I begyndelsen af bogen følte man sig hensat til Herman Bang og især Ved Vejen
af Jens Fransen
Erik Fosnes Hansens fjerde roman, Løvekvinden, ligger nu på dansk. Den første, 'Salme ved Rejsens Afslutning' om Titanic fik stor ros og blev noget af en bestseller også i Danmark.
Fosnes skriver gerne historiske romaner og denne er ingen undtagelse.
Handlingen tager sit udgangspunkt i 1912 i en lille norsk stationsby. Her fødes Eva. Et mærkeligt barn, en løvinde, idet hele kroppen er dækket af hår. Moderen dør i barselssengen, så det bliver andre, der må tage vare på pigen. Faderen har sit arbejde som stationsforstander.
Bogen skildrer Eva som en intelligent og nysgerrig pige, som videnskaben er meget interesseret i. En sensation - noget, der bør vises frem for publikum.
Ad åre lykkes dette også. Eva bliver optaget i et cirkus på linie med andre med aparte udseender.
I begyndelsen af bogen følte man sig hensat til Herman Bang og især Ved Vejen. Persongalleriet og stemningen gav visse associationer. Men efterhånden flader bogen ud. Spændingskurven og handlingen tager af. For meget zoologi, for meget roden rundt i Bibelen gør, at bogen i sidste ende bliver en skuffelse.
I Norge har den fået Boghandlerprisen - men det er set bedre.
Erik Fosnes Hansen. Løvekvinden. Gyldendal. 384 sider. 299 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278