Homer adopterer og forelsker sig i en gris, han har reddet fra at blive slagtet hos Krusty Burger. ¤¤Simpsons - The Movie¤¤ er hylemorsom og grundigt lavet. Og ikke mindst politisk skarp.
af Jakob Hansen
Lad mig sige det med det samme: Dén film holder 100 procent!
The Simpsons Movie er alle pengene værd at se. Dog skal der advares om, at der er en seriøs risiko for, at man får mavekrampe af grin.
Filmen er ikke blot et langt afsnit med en halvtam handling. Der er en fremragende historie, hvor Homer laver endnu en af sine tankeløse handlinger. Men denne gang får det store konsekvenser. Familien Simpsons bliver jaget ud af Springfield, og præsident Schwarzenegger (ja, den tidligere Governator) må tage en skæbnesvanger beslutning.
Dog ikke uden problemer, for som han siger: 'Jeg blev valgt til at være en leder, ikke til at tage beslutninger. Det har jeg andre til.'
Derefter handler resten af filmen om, hvordan Homer må træde i karakter og redde både Springfield og egen familie. Og vise, at han alligevel er et intelligent menneske. Det sidste viser sig sværest, men også sjovest.
Tager stilling
Filmen kører hårdt på. Lige fra starten. Allerede i løbet af de første 10 minutter har filmen fået delt øretæver ud til højre og venstre. Selv om det er Fox, der står som selskab bag Simpsons, så er man ikke i tvivl om, på hvilken fløj forfatteren til filmen og serierne ligger. Denne gang er det bare mere udtalt, end det er i serierne.
Ud over selve hovedhistorien, som handler om forurening - her får Al Gore også en kærlig behandling - er der flere underhistorier. Blandt andet om Bart, der søger til familien Flanders for at få den kærlighed, som Homer ikke er i stand til at vise.
Forholdet Homer og Bart går helt ned af bakke da Homer adopterer og forelsker sig i en gris, han har reddet fra at blive slagtet hos Krusty Burger.
En anden historie er, hvordan Miljøagenturet i USA, som en parodi på visse sikkerhedsagenturer i landet, får for megen magt, og hvordan deres politiske ledere bliver magtliderlige, og for alt i verden vil beholde deres position og formue.
Filmen varer 87 minutter, hvilket passer meget godt. Man er underholdt til det sidste, og hulker mange, mange gange af grin. Rent grafisk og animationsmæssigt er filmen også rigtig rigtig flot.
Det er tydeligt, at budgettet har været langt højere, end når der blot skal produceres et enkelt afsnit.
Man går ud af biografen med et stort smil på læben og føler sig rigtig godt underholdt.
Se den!
The Simpsons Movie.(med dansk tale) Instruktion: David Silverman. Stemmer: Niels Ellegaard, Helle Dolleris, Mille H. Lehfeldt og Paulie Rehné. Vises også i original version med engelsk tale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278