Typografernes Stiftelse fylder 150 år i dag, men sammenholdet og den faglige stolthed lever altid i stiftelsens hus i Nordvest

Leif 'Vognmand' Nielsen åbner en skuffe med tusindvis af små bogstaver i bly og sætter en sætning sammen til tryk.
Han behøver ikke at kigge efter, mens hans hænder hjemmevant finder de rigtige bogstaver, eller typer som det hedder blandt typografer, frem fra et indviklet, rumopdelt system. Alene blandt mellemrummene mellem ordene er der mindst ti forskellige at vælge imellem, hvis linierne skal passe i spalterne.
- Det er jo det, vi står i lære for at kunne. Jeg har arbejdet som typograf i 37 år, så det skulle gerne sidde i hænderne efterhånden, siger Leif Vognmand til Arbejderen.
Selvom klokken knap er tolv på en almindelig onsdag er der allerede fuld gang i trykkeriet under Typografernes Hus i Københavns Nordvest-kvarter.
Langt størstedelen af karreens godt 300 lejligheder bebos af pensionerede og arbejdende typografer. Mange af pensionisterne har været på de samme, store arbejdspladser: Berlingske Tidende, Politiken og Trykkompagniet i Avedøre. Da bladene gik over til det nye offsettryk, endte flere af de gamle maskiner i kælderlokalerne under Typografernes Hus.
- Vi kalder det 'terapi-trykkeriet'! Her kan vi gå og holde vores håndværk ved lige, når tante Olga skal have trykt et sanghæfte til sin 80-års dag. Så gi`r hun en flaske brændevin til gengæld, fortæller Ib Espeløv Hansen til Arbejderen.
Det er især når beboerne i huset har familiehøjtider, at der er travlt i trykkeriet. Alle dele af typografernes og deres familiers liv har været støbt i blybogstaver og omsmeltet igen.
- Lige nu er vi ved at trykke en plakette til en 100-års dag. Ja, og så et hæfte med begravelsessange til en af vores beboere, siger Leif Vognmand.
Han har boet i Typografernes Stiftelse siden 1985. Da han blev udlært i 1958 fik han arbejde på Berlingske Tidende, hvor han kørte tunge trykplader til de store avissider rundt mellem sætterne og prægepressen på en vogn. Det var sådan han fik sit mellemnavn, som har hængt ved siden.
- De fleste af os, der bor her, kender jo alligevel hinanden fra Berlingske og de andre store trykkerier, forklarer Leif Vognmand.

Livet under jorden
Aktiviteten i kælderen er ikke til at se for de, der passerer udenfor. Typografernes Stiftelse ligger på hjørnet af Tuborgvej og Tagensvej, og larmen fra de to indfaldsveje er mere end nok til at overdøve trykpressens hamren.
De store karreer blev bygget af Typografernes Stiftelse, som blev oprettet i 1857. Den gang var opgaven med boliger til ældre og mindrebemidlede endnu overladt til privat velgørenhed. Men fra slutningen af 1800-tallet voksede en række stiftelser frem fra især de faglærte arbejderforbund, som viste det senere velfærdssamfund, at almene boliger er en fælles opgave.
I stiftelserne blev medlemmerne mod et fast kontingent skrevet op til en billig og sund bolig, først og fremmest i alderdommen. Var der flere boliger end behov blandt de ældre, rykkede også de unge medlemmer ind.
Frem til slutningen af 1930`erne voksede en række lejlighedskomplekser frem uden for de trange brokvarterer, og i 1933 kunne Typografernes Stiftelse holde rejsegilde over karreen i Nordvest.
I dag er det stadig stiftelsen, der bestyrer huset, og lejlighederne er stadig sunde og billige, selv de nu er åbne overfor alle medlemmer fra de grafiske fag. En et-værelses lejlighed til 1500 kroner om måneden er en næsten utænkelig lykke for en grafiker-lærling i København i dag, så her bor folk på alt fra 18 til 100 år.

Faglig stolthed
Bygningerne rummer en fortælling om faglig stolthed og sammenhold, som er let at overse i det travle samfund udenfor.
- Da jeg flyttede ind i 1984, var min første oplevelse, at det var umuligt at komme ned i den lokale kiosk. Dengang var jeg stadig inde på Berlingske, og hver eneste gang jeg gik uden for døren blev jeg stoppet mindst ti gange af naboer, der skulle høre hvordan det gik derinde med kollegerne og arbejdsforholdene. Et halvt år efter sad jeg i stiftelsens bestyrelse, fortæller Ib Espeløv Hansen.
I dag er han formand for Typografernes Stiftelse og medlem af billard-klubben, som også holder til under huset.
Bag dørene i de sammenflettede kældergange lever et imponerende foreningsliv. Billard-klubben tæller 25 medlemmer, som mødes tre gange om ugen. Bridge- og bankoklubben er endnu større og mødes omtrent lige så tit. Vinklubben samler mange af de unge beboere og er ligesom cykelværkstedet og trykkeriet i gang alle ugens dage. Heller ikke de store festlokaler får lov at stå tomme - der er mange runde fødselsdage i Typografernes Hus, og de bliver holdt i fællesskab.
- Så går snakken, når vi mødes i klubberne. Om gamle kolleger. Om de store arbejdskampe og hvad vi fik ud af dem. Damerne har også deres klubber, men hvad de snakker om, ved jeg sgu ikke, ler Ib Espeløv Hansen, der var tillidsmand på Berlingskes Trykkerier under den store typograf-konflikt i 1977.

150 års sammenhold
På 'terapi-trykkeriet' er valserne i gang med en ganske særlig opgave. Typografernes Stiftelse fylder 150 år, og der skal trykkes jubilæums-plakater.
Fest-typerne er lagt på trykpladerne og fadøls-fustagerne rullet ind i fælles-lokalerne. Men i trykkeriet er snakken ved det daglige, som den plejer.
- Du skal huske at melde til fagforeningen, at du stadig vil have fagbladet, når du bliver pensioneret. Ellers kommer det ikke, forklarer Leif Vognmand en lidt yngre kollega.
Han har selv taget det nye nummer af bladet med i kælderen, og det skifter hurtigt mellem fem par hænder hen over pausebordet.
- Her kan vi holde vores håndværk ved lige, når vi arbejder sammen hver dag. Det betyder utroligt meget. Og så er der jo også det sociale, siger Leif Vognmand.
- Det giver sammenhold, konkluderer Ib Espeløv Hansen.