Når man er i jordhøjde, ligger horisonten i éns verden her i mit havehusområde mindre end halvtreds meter væk. Her er så fuldt af træer og huse, at øjet hurtigt møder forhindringer

af Kjeld Stenum
Men for tiden opholder jeg mig en del på taget af mit hus. Det er nemlig blevet utæt og skal fornys. Blot det at stige de sølle fire meter til vejrs gør mig i stand til at se ti-femten kilometer væk. Det meste af hvad jeg kan se fra denne højde er grønt, kun hist og her aner man, at man befinder sig i udkanten af en millionby.
Der er dog én markant undtagelse: Herlev Hospital, som med sine 25 etager og 120 meter er Danmarks højeste hus, ligger kun en tre-fire kilometer borte og springer i øjnene med det samme. Jeg har boet i den nordvestlige omegn til København det meste af den tid, jeg har været herovre, og jeg kender området temmelig godt, jeg ved, at fra alle vinkler og hjørner er Herlev Hospital den absolut dominerende menneskelige frembringelse herude.
Den har altid gjort et voldsomt indtryk på mig, dels på grund af sin størrelse, dels på grund af sin grimhed. Herlev Hospital er bygget over ti år, fra midt i tresserne til midt i halvfjerserne, og ligner også noget fra den tid.
Egentlig synes jeg, det er o.k., at grå beton fremstår som grå beton og ikke prøver at udgive sig for noget, det ikke er. Men Herlev Hospital er bare for meget grå beton. Man behøver vel heller ikke ligefrem gøre en dyd ud af, hvor grimt beton i tilstrækkelig store mængder kan være.
Det værste er dog ikke farven. Det værste er den landskabsarkitektoniske sammmenhæng. Hovedstadens nordvestligste omegn er særdeles fladt. Der er højere kvarterer, som for eksempel Høje Gladsaxe eller et par højere bygninger i Bagsværd. Men der er langt imellem dem, de vokser mere harmonisk ud af deres nærmeste omgivelser, og det er ikke noget, som springer i øjnene.
>Det gør Herlev Hospital til gengæld. Der er intet byggeri i kilometers omkreds af hospitalet, som er mere end fem etager, og det allermeste er etplans rækkehuse, eller det er havehusområde, som overhovedet ikke ses imellem al løvbevoksningen. Så står der lige pludselig sådan et skrummel. Det er så stort, at det gør et nærmest surrealistisk indtryk at se, hvor bittesmå for eksempel velvoksne bøgetræer bliver i dets nærhed.
Det er virkelig prestigebyggeri, som vil gøre opmærksom på sig selv. Det er så stort tænkt, at man efter dets færdiggørelse ikke havde råd til at tage alle dets etager i brug, de to øverste stod i årevis tomme og uden lys, spøgelsesagtige. Der er noget utrolig råt og påtrængende over det, næsten voldeligt. Et grimmere tænkt stykke landskabsarkitektur skal man lede længe efter.
Jeg tænker på Inger Christensens digt om at bygge en by, der er blød som en krop, linjer, der blev skrevet netop i den periode, hvor hospitalet blev bygget. Hvis det var sådan noget som Herlev Hospital, der rumsterede i arkitekternes hjerner dengang, så forstår man sgu godt, at samtidens digtere fik trang til at drømme som Inger Christensen.
Jeg tænker også på hospitalet som et monument over den sundhedspolitik, der blev indledt dengang, og som er fortsat lige siden, sidst med oprettelsen af regionerne: Man nedlægger småhospitaler, og man centraliserer og specialiserer. Ét sted har man ekspertise i kredsløbssygdomme, et andet sted (blandt andet i Herlev) er de dygtigste kræftlæger samlede og så videre, og man bygger de specialiserede centre større og større.
Patienterne rejser hundreder af kilometer til disse specialiserede centre og får deres lidelser behandlet af det helt rigtige lægeteam, der kan sammenligne dem med tidligere lignende tilfælde og medicinere og kirurgere og udbygge deres erfaringer. Den livssammenhæng, patienternes sygdom er opstået i, og som de skal tilbage til, helst så snart de kan kravle ned fra operationsbordet, den er egentlig ligegyldig, i hvert fald lægevidenskabelig set.
Patienten som menneske er fremmed for lægen, ligesom mødet med lægeekspertisen og hospitalsvæsenet oftest er særdeles fremmedgørende for patienten. Det er da heldigvis også efterhånden ultrakort, dels er teknologien i dag så fremskreden, at selv dybe indgreb kan udføres yderst skånsomt, dels har man undersøgelser, der viser, at jo hurtigere man får patienten jaget op af sengen og tilbage til sit miljø og sit liv, desto hurtigere bliver vedkommende rask.
Jo, men måske er det, patienten havde allermest brug for at få snakket igennem, hele livssammenhængen. Men den er irrelevant næsten overalt i moderne sygdomsbehandling. Eller den betragtes som sagligt forstyrrende støj, som lægen måske neutraliserer med et par forstående standardbemærkninger, han har lært på psykologikursus. Det gamle lokale landsbyhospital, hvor lægen nærmest havde personlig kendskab til patienten og vedkommendes liv, det findes ikke mere.
Jamen det er da udmærket, at ekspertisen er der. Men sygdomsbehandling er ikke kun kirurgi og medicin. Sygdomme opstår i sammenhæng med vores liv og arbejde, endda særdeles ofte som en følge af disse ting, og det er en stor og garanteret voldsomt fordyrende fejl at gøre disse ydre sammenhænge til noget lægevidenskabeligt irrelevant.
Det er at overlade det til den alternative medicins marked, og selv om man da uden tvivl kan finde behandlere, der kan noget brugbart her, er der hverken videnskabelige undersøgelser eller smileys eller pligt til at dokumentere behandlingsresultater her, og det vil sige, det også er et frit marked for spekulanter og åndemanere.
I forhold til vores levede liv er moderne lægevidenskab som et 120 meter højt kæmpeskrummel af beton midt i et kolonihaveområde.