19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Familiefestival med dansk musik

Familiefestival med dansk musik

Lørdag, 07. juli, 2007, 00:00:00

Afslapning, hygge og strandture - det er nogen af de ting, som man kan opleve ved Danmarks største havefest, Langelands-festivalen, om tre uger

af Louise Pedersen og Esben Hansen
For 17. gang afholdes der i år Langelandsfestival, også kendt som Danmarks største havefest.
Som de sidste 15 år er festivalens store trækplaster Børnelandet, som nu dækker et areal på knapt 25.000 m2, og som er fuld af aktiviteter og sjov for børn. Her kan man få passet sine børn i op til to timer pr. dag, og den tid kan forældrene så bruge på koncerter og fadøl.
Festivalen er en rigtig familiefestival, og man skal ved tilmelding vælge om man vil i Rolig Camp, Urolig Camp, Familie Camp, handicap Camp etc. Der er på den måde noget for alle, og det afspejler sig da også i det meget differentierede klientel, der oftest er at finde på festivalen.

Støtter kampen mod brystkræft
Festivalen har en tradition for at støtte velgørende aktiviteter, og i år går støtten til kampen mod brystkræft, der rammer en ud af 10 danske kvinder.
Festivalen har indgået et samarbejde med brystkræftkampagnen Breast Friends som skal sætte fokus på brystkræft og indsamle penge til forskning i sygdommen.
Festivalgængerne får mulighed for at få en gang massage, danse med Soffie Dalsgaard fra Vild med Dans eller få serveret en smoothie af modellen Oliver Bjerrehuus, samtidig med at de støtter et godt formål.
I Breast Friends teltet vil der ud over underholdning af forskellig art også være en række faglige aktiviteter såsom interview med en ekspert fra de danske brystkræftlægers faglige selskab om brystkræft og aktuel forskning.

Dansk strand og dansk musik
Festivalen trækker mange til ved sin lækre placering ned til vandet i det sydfynske øhav, og stranden bliver flittigt brugt af boldspillende gæster, familier der griller og folk der bare gerne vil ha` en dukkert. De lune aftner på stranden er i høj kurs og det med god grund!
Udover familievenlighed og dejlig natur trækker musikken selvfølgelig også, og traditionen tro byder Langelandsfestivalen på dansk musik for alle pengene.
Programmer i år omfatter kunstnere som D.A.D, Danser med Drenge, Kim Larsen og Kjukken, Rap Fight, Thomas Helmig, UFO Yepha, Dodo and the Dodos og mange, mange flere.
Er man til dansk musik og familiefestival er det på Langeland, man skal bruge årets 31. uge!

Langelandsfestival. 28 juli-4 august.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jul. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur