Man bliver simpelthen glad i låget af de ti sange, som de politisk bevidste walisere har begået

af Jens Espensen
Danmark er stadig i krig i Irak og Afghanistan, Fogh-regeringen terroriserer landet på sjette år og regnen står ned i stænger.
På den baggrund er Manic Street Preachers nyeste cd med titlen Send Away The Tigers som sendt fra himlen, for man bliver simpelthen glad i låget af de ti sange, som de politisk bevidste walisere har begået.
`The Clash og The Sex Pistols er vore største inspirationskilder`, røber trioen på sin hjemmeside, og det høres tydeligt på skiven, som har et drive, der ligger direkte i forlængelse af de to punk-bands bedste udladninger. Der er strøm på spaderne fra første fløjt og kombineret med den ene ørehænger efter den anden, er resultater blevet en cd, hvor The Manics rammer loftet.
Sjældent har denne signatur spillet så meget luftguitar under opvasken og drømt sig tilbage til dengang skolen var slut, interrail-billetten købt, og hende den lækre mørkhårede fra parallelklassen vist nok kom til festen på lørdag.
Vanen tro har bandet også en hel del på hjertet på tekstsiden. I `Rendition` tager trioen USA's `outsourcing` af torturcentre under behandling, og sangen `Imperial Bodybags` handler om den smerte amerikanske forældre, søskende og venner må føle, når sønnen vender hjem i en ligpose.
Trods de alvorlige emner giver cd`en som helhed en forrygende saltvandsindsprøjtning til humøret, og lur mig om ikke numre som `The Second Great Depression` , `Autumsong` eller `Winterlovers` for alvor vibrerer i æteren i sommerens løb.

Manic Street Preacher: Send Away The Tigers. 10 numre, 38 minutter. Sony BMG.