Forfatteren Henrik Pontoppidan fyldte rundt i sommerferien i år. Også i dag rammer hans socialt indignerede fortællinger plet. Samfundets holdning til de svageste har nemlig ikke ændret sig nævne-værdigt siden

af Jens Fransen
'Til mesteren Henrik Pontoppidan'.
Således dedikerede Martin Andersen Nexø sit storværk Pelle Erobreren til en af de største danske forfattere. Og der er da også et nært slægtskab mellem disse store danske forfattere.
Her i juli - midt i sommerferien hvor Arbejderen ikke udkom - ville Henrik Pontoppidan være blevet 150 år.
Langt hovedparten af hans samtidige er for længst glemt - men Pontoppidans navn vil vedblivende stå som en milepæl i dansk litteratur og kulturliv.

Søgte
Han blev født 24.07.1857 i Fredericia. Faderen var præst, og familien flyttede senere til Randers. Oprindelig ville Pontoppidan have været ingeniør.
Han gennemførte første del på Polyteknisk Læreanstalt i København, men sprang så pludselig fra inden anden del i 1877 for i stedet at blive lærer ved broderens højskole. Men heller ikke der fandt han, hvad han søgte.
I stedet blev han forfatter og debuterede i 1881 med samlingen
Stækkede vinger - en samling, der viser hans sociale indignation og rummer en beskrivelse af eksistenser på samfundets bund. Selv nu i 2007 rammer fortællingerne plet. Samfundets holdning til de svageste har ikke ændret sig nævneværdigt siden.
Til forfatterskabets vigtigste udgivelser hører især Det forjættede land (1891-95), Lykke - Per (1898-1904) samt De dødes rige (1912-16). For fuldstændighedens skyld bør også erindringsværket Undervejs til mig selv fra 1943 nævnes. I sig selv også et mesterværk.

Nobel-pris
Det var og er derfor fuldt fortjent, at Pontoppidan i 1917 blev tildelt Nobelprisen i litteratur. Ganske vist måtte han dele den med Karl Gjellerup - også en dansk forfatter, men uden Pontoppidans format. Gjellerup er da også næsten totalt glemt. Pontoppidan omtaler i flere breve den 'halverede Nobelpris', og nævner her, at han fuldt ud under Gjellerup udmærkelsen, idet han som også Pontoppidan havde hårdt brug for pengene.
'Men som repræsentant for dansk litteratur har jeg lidt vanskeligt ved at opfatte ham. Jeg hører netop, at sproget i hans nye bog må gennemgåes af en anden, før det kan præsenteres den danske læserverden'Pontoppidan i et brev til Borchsenius 1917).

Skarp pen
Som det fremgår, var Pontoppidan udstyret med en skarp pen. Jeg vil ikke gå yderligere ind i hans skønlitterære produktion. Denne er i sig selv et langt, frugtbart studie værd.
Måske især i slutningen af 1880erne, hvor Pontoppidan skrev sine artikler - Urbanus`dagbog til dagbladet Politiken og Kjøbenhavns Børstidende, mærker man hans skarpe kritiske vid og satiriske holdning. 22. august skriver han således i indledningen:
'Det er for en udenforstående vanskeligt at fatte forholdet mellem de troende og deres Gud. Så længe det endnu til dels grunder i håb om himmeriges belønning og frygt for de evige straffe, lader det sig naturligt forklare. Men dette kærlighedsforhold til Kristus, hvortil den moderne kristendom mere og mere synes at indskrænke sig, denne glæde ved samlivet med et tænkt væsen, denne salige følelse af overalt at blive ledsaget af en mystisk usynlig, der støtter, trøster, fryder og elsker en, og uden hvem livet ville være idel sorg og savn og mørke - det er alt sammen en gåde, ja et vanvid for dem, hvem troens gave ikke er givet'
Og artiklen munder ud i, at myndighederne burde gribe ind over for mange af de kirkelige kvaksalvere, Frelsens Hær, og andre, der turnerede rundt for at omvende hedningene gennem hypnose og andre tryllekunster.

Kirke-kritisk
Pontoppidan havde i det hele taget et yderst anstrengt forhold til sin egen barndoms kristentro.
I et foredrag med titlen 'Kirken og dens mænd' fra 1914 giver Pontoppidan de gejstlige fædre en ordentlig opsang. Hverken der eller i hans skønlitterære værker findes mange hæderlige præster. I bedste fald er de nogle skvat. Men omvendt afviser han deciderede angreb på kristendommen. Som han svarer på et angreb efter nævnte artikel i Kjøbenhavns Børstidende i september 1889:
'Jeg gad da også vide, hvad der skulle foranledige mig til at fare ilde med kristendommen, som aldrig har gjort mig noget ondt, som aldrig har hverken skræmmet eller skuffet mig, fordi den overhovedet aldrig har fristet mig'.

Royal kritik
Som samfundsdebattør behandlede Pontoppidan mange ømfindtlige emner i hine år i slutningen af 1880`erne. Heller ikke kongehuset gik ram forbi. I en artikel i forbindelse med prins Christians (senere Chr.X) forlovelse med en tysk prinsesse i 1897 hedder det bl.a.:
'Til erstatning for Sønderjylland, som de berøvede os, fordi de nu ulykkeligvis havde brug for det, overlader de os af egen fri vilje en ung og sikkert ædel prinsesse til evig arv og eje. Det er dog virkelig et kønt træk, der viser, at de ikke længere bærer nag til os'.
Og senere henviser Pontoppidan til andre af de tyske værdier, vi har overtaget: Provisoriepolitik og politidespoti.
Når jeg personligt læser sådanne betragtninger, mindes jeg Scherfigs kommentarer i 1970érne. Og som det forhåbentlig ses var både Scherfig og Pontoppidan bidende satirikere.
Politisk var Pontoppidan radikal i gammeldags forstand. Brandes og kredsen omkring ham var omgangskredsen. Socialt engagerede, indignerede over overklassen og interesserede i, at skabe et bedre samfund.
I en artikel fra 1897 - under Estrups provisorietid - beskriver han, hvorledes han blev venstremand. Under en vandring (i bedste Blicher-stil) kommer han til et hus, hvor konen og barnet er alene hjemme. Det viser sig, at manden er fængslet som medlem af en riffelbevægelse. Gendarmerne har endevendt alt, læst kærestebrevene og teet sig som også besættelsessoldater har for vane nu om dage.
'Da jeg lidt efter forlod huset for at begive mig videre, var det for mig, som om det solbeskindede landskab havde skiftet udseende. Det syntes mig ikke længere at smile, dets udtryk var mørkt og sorgbetynget. Og det har ikke forandret sig siden'.

Ven med Nexø
Som nævnt i indledningen, og som det turde fremgå af Pontoppidans holdninger generelt, opstod der et livslangt venskab mellem Pontoppidan og Nexø. Skønt meningsforskelle - Pontoppidan var ikke kommunist eller socialist - viser artikler og brevvekslinger de nære bånd, der knyttede dem og deres liv sammen.
Ved Pontoppidans 80 årsdag i 1937 skrev Nexø i DKP`s dagblad Arbejderbladet:
'For mig som ung blev Pontoppidan en stor oplevelse. Det var ikke 'syner', jeg trængte til, eller store idealistiske fraser; liberalismen var fuld af dem, indtil forløjethed. Pontoppidan så dette før nogen anden; lang tid var han ene om opdagelsen. Der var kerne i ham, næring for et hungrigt sind som kom nede fra og krævede nyvurdering'.
Og senere: 'Tror Pontoppidan på en ny tid efter det borgerlige ragnarok? Han har i al fald ryddet vejen for den.'
Og Nexø slutter: 'En stor folkeopdrager er Henrik Pontoppidan, en af de største, vi har haft. Måtte der trods vor fattigdom - eller følelse af fattigdom - være råd til en national festdag. Uden ydre effekter - en sindenes festdag! Sådan som det passer bedst til hans stilfærdige væsen både som digter og menneske.'
Også under besættelsen ytrede Pontoppidan sig. Han var en af relativt få, der gennem breve protesterede over interneringen af de danske kommunister. Og i Pontoppidans sidste brev adresseret til Nexø 1. juni 1943 beklager han, at han grundet invaliditet ikke er i stand til at modtage besøg af Nexø, men at dette samtidig er et savn.
Pontoppidan døde 21. august 1943 i en alder af 86 år.
Men der er al mulig grund til at læse hans værker. Man imponeres hver gang.