Jannik Hastrup har lavet danske tegnefilm i snart 40 år. Nu sender han Cirkeline, Fredrik og Ingolf i kødet på integrationsministeren

af Helene Caprani
Der er ingen tvivl: Her bliver lavet tegnefilm. Entrégulvet på Jannik Hastrups arbejdsplads er prydet med en tyk Cirkeline-måtte, og de hvide vægflader brydes af opslagstavler med farvestrålende tegninger af dyr og mennesker.
Jannik Hastrup er et sprudlende, levende kapitel i dansk kulturhistorie, hvis figurer og historier i den grad er folkeeje. Det gælder naturligvis den lille Cirkeline og hendes musevenner Fredrik og Ingolf, skabt sammen med ekskonen Hanne. Enhver, der har været barn på et tidspunkt siden starten af 1970`erne, har set flere af hans andre film.
Den første var 'Bennys badekar' - om drengen, der sammen med en haletudse flygter fra det grå betonbyggeri til fantasiens verden i badekarret. Filmen fra 1970 er nyligt udgivet på dvd sammen med blandt andet 'Fuglekrigen i Kanøfleskoven', 'Drengen der ville gøre det umulige' og 'Samson og Sally' efter Bent Hallers roman 'Kaskelotternes sang'.

Sympati for de svage
Jannik Hastrups film har altid haft noget på hjerte, hvad enten det er barnesindets kamp mod kedsomheden, forurening og hvalfangst i havene eller den lille fugl, der bliver kanøflet af den store.
Sympatien for de svageste og fællesskabet har ikke ændret sig siden 'Bennys badekar'. Det ses tydeligt i Jannik Hastrups seneste frembringelse, tegneserien 'Cirkeline og Rikke', der i øjeblikket kan læses i Arbejderen. Hvor Cirkeline tidligere blandt andet har solidariseret sig med de Sorte Panteres kamp i USA, leverer serien nu en hård kritik af Fogh-regeringens udlændingepolitik.
- Jeg har lavet 'Cirkeline og Rikke', fordi jeg synes, at den måde, Rikke Hvilshøj opfører sig på, er oprørende. Hun er ikke langt fra Himmler og Goebbels. Det er den måde, hun tromler på. At hun mener at det er rimeligt, at folk rådner op i de danske kz-lejre, forklarer Jannik Hastrup med undren i stemmen.
- Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor de 600 mennesker ikke må arbejde. Og jeg kan heller ikke forstå, hvorfor der ikke er en større folkelig modstand mod den politik.
Jannik Hastrup rækker hænderne frem i luften, som for at gribe efter svaret, mens øjnene lyser af vantro.
- Det undrer mig slet ikke, at der er nogle, der har forsøgt at brænde hendes hus af. Men i stedet for at køre hende over - nu har jeg heller ikke kørekort - har jeg arbejdet frivilligt i noget, der hedder Flygtninge i Fare. Det er en organisation, der hjælper mennesker, som er i fare for at blive sendt ud af landet. Og så er jeg jo så heldig, at jeg kan bruge Cirkeline, siger tegneren med et smittende kridhvidt smil i det solbrændte ansigt.
- Jeg sendte et afsnit af 'Cirkeline og Rikke' til Politiken, Information, JyllandsPosten og DR2 - den er egentlig et storyboard til en tegnefilm - men alle takkede nej til at bringe den. Begrundelsen var, at jeg har givet Rikke Hvilshøj en nazi-uniform på, og det mener de åbenbart kan give dem problemer. Men jeg besluttede mig alligevel for at lave historien færdig. Jeg tænkte, at der skal nok være nogen, der vil bruge den. Og det ville Arbejderen heldigvis, bemærker Jannik Hastrup.

Det er synd for rikke
Trods afslagene står han helt og holdent ved sin sammenligning mellem den danske integrationsminister og nazisterne.
- Hvordan kan Rikke Hvilshøj sove om natten uden at drømme om alle dem i kz-lejrene? Hun er ligesom Himmler. Han stod for nazisternes kz-lejre om dagen, og så tog han hjem om aftenen og kiggede på, at hans børn red på heste. Han sagde også, at han bare fulgte ordrer. Jeg ved ikke, om Rikke Hvilshøj er psykopat eller bureaukrat...?
Jannik Hastrup tænker sig grundigt om uden at finde svaret.
- Oprindeligt hed striben faktisk 'Det er så synd for Rikke'. Og det er det jo også. Tænk at have det sådan, som hun har det, tænk at være sådan.
Jannik Hastrups medfølelse rækker dog ikke til Rikke Hvilshøjs chef.
- Anders Fogh er jo psykopat. Sådan som han lyver gang på gang og ikke vil give interviews. Den måde, han klæber til magten på... han er psykopat, det er han, siger Jannik Hastrup bestemt.
Bekymringsrynkerne i panden bliver dybere.

Nej til integration
- Det er også noget mærkeligt noget at have en integrationsminister. Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk skal integreres og tvinges til at smide deres kultur væk. Jeg har selv boet en del af året i Spanien her på det seneste, og tænk hvis jeg skulle lære spansk!
Det er tydeligt, at Jannik Hastrup finder den tanke helt absurd.
- Det er jeg også for gammel til. Jeg kan lige akkurat klare mig på det, man kalder skraldespansk. Og et så ligegyldigt sprog som dansk - eller, ligegyldigt er det jo ikke, men meget lille - hvorfor skal de dog lære det? Det er hårrejsende.
Tegneren funderer et øjeblik.
- Tænk at flygte til et land, hvor halvdelen af befolkningen ikke kan lide en og aldrig vil komme til det!

Selvtilstrækkelighed
Selvom integrationspolitikken er det, der falder ham mest for brystet, har Jannik Hastrup ikke glemt de øvrige udsatte grupper i det danske samfund.
- De siger, at vi mangler arbejdskraft... er det rigtigt? Jeg ved det ikke. Men hvad er der af arbejde, når man er 45-50 år? Jeg hører nogle rystende historier fra a-kasserne. Vi ansætter tegnere fra projekt til projekt, og de kommer og fortæller mig, at de skal blive ved med at sende ansøgninger ud, selvom de har arbejde hos mig en måned efter. Selvom de sidder og græder. Det er uanstændigt, udbryder Jannik Hastrup.
- Jeg tror ikke, at der er lige så småligt i noget andet land. Selvtilstrækkeligheden er så forfærdeligt dominerende. Jeg tror, at det er fordi at mange er blevet rige på grund af friværdien. Der er mange, der skifter politisk standpunkt, fordi de har fået flere penge, og så synes de at det er bedre at holde med A. P. Møller, siger tegneren og trækker på skulderen.

Al kunst er politisk
Gennem årene er Jannik Hastrup ofte blevet stemplet som politisk kunstner på grund af de sociale budskaber i hans film. Den påstand finder han kun komisk.
- De anmeldere har gået for meget i skole! Når der kommer noget, der ikke passer med alt det, de har lært, reagerer de ved at kalde det 'politisk', vurderer tegneren.
- Al kunst er politisk! 'Far til fire' er jo en politisk film, men der er bare ingen, der taler om, hvilken politik der ligger bag. Hvis noget er kritisk, bliver det kaldt 'politisk'. 'Upolitisk' - er det så socialdemokraterne? Er det dem, der skal have æren, spørger Jannik Hastrup retorisk og finder igen det store smil frem.
- Der er ikke noget kunst, der er mere eller mindre politisk end noget andet. Man kan ikke gradbøje politik.

Historiebogen
Jannik Hastrups politiske interesse blev vakt med Vietnamkrigen og den marxistiske svenske 'Historiebogen'.
- 'Historiebogen' åbnede simpelthen mine øjne. Den gav mig en ramme, hvor det hele passede, og det holder stadig i dag, fortæller tegneren, der sammen med Li Vilstrup lavede 'Historiebogen' som dansk tegnefilm og udgav den i årene 1970-74.
- Men jeg har aldrig været partipolitisk organiseret. Jeg boede på et tidspunkt sammen med nogle VS`ere, men jeg ville ikke melde mig ind, for så ville DKP`erne hade mig og omvendt, forklarer Jannik Hastrup med et næsten overbærende smil.
- Jeg lavede dog en valgvideo for VS, dengang de røg ud af Folketinget - bare det ikke var derfor, griner han.

Børnene skal vinde
Jannik Hastrups kongstanke som tegnefilmskaber er respekten for børnene.
- Det vigtigste er, at man taler direkte til børn, og ikke taler ned til dem. Det er en af kvaliteterne ved Cirkeline: Den generelle mistro til voksne... den har jeg stadig! Men tegnefilmene bliver nu ikke lavet specielt til børn. Det er en bås, som tegnefilmen er sat i. Målgruppen er fra fire år til uendelig - nej, til 120 år, retter Jannik Hastrup.
Til gengæld er der stor forskel på, hvordan børn og voksne modtager hans film. Det gælder i høj grad 'Drengen der ville gøre det umulige' fra 2003 - om en grønlandsk dreng, der hellere vil være en isbjørn.
- Vi viste filmen for et børnepublikum og et voksenpublikum. De reagerede helt forskelligt på slutningen, hvor drengen faktisk bliver til en bjørn og forlader sin familie. Børnene blev glade, men forældrene blev kede af det. Jeg var selv med, da de voksne havde set den, og gik op på scene og spurgte dem, om bjørnen skulle have vendt sig om og sagt 'Vi ses til kaffe på søndag', smiler Jannik Hastrup.
- For pointen er: Det skal altid være børnene, der vinder. Filmen handler jo om at løsrive sig fra sine forældre og få sit eget liv. Filmkonsulenterne syntes også, at den var for sørgelig, så det var svært at få den finansieret, fortæller tegneren, der endte med at producere filmen på overvejende fransk kapital.

Censur i USA
Censuren i verdens største tegnefilmmarked, USA, er gået langt videre i sin kritik af Jannik Hastrups film.
- 'Fuglekrigen i Kanøfleskoven' og 'Aberne og det hemmelige våben' blev solgt til USA. Først kom de med en håndfuld forslag til ændringer. Dem sagde jeg okay til. Men da den kom tilbage, havde de lavet 30-40 ændringer. De kunne ikke lide, at der var en enlig mor, en far der drikker og den slags, der ikke passer til en perfekt familie. Så trak jeg filmene tilbage igen, for det var for meget, forklarer tegneren.
- Amerikanerne har også ødelagt Peter Plys. Det er en fantastisk bog, og bestemt ikke en børnebog, men Disney har gjort den tandløs, mener Jannik Hastrup, der gang på gang har måttet se sine film sammenlignet med den kendte Disney-streg.
- Før i tiden fyldte Disney utrolig meget, men nu hvor der er kommet animationsfilm og et meget større udbud, er Disney blevet meget mindre i det samlede billede, konstaterer han med tilfredshed.
- Den eneste gang, en af mine film er blevet censureret i Danmark, var da de syntes, at lyden af et tordenvejr var for uhyggelig for børnene, tilføjer han.
- Så måtte vi skrue ned for lydsporet i den sekvens, og det var okay.

Vil helst se film
Når han selv går i biografen, ser Cirkelines far meget sjældent selv tegnefilm.
- Jeg har kun set én tegnefilm de sidste fem år, 'Happy feet'. De fleste nye tegnefilm og film i det hele taget er ikke interessante. Jeg vil se en god historie - jeg gider ikke at gå i biografen for at se teknik. Jeg er meget glad for instruktørerne Ken Loach og Mike Leigh, fortæller Jannik Hastrup.
- Det er lettere at blive forført af almindelige film end tegnefilm. Vi har et kæmpe handicap, fordi vi ikke kan bruge skuespillernes ansigter. Men samtidig er det også befriende ikke at skulle se på de samme syv danske skuespillere hele tiden, forklarer han og remser nogle navne op.
- I dag er der så små skel mellem film og tegnefilm, at det er historierne og oplevelserne, der er mest forskellige.
I øjeblikket er Jannik Hastrup optaget af at lave en indledningsfilm til en græsk børnefilmfestival, og så gælder det endnu et samarbejde med Bent Haller, der har leveret manuskripterne til en række af Jannik Hastrups film.
Et er sikkert: Det bliver en tegnefilm med noget på hjerte.

Jannik Hastrup, født 1941.
Tegner og filminstruktør.
Tegnefilm i fuld længde:
1970: Bennys badekar (filmen er med i regeringens Kulturkanon ;)
1970-74: Historiebogen
1974: Prins Piwi
1978: Trællene
1979: Trællenes oprør
1980: Trællenes børn
1984: Samson og Sally
1987: Strit & Stumme
1990: Fuglekrigen i Kanøfleskoven
1995: Aberne og det hemmelige våben
1998: H. C. Andersen og den skæve skygge
1999: Cirkeline - Storbyens mus
2000: Cirkeline - Ost og kærlighed
2003: Drengen der ville gøre det umulige
2004: Cirkeline og verdens mindste superhelt
2007: Cykelmyggen og dansemyggen