Der bliver i disse år diskuteret værdier som aldrig før i min levetid. Forskellige opfattelser af demokrati, danskhed og kulturkanon, religion eller sekularisering, humanisme eller racisme, tørklæde eller ikke tørklæde...

af Kjeld Stenum
Egentlig synes jeg, det er alle tiders her i vores gamle højskoleland; jeg kan så være ked af, at diskussionerne gennemgående har det destruktive udgangspunkt, at nogle vil indsnævre eller nedbryde værdier, og at det sjældent er et konstruktivt forsøg på at lancere noget nyt.
Men det ny skabes vel så i diskussionen, det vigtige er, at det er en diskussion, der engagerer os. Og det gør den.
Vi kan ikke lade være med at diskutere vores fælles værdigrundlag, og det gælder os alle. Det er ikke nogen finkulturel overklassediskussion. I skurvognene går bølgerne meget ofte højt om den slags, og efter min mening med et betydelig mere spændende indhold end hos Brian Mikkelsen. Men politikere og kulturpinger diskuterer det jo også.
Selv sorte Søren (Krarup), der ikke tror på fælles værdier med nogen som helst andre end dem, der allerede i udgangspunktet mener nøjagtigt som han selv, kan ikke lade være med at diskutere værdier, selvom det egentlig ifølge hans filosofi burde være omsonst.
Vi kan simpelthen ikke lade være. Og selve det faktum, at vi ikke kan lade være, viser efter min mening i klartekst, at vi alle i det mindste ubevidst tror på, at der nedenunder alle religiøse, kulturelle og eventuelle genetiske forskelle er et objektivt grundlag for fælles forståelse.
For hvorfor pokker skulle vi dog investere så meget energi i at diskutere tingene, hvis vi troede på de borgerlige myter om, at alle værdier er døde, at vi lever i et totalt sekulariseret samfund, hvor én ting er objektiv videnskabelighed, og en anden ting er det subjektive og private valg af livsværdier, religion og så videre? Når vi rent faktisk finder ud af at leve sammen (og det gør vi jo i det store og hele), så må der under forskellighederne være ting eller værdier i spil, som vi alle bevidst eller ubevidst respekterer, og som gør det muligt.
På venstrefløjen er der mange meninger om, hvordan vi forholder os til hinandens værdier. På det seneste er forskellighederne især kommet frem i forbindelse med Enhedslistens Ashmaas tørklæde og muslimske hilseformer. Kan en erklæret socialistisk organisation virkelig acceptere at lade sig repræsentere af erklærede muslimer?
Personligt synes jeg, det er alle tiders. Det udsender et signal om, at man ikke accepterer, at nogen værdier lukkes ude og diskvalificeres udiskuterede, heller ikke fordi de eventuelt måtte komme fra mennesker med en religiøs selvforståelse.
Vi har på venstrefløjen tradition for at forholde os dybt idealistisk til religion, som om det var en smitsom hjernesygdom, der forheksede og forpestede alt, hvad mennesker med religiøs selvforståelse måtte tænke og mene. Det er da sandt, at nogle muslimer lancerer kvindeundertrykkelse og middelalderlig åndsformørkelse. Andre lancerer mellemmenneskelig respekt, som vi burde tage ved lære af. For eksempel er Ashmaa selv jo et vidnesbyrd om, at selvom man har muslimsk selvforståelse, kan man godt respektere vestlige sekulariserede ateister så meget, at man tager de positive værdier i deres socialistiske fantasier til sig. Det er rigtig gode diskussioner, der kommer ud af den slags holdninger. Og kun vores samfunds magthavere og udbyttere tjener jo på det, hvis muslimer og ateister mener, de ikke kan tale sammen.
Dette er min personlige holdning omkring den ting, jeg ved, mange på venstrefløjen mener andre ting, blandt andet fordi vi i kraft af vores historiske arvegods jo har tradition for at være antireligiøse. Men Marx, Engels og Lenin skrev på en tid, hvor det stadig var relevant og påkrævet at kæmpe sig fri af kirkens årtusindlange jerngreb om åndslivet.
I dag er den kamp altså vundet, i hvert fald hos os. Det er ikke fra religiøse organisationer, truslen mod dansk åndsliv kommer, det er fra formørkede dogmatiske sekularister, der ønsker at nedbryde al snak om fælles værdier og alle eksisterende fælles værdier i det hele taget. Tilbage må kun blive skrupelløsheden, det er netop den grundlæggende værdiforståelse (eller mangel på værdiforståelse), magtens mænd og kvinder har brug for.
Jeg mener, at det at være materialistisk socialist også er at tro på, at værdier har et objektivt og ikke blot et religiøst eller idealt grundlag. Dette objektive grundlag er vores faktiske praktiske levede liv.
Men vi er alle sammen hver især selvstændige små deltagere i dette fælles liv, derfor kan vi også kun erkende vores fælles værdier ved at være åbne og følsomme for hinandens oplevelser af, hvad de består i.
Derfor går vi alle sammen så meget op i at diskutere vores værdigrundlag, for det er selve de diskussioner og brydninger, der former det.
De diskussioner er vores famlen os frem til retningslinjer for, hvordan vi kan fungere sammen på de områder, hvor retningslinjer endnu ikke findes, eller hvor gamle retningslinjer ikke længere slår til.
Dette er demokrati, og det er uforeneligt med den totale sekularisering, vores statsminister ønsker. Men det er ikke uforeneligt med socialisme, tværtimod er det efter min mening kernen i socialisme. Og derfor vil jeg også fra mit beskedne hjørne sige: Velkommen Ashmaa, på det danske Folketings talerstol! Netop med tørklæde!