22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra landlig idyl til storbyens asfaltjungle

Fra landlig idyl til storbyens asfaltjungle

Onsdag, 06. juni, 2007, 00:00:00

Vi var med til en øveaften med bandet STIFT i Jyderup, der spænder fra alt mellem numre om Danmarks ulovlige krig i Irak til udgaver af kendte og klassiske Zeppelin og Stones-sange

af Klaus Haase
Der lyder brusende, bluesagtige triller fra keyboardet. Sangeren finder tekster frem. Trommeslageren øver rytmer på gryderne.
Vi befinder os i et skråloftet rum lidt uden for den vestsjællandske by Jyderup. Det lokale band STIFT har budt indenfor til nogle musikalske smagsprøver. Fra vinduet er der en smuk udsigt til tidsler og marker.
På de skrå vægge hænger adskillige plakater med billeder af STIFT`s medlemmer. De optræder mest lokalt - men deres musik har også fundet vej til Odense. Det er på værtshuse, bodegaer, de spiller. Men de går heller ikke af vejen for at trykke den af ved 'kaffe og kage-arrangementer' og runde fødselsdage. Men i juni måned har man også bud efter dem på Operaen i Christiania!
Tilbage til musikken. Aftalen er: Først en musikalsk smagsprøve. Så kan der snakkes bagefter.
På det musikalske menukort står der en blanding af rockklassikere og egne kompositioner. Bandet lægger ud med Zeppelin`s 'Rock`n Roll' i en personlig, langsom, bluesagtig fortolkning. Keyboardets brusende lyd danner poetisk bund for et fandenivoldsk levende trommespil. Det er som om dén grydevirtuos har fire hænder..
Bassen lægger en levende grund i samspillet med en elegance, som var der tale om en edderkop, der danser stilfuld ballet. Guitaristen leverer en flot, klagende 'blå' solo. Endelig fører forsangeren an med en inderlig slæbende bluesstemme.
Via dette flotte samspil fortsætter STIFT med et Neil Young-nummer. Så kommer en buket af egne kompositioner: 'Popportunity knocks' med rødder fra Frank Zappa. Den efterfølges af 'Liberation' og 'I need your love', der er som skabt til kinddans. 'The meat rolls on' er et inciterende nummer. Endelig kommer 'Four letter words' som afslutning på buketten.
Musikstilen rummer rige traditioner fra Zeppelin, Stones, en smule Metallica, men ikke mindst meget originalitet. Jo, bandet Stift har sin helt egen lyd.

Fristederne
I pausen præsenterer musikerne sig. Uffe Andreasen på guitar er 51 år. Bjørn Møller på bas er 47 år. På keyboard er det Peter Nielsen 51 år. Trommeslageren Anton Antoni er 47 år. Endelig er der forsangeren komponisten og tekstforfatteren Martin Midgley, oprindelig nordenglænder på 36 år.
Anton Antoni er den første, der henvender sig i pausen. Med et stort smil og svedperler på panden.
- Vi skal optræde den 15 juni i Operaen på Christiania! Jeg er selv gammel Christianit!
Hvordan ser du på den aktuelle trussel mod Christiania?
- København er blevet så ærkepæn! Der er ikke mere plads til alternative livsformer. Se bare på Ungdomshuset og nu Christiania! Jeg bliver sgu snart Jehovas Vidne - bare for at kunne sige 'vågn op' til folk, siger Anton Antoni og slår ud med hænderne, tydeligt indigneret.
- Sådan som alting ensrettes! Jeg har en tro på, at det ene fristed fører til det andet!

Politiske sange
De andre fra STIFT har sat sig omkring bordet. Kaffe ryger op i krusene. Alle er enige om, at de glæder sig til den kommende optræden på Christiania.
Mens Martin Midgley fortæller om sine tekster og fortid i Nordengland, går de andre musikere i gang med at tjekke deres instrumenter og elektronikken.
- Jeg oplevede det værste, som Maggie Thatcher kunne diske op med af nedskæringer og kapitalisme, inden jeg kom til Danmark! Det gør, at jeg er optaget af, hvad der sket i samfundet. Både nationalt og globalt! Det er nok derfor mine tekster ofte er præget af observationer af samfundet og politik. Det er også derfor, jeg er medlem af Enhedslisten! Hvad angår teksterne skriver jeg naturligvis på det sprog, som jeg er mest fortrolig med. Mit modersmål!, siger Martin Midgley, og udstråler på én gang engagement og naturlig imødekommenhed.
Han har talt sig varm og hælder mere kaffe op.
- 'Liberation' er en tekst om dengang Danmark rykkede ind i Irak i en ulovlig krig! 'Popportunity knocks' er en tekst om reality shows og de 15 minutters berømmelse, det giver! 'The meat rolls on' er en kritisk sang om pornoficering. Om unge piger, der sælger sig selv!

Hvor længe har 'STiFT' eksisteret?
- Vores band har eksisteret i to år, når Martin Midgley lige at svare, inden han atter bliver vinket op til sine medspillere, der står og tripper utålmodigt.
Da bandet leverer den sidste afdeling numre, giver de sig også tid til at stoppe op, diskutere musikalske passager og tilføje nyt. Det giver klart indtryk af meget kreativitet og dynamik indenfor de skrå vægge.
Atter er den faste ugentlige øvedag afsluttet, og bandets medlemmer kan igen gå hver til sit.
Operaen på Christiania kommer bestemt ikke til at kede sig, når STIFT trykker den af 15 juni!.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur