Folk, der ikke passer ind andre steder i samfundet, kan som regel indpasses som jord- og betonere. Det betyder ikke, at hvis man er for dum til at blive andre ting, kan man altid blive jord- og betoner. Tværtimod, det kræver masser at intelligens og selvstændighed at være utilpasset. Og det gør branchen lærerig

af Kjeld Stenum
Man lærer meget om samfundet ved at være sammen med mennesker, der bevæger sig på kanten af det. Og man lærer meget om tilværelsen ved at være sammen med mennesker, der ikke har været bange for at sætte den på spil.
Der var det sjak fra en vestsjællandsk lokalitet, som jeg ikke skal angive detaljeret. Denne spalte er ikke nogen spalte, hvor gode makkere skal hænges ud. Af samme grund er personnavne og øgenavne naturligvis ændrede.
Men i det sjak var der ikke meget andet end røvere og banditter. Ja, dette er ment som en hædersbetegnelse. Der var en del af dem, der bare var kæmpestore. De holdt til i miljøet omkring en bokseklub, flere af dem havde også været i spjældet i længere perioder, som de havde benyttet til systematisk styrketræning.
Den største af dem alle var broderen til ham, der fungerede som deres sjakbajs. Det var utroligt med den mand. Havde kranen fået skævt fat i en mange hundrede kilo tung forskallingsform, så den kom ud af kontrol og svingede, løb vi andre jo som harer for at bjerge livet. Men ham denneher bror til bajsen, han gik ind og greb formen i flugten, og vi lukkede øjnene og tænkte, at nu gik det galt, men det gjorde det ikke. Han blev stående, og det gjorde formen også. Bomstille.
En af mine makkere sagde engang til ham med ærefrygt, at sådan en stor mand da måtte have slået mange mennesker ihjel i sit liv. Næh, det havde han ikke, sagde den store mand, men han havde undertiden været lige ved, for eksempel engang en formand havde givet grønt lys for en reparation på firmabilen, og så bagefter ikke ville betale.
Da var han gået op i skuret i tredje sals højde, havde taget denne formand i kraven og båret ham ned i én arm og stoppet ham ind under bilen, så han selv kunne besigtige reparationen. Det havde formanden ikke haft så godt af, hans korpus havde ikke helt pasform, og ind skulle han jo! Men der havde været en smule liv i ham bagefter, selvom det ikke var så meget.
Én af de andre, der var omtrent lige så stor, lad os her kalde ham Bjørn, havde af en eller anden grund fået den ide, at det var specielt godt at være gode venner med mig. Så hver gang han så mig, bredte han armene ud og sagde, at jeg skulle komme og få et bjørneknus.
Jeg er sikker på, at det virkelig var kærligt ment. Men jeg skulle nu ikke have noget bjørneknus, jeg tror ikke, der var så mange muligheder for at overleve et knus af den mand.
Engang så jeg ham drive et faststøbt forskallingsspyd ud af en betonmur på tredjedagen efter støbningen; af en eller anden grund havde man glemt det afstandsrør, som spyddene normalt spændes igennem, og som forhindrer dem i at blive faststøbt. Og jeg havde selv tæsket i lang tid på spyddet med en mukkert for at få det ud, og jeg kan godt slå. Andre havde også prøvet. Det kunne ikke lade sig gøre. Han havde taget mukkerten, og i løbet af fire-fem slag begyndte der at ske noget. Hold kæft, han havde overarme, som vi andre har lår!
Nej, jeg skulle ikke have noget bjørneknus. Denne mand havde siddet i spjældet omtrent halvdelen af sit liv, mest for voldsdomme, men han var jordens mest elskelige menneske, altid parat til at hjælpe med sine mægtige kræfter, og altid fuld af tossede indfald.
Så var der bajsen, han kom aldrig om torsdagen, da var han til samfundstjeneste på grund af en voldsdom. Men han holdt mere af at bruge livet på rødvin og sin kone, og af den grund var det ikke kun torsdage, han ikke kom. I det hele taget holdt han sig helst væk på hverdage, hvor han var sygemeldt. I stedet stillede han trofast op om søndagen, det var jo til overtidstakst, så behøvede han kun arbejde halvt så meget.
Nå, de vidste nu mere om sammenhold og kammeratskab i det sjak, end jeg har været ude for ret mange andre steder. Og de var ikke bange for at sætte sig på røven, hvis det var det, der skulle til for at komme overens med firmaet i en konfliktsituation.
Jeg tror, at det tit er sådan, at jo mere du er på kant med samfundet, desto mere er du parat til at gøre for at stå sammen med dine makkere. Nå, men en dag - desværre har jeg kun hørt dette på anden hånd, jeg blev flyttet fra pladsen - men en dag var bajsen altså kommet og var mægtig hjulbenet og i det hele taget ikke så glad for at bevæge benene.
Folk skulle jo vide, hvad der var i vejen. Jo, han havde fået denneher piercing! En piercing, var det nu noget at gå så mærkeligt for? Joh, det mente bajsen var ret velbegrundet, for det var jo det, han havde det problem, at det somme tider gik lidt stærkt for ham, når han og konen de havde sex sammen. Og så havde han fået at vide, at sådan en piercing gennem pikken det var en god ting, for det skulle nedsætte følsomheden. Men det havde det altså ikke gjort. I hvert fald ikke indtil videre. For i øjeblikket var den ekstremt følsom.
Nu kunne man aldrig vide, hvad man skulle tro af, hvad de gutter fortalte, for som sagt var det en samling banditter. Og der var også flere, der ytrede sig tvivlende, især kranføreren. Ja, det skulle da komme an på en omgang til skuret, udfordrede bajsen, og det kan en mand af ære jo ikke sige nej til, hvis man har betvivlet, hvad en anden har sagt. Og der var jo kun en måde at finde ud af, hvem der havde ret.
Så bajsen spændte livremmen op og smed bukserne, så kunne folk ved selvsyn konstatere, at den var god nok. 'Satans osse,' sagde kranføreren bagefter. 'Jeg vidste jo, han var tosset nok til at gøre det!'