20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kick-boksning, køn og klasser

Kick-boksning, køn og klasser

Tirsdag, 07. august, 2007, 00:00:00

Vikararbejde, klasserne i Danmark, dyrerettigheder og befrielseskamp, graffiti, basket og natteløb - 80 unge mødtes i sidste uge til sommerlejr på Fyn

Den store vegetariske buffet bugner af rødbedesalat, humus, hjemmebagte pizzasnegle, grønne salater og velduftende falafler. Freja og Gry tager for sig af retterne. Sammen med 80 andre unge havde de sidste uge valgt drukferien i Bulgarien fra, og blev i stedet hjemme i regnfyldte Danmark for at diskutere revolutionær politik.
Frida og Gry på 17 og 19 år er begge fra Ungdomsorganisationen Offensiv som i samarbejde med Socialistisk Ungdoms Front (SUF) arrangerer sommerlejren - også kaldet Revo-camp.
Dagene er fyldt med politiske debatter fra tidlig morgen til sen aften. Lejren har både et ABC spor for begynderne og et ÆØÅ for de mere garvede.
Over maden, mellem de mange oplæg, når Frida og Gry at fortælle lidt om, hvordan det går.
- Lejren forløber bedre og bedre, her er en rigtig god stemning. Vi har haft nogen fede temadage, og jeg tror alle får meget ud af det. Vi startede lejren med at høre om herskerteknikker, for at lægge en linje som siger: 'Alle skal være her' og 'vi skal behandle hinanden ordentligt', fortæller Gry.
Lejrens forskellige temadage spænder vidt - lige fra de første dages oplæg om miljø og kapitalisme, dyrerettigheder og veganisme til oplæg om klasserne i Danmark, organisering af vikararbejdere, national befrielseskamp samt køn og seksualitet.
- Sommerlejren giver en masse teori, bag alt det man går og laver til daglig. Man får set tingene i et lidt større billede. Det er desuden godt at få mødt folk fra andre steder af landet, så man oplever, at man ikke er helt alene, fortæller Frida, som selv er aktiv i Kolding.
Lejrens deltagere er en blanding af medlemmer fra SUF og Offensiv og uorganiserede. Lejren har desuden gæster fra SUF`s tyske søsterorganisation Solid.

Faglig kamp hitter
En af lejrens temaer er den faglige kamp. På trods af mange af deltagernes unge alder er der både erfaringer med og masser af holdninger til den danske fagbevægelse.
- Det er et vigtigt område, som ofte bliver nedprioriteret. Vi har en super sej faglig gruppe i Offensiv, som har arrangeret dagen, fortæller Gry. Også Frida ser den faglige kamp som central i arbejdet.
- Selv om her er mange folkeskole- og gymnasieelever, så har mange af dem jo et fritidsarbejde, hvor der ofte er dårlige forhold. Vi vil gerne med oplæggene her gøre folk mere sikre på deres rettigheder, og på hvordan man bliver medlem og aktiv i sin fagforening, siger Frida. Hun fortæller, at hun selv har oplevet at blive fyret over sms fra sin tidligere arbejdsplads, men havde svært ved at gøre noget ved det, da hun dengang ikke var medlem af en fagforening.
Det er ikke kun det konkrete faglige arbejde sommerlejren debatterer, men også overordnede emner om klassekampen i Danmark. Her bliver spørgsmål som: 'Er alle der modtager løn en del af arbejderklassen?' og 'gavner det altid at strejke?' vendt, og livligt diskuteret.
En ansat i hjemmeplejen i Valby vender social- og sundhedsarbejdernes nylige konflikt, et postbud fortæller hvordan han efter få dage på sit nye job blev kastet ud i konflikt med arbejdsgiveren, efter at have fået bøde for at køre i den forkerte side af vejen, fordi hans rute lå, så det var nødvendigt at bryde loven. Hans oplevede hvordan kollegaerne stod sammen og hjalp hinanden.
Også folk som endnu ikke har gjort sig erfaringer med fagbevægelsen, men gerne vil i gang med at være aktive, byder ind i debatten.
Det faglige tema indeholder også oplæg om forskellige ideologiske retninger i bevægelsen og opfattelsen af fagforeningsorganisering. Mange forskellige ismer bliver præsenteret - marxisme, anarkisme, kommunisme og syndikalisme er bare nogen af de tunge begreber, de unge leger med ugen igennem.

Mere end kun snak
Når hovedet bliver for fyld af ismer, begreber og tung teori er der mange andre aktiviteter på den revolutionære camp.
- Vi har kreative spor hele dagen, og lægger i det hele taget vægt på de sociale aktiviteter. Blandt andet har vi lavet kick-boksning for kvinder, folk har arrangeret en street-basket og en fodbold turnering. Vi havde også en graffiti workshop, så man lærer at male graffiti uden at få maling over det hele, og lærer nogen af de seje street ord, fortæller Frida. Gry tilføjer, at også natteløbet med ungeren aktivister og politi var en stor succes.
De to unge sommerlejrarrangører er begge trætte efter en lang hård forberedelse, men begejstrede for resultatet.
- Vi har fået blandet helt nye, folk som har lavet politik et stykke tid, og nogen som har været med længe. Lejren er et sted, hvor gode venner mødes, fortæller Gry.
- Vi er jo ikke sygt gamle, os der har forberedt det, kun mellem 16 og 20 år, så jeg synes faktisk det er ret godt klaret, konstaterer Frida.
De to aktive kvinder er færdige med den farverige frokost og skal nu videre i dagens program inden aftens orgie af gulerødder, squash, rødbeder, salater og hjemmebagte boller venter på at fylde dem med energi til både paneldebat og fodboldturnering.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur