Én af mine venner har ødelagt sin ryg. Han er cirka på samme alder som mig, men har allerede for en del år siden forladt arbejdsmarkedet. For meget af hans tid går med at have smerter

af Kjeld Stenum
Alligevel binder han an med det ene fritidsprojekt efter det andet, han kan ikke lade være. Han bygger og bygger på sit eget havehus og tilbyder sin hjælp til andres nødvendige vedligeholdelsesprojekter i øst og vest. Det at arbejde er hans identitet og eksistensberettigelse.
Dengang han solgte sig selv på arbejdsmarkedet, var han smed. Han er ikke særlig stor og ser heller ikke ud af så meget rent fysisk, alligevel har han knoklet, sådan som gamle generationer knoklede. Når jeg tænker på hans holdning til det at arbejde, kommer jeg især til at tænke på halvtredsernes arbejdere og deres socialdemokratiske vision om at knokle sig til velfærd. Det var dem, der forsøgte at opdrage min generation, dengang vi startede på arbejdsmarkedet. Der var næsten ingen af de gamle betonere, jeg arbejdede sammen med dengang, der ikke sloges med en ødelagt ryg.
Sådan er det ikke helt med min generation, så det lykkedes vel ikke for dem at opdrage os alle sammen ordentligt. Men det lykkedes altså med nogle af os, som for eksempel ham min kammerat. Han har stadig holdningen, som han arvede fra dem.
Det sker, vi diskuterer, så det fløjter, for selv om jeg da bestemt går ind for, at man laver ordentlige og brugbare huse, når man nu alligevel går på arbejde, så har min villighed til at ofre mig for produktionen bestemt også grænser.
For ham er det derimod sådan, at han altid snakker om, at unge mennesker er utrolig lang tid om at flytte et par skovle jord og bliver utrolig hurtigt trætte. Det har han sådan set også ret i, efter mine begreber. Jeg regner det ikke for noget særligt at flytte en kubikmeter jord eller håndblande en kubikmeter beton, eller sådan noget, for den slags gik vi og gjorde, dengang jeg startede som betoner. Så i en snæver vending griber jeg af og til til den slags løsninger.
Det kunne ikke falde unge mennesker ind. Til gengæld er de meget hurtige om at gribe mobilen og rekvirere en gravemaskine eller noget færdigblandet beton, og de har i det hele taget meget større næse for at organisere ting. Så jeg forsøger at overbevise min kammerat om, at de slet ikke er så meget ved siden af, for det hele handler vel om, at enten er det os, eller også er det maskinerne, der skal slides op.
Det er takket være sådan en holdning, som unge mennesker har, at arbejdsmarkedet udvikler sig rent teknologisk, for ellers ville arbejdsgiverne vel bare piske os mere i stedet for at modernisere produktionen. Og i hvert fald ville det ikke komme os til gode. hvis de gjorde det. Sikkerhed og velfærd er noget, man skal kæmpe sig til, ikke noget, man kan knokle sig til.
Det er han sådan set ikke uenig i. Hvis der er noget, der kan gøre ham vred, så er det at læse statistikker over for eksempel kloakarbejderes gennemsnitslevealder. Og det gør ham virkelig vred. Han bliver så ophidset af at snakke om det, at han ryster. Folk, der gør et så samfundsnødvendigt arbejde, de belønnes så ringe, og deres liv regnes for så lidt. Men det er jo nødvendigt arbejde, er hans argument, det skal jo gøres. Det, der skal til, er, at deres løn og det, der investeres i at forbedre deres arbejdsmiljø, svarer til hvad deres arbejde er værd for os i samfundet. Så kan man passende skære ned på kulturministerlønninger og den slags i stedet for.
Så er det min tur til at sige, at det er jeg også enig med ham i. Jeg tror, at der hvor vandene skiller imellem os, det er mere sådan på helhedsbetragtningen. Nu snakkede vi om kloakarbejde. Og der er ingen diskussion om, at det er samfundsnødvendigt arbejde. Men jeg har også brugt meget store dele af mit arbejdsliv på at lave ting, som jeg i bedste fald anså for at være samfundsmæssigt ligegyldigt, undertiden har det i mine øjne været direkte samfundsskadeligt. Og undertiden har det været umådelig dyrt.
Som da vi byggede nationalbank i Norge, dengang det dyreste byggeri på landjord i Norges historie. Bankens pressetalsmand sagde, at noget skulle de jo bruge oliemilliarderne til, mens der samme aften blev vist film om hjemløse i Bergen, de boede i papkasser, i en by, hvor det regner 300 dage om året. For nu at tage det grelleste eksempel, jeg lige kan komme på.
I min ungdom sagde jeg vist også undertiden noget i retning af, at selv det samfundsnødvendige var samfundsskadeligt, for det var jo et kapitalistisk samfund, det var med til at holde liv i. Det synes jeg selv i dag var sekterisk. Det er en holdning til at dø af, ikke til at leve med. Men jeg mener fortsat, at man altid må vurdere moralsk og sætte grænser for, hvad man vil sælge sig selv til.
Der er han jo nok mere opdraget med, at alt arbejde bidrager til opbygning af velfærden, for jo hurtigere udviklingen i det hele taget går, desto hurtigere må de ringest stilledes bid også uundgåeligt blive større. Sådan sagde arbejdere i halvtredserne jo. Man mente, man grundlæggende gjorde noget godt for alle, når man knoklede, derfor kunne man knokle og knokle og knokle, undertiden til man ødelagde sig selv. For man ville gerne gøre noget godt for alle.
Så plejer jeg at spørge, om det også gælder, hvis det, man knokler sådan med, er at lave de piske, der skal slå ens egen og andres rygge. Eller noget i den retning.
Når vi er mest uenige, diskuterer vi, så det fløjter. Men vi vender tilbage til emnet gang på gang. Måske fordi vi begge to godt kan se, at også den anden har noget ret.