Allan Olsen giver det førende blå hold en over nakken på en plade, der ikke er for fedtspillere.

af Peter Rasmussen
Den politiske musik blev slået ihjel i 70`erne, likvideret af alt for mange dårlige sange, Det hævder sangeren Allan Olsen.
Hvis det er tilfældet, gør han selv et mere end hæderligt forsøg på at genoplive politisk musik på sin nye skive, Multo Importante.
'der tackles igennem mod de svageste ledder spilles konsekvent mod dem der ligger nedden taktik var til grin på min barndomsvejden form for fodbold kan jeg huske vi kaldte for/ lusket og fej'
Sådan messer Allan Olsen indigneret på nummeret Roser Og Violer Blå. Regeringen har knoklet sangerens grundlæggende værdier ned under grønsværen, og det er ikke tiden at holde sin kæft med det oplagte.
Det førende blå hold får en over nakken i en sang, der udspiller sig på fodboldbanen. Analogien holder hele vejen hjem i klubhuset, og Dylan`s Workingman`s Blues #2 strejfer akkorderne undervejs.

Ikke mere lusket fedtspil
Det er en forhammer mod et Danmark, hvor old boys og lilleputter bliver sparet i sænk, og Olsen spørger veloplagt de blås anfører, hvilken skjult taktik, han går og gemmer på.
Det er egentlig meget simpelt. Skal vi finde os i, at de store drenge tryner resten af os med deres luskede fedtspil på højrekanten eller skal vi tage bolden tilbage? Men selv det simple er som bekendt svært at sige ligetil. Det gør Allan Olsen.
Nordjyden er dog ikke en, der gerne sættes i bås med de røde sangere. Han hævder, at han har vendt ryggen til forfaldet i årevis, og at han kun træder frem, fordi han ikke længere kan undsige sig. Penge jo også noget, som han tørt konstaterer i et konkurrerende dagblad. Og i sangen lyder det:
'massakren skal virkelig være slemfør en halvgammel kyniker som mig træder frem'
Det er nu ikke første gang, at Olsens guitar retter brodden mod magtens mænd og kvinder. Og næppe den sidste. Han er befriende ligefrem uden at blive banal, og sangene er med til at holde sangeren Allan Olsen i klassen Multo Importante.

Skidtet fungerer, manden er jo poet
Resten af pladen er ikke mindre tro mod Olsens værdier. Han forsvarer de urentable smuthuller. hvor småkravl kan søge ly i sangen Lille Gråspurv, og han retter det nådesløse spotlight mod den danske mand, der er al for blød og al for hård på samme tid. Sangen om det godt og vel semi-svage køn, personificeret ved en elendig weekendfar, der knap kan holde sig selv ren, rammer tæt på bulls eye.
Det sidste nye bind af Olsens Danmarksbilleder er musikalsk konservativt, og det er mere sødt og sentimentalt, end det er råt. Men skidtet fungerer, manden er jo poet. Og lidt potens er der stadig i den notoriske historiefortæller. Selv om knallerten på havnen i Frederikshavn er blevet skiftet ud med rulleskøjter i øgaderne i Århus, har han rødderne med sig, Olsen.
For 6-7 år siden understregede han grundigt i et interview, at politisk kunst ikke kunne være god kunst.
Det er han selv med til at dementere i dag.

Allan Olsen. Multo Importante. Zoobaba.