at det må være en menneskelig fejl.
Sagen er, at McDonald-Douglas` HARPOON-system ligger i skarp konkurrence med det franske EXOCET-system, der stod for samtlige tab af britiske skibe i den netop overståede Falklands Krig. Det sidste McDonald-Douglas ønsker er en historie om, at HARPOON-missilet er usikkert at have om bord på skibe. Alligevel betaler McDonald-Douglas den danske stats omkostninger i forbindelse med ulykken, selvom den altså skyldes en 'menneskelig fejl'.
Hovsa-missilet bliver årets samtaleemne, og på trods af, at ulykken nemt kunne være blevet en menneskelig katastrofe, bliver der mest gjort nar ad hændelsen, som i dette citat fra Folketingsdebatten: 'Jeg bryder mig ikke om Forsvarets måde at sanere sommerhusområder på.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. sep. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur