Man kan tydeligt mærke på folk der marcherer til demonstrationer, at der sker noget med dem, når de hører vores blæsere. Vi var til øveaften i en mørk kælder hos noget så u-trendy som et rødt blæserorkester - Røde Horn

af Anders Fenger
De er vist de eneste danskere, der har fået den cubanske ambassadør til at fælde en tåre af ren bevægelse.
De er vist også det eneste march-orkester, der har forsøgt at løbe i samme tempo som en flok punkere i hidsig demonstrationsoptog. Mens de stadig spillede på de medbragte tubaer, basuner og trommer.
Og så er de blevet smidt ud af et indkøbscenter af en flok emsige vagter, der ikke kunne lide de gamle arbejdersange 'Snart dages det brødre' og 'Internationale'.
Hornorkesteret Røde Horn har 25 års jubilæum i år. Det blev fejret i lørdags. I et kvart århundrede har de spillet til alt fra demonstrationer og strejker til sølvbryllupper.
I en mørk kælder på Nørrebro under en fagforenings lokaler i København øver de hver onsdag.
En efter en dukker de op og sætter sig til rette i en halvcirkel.

Akustikken
Tubaspilleren kigger på sit instrument som en forelsket teenager. De fem klarinetspillere spidser mund og en fyr i skovmandsskjorte - Henning Jensen på 55 - trækker sin trompet frem.
- Ja, Røde Horn består af hen ved 20 mennesker som du kan se - en bunke murere, pensionerede brandmænd, et par efterlønnere, en lærer, en arkitekt, en pædagog og en... geofysiker, minsandten, siger han og hilser på de sidst ankomne.
Fra væggen maner Pio på en plakat til oprør i 1870`erne fra mødet på Fælleden.
Historiens vingesus lufter godt ud i den indeklemte atmosfære i kælderen.
Og da endelig Røde Horn under ledelse af dirrigent Carsten Bielefeldt slår de første toner an i en kendt arbejdersang, er rummet som forvandlet.
Tonerne af Internationale runger i det lille rum, og der sker noget magisk. Ryggen rankes på avisens udsendte. Solidariteten simpelthen svirer mellem de bleggule vægge. Tubaens brum får gulvet til at vibrere. Hvorfor marcherer vi ikke?
Efter ti minummer klinger tonerne ud.
- Ja, akustikken er godt nok dårlig hernede. Heldigvis flytter vi om en uge ud til fagforeningen 3F i Trekronergade i Valby, siger basunspiller Stig Mørk Christensen beskedent, da han henvender sig til Arbejderens journalist, der ikke helt kan slippe oprørsstemningen fra Pierre Degeyters evergreen fra 1988. Så, pyt med akustikken.
Ja, Røde Horn har gennem tiden faktisk øvet under langt dårligere forhold - på trapper, i garderober, børnehaver og spejderhytter, afslører orkestrets 25-års jubilæumsskrift, udsendt 12. maj i år.
Pyt med akustikken!

Fagbevægelsess orkester
Det fælles grundlag for Røde Horn er en generel socialistisk venstreorientering. Røde Horn er efter orkestrets mening et vellykket samarbejde mellem forskellige retninger på venstrefløjen.
De forstår sig hovedsagelig som fagbevægelsens marchorkester med sigte på deltagelse i demonstrationer iværksat af arbejderbevægelsens organisationer i bred forstand.
Bag på de røde jakker er logoet et enkelt horn og et hammer og segl.
Det har sin årsag.
- Røde Horn blev startet af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti). For i 1982 manglede man et hornorkester til den fælles faglige 1. maj. Så Kurt Wilken, 'den syngende brandmand' der stadig er med i orkestret, samlede en pæn flok. Den yngste var 12, den ældste 72, fortæller 55-årige Stig Mørk Christensen, der er murersvend.
Han understreger, at man i Land og Folks arkiver både fandt nodeark og oplysninger om, at der tidligere havde eksisteret røde horn-orkestre.
- Og jeg kan da egentlig godt selv huske, at jeg som dreng gik bagefter et hornorkester 4. maj på befrielsesdagen gennem Istedgade i København, erindrer Stig Mørk Christensen, der er 'intet mindre' end bilagskontrollant-assistent i sin lokale fagforening 3F.
Han fortæller, at blæserorkestre generelt har haft det svært siden Elvis og Beatles-bølgerne udkonkurrede musikgenren. Men han fastholder, at blæserorkestre stadig kan give noget.
- Åh, Vi kan tydeligt mærke på folk der marcherer til demonstrationer, at der sker noget med dem, når de hører vores blæsere. Når de hører tonerne fra arbejdersangene, siger han og kigger over på Henning Jensen.
Henning, der er ingeniør, var ligesom Stig med helt fra starten i 1982.
- Vi fandt jo dengang hurtigt ud af, at vi skulle øve os i at gå i takt mens vi spillede. Men vi blev helt svimle af at gå i ring inde i festsalen i Land og Folks Hus i Dronningens Tværgade. Så vi begyndte at gå i otte-taller, griner amatørvinbonden med de 100 vinstokke i Valby.

De unge
Ind ad døren kommer en ung kvinde med sin klarinet. Hendes hænder er smurt ind i cykelolie. Kæden røg af på vej til øvelokalet, der ligger her under Byggefagenes Samvirke på Lygten 18 på grænsen til Nord-vest.
Selvom de fleste i Røde Horn er omkring 50 eller mere, har Stig og Henning stor tiltro til ungdommen.
- En gang havde vi været til et politisk arrangement og mødte i toget hjem en hel kupé med unge. Da vi så spillede, kendte de alle de gamle arbejdersange udenad. Så de skrålede med, erindrer Stig Mørk Christensen, der selv startede på trompet, men i dag mestrer næsten alle slags blæserinstrumenter.
Stig føler slet ikke et problem med den såkaldte umgdomskløft. Og det er ikke et problem at grave tilbage i det musikalske og poltiske skatkammer. Erfaringerne skal bruges til at komme fremad og videre, mener han.
Snakken om de unge får Berit Jensen, 52-årig pædagog, til at blande sig i snakken.
- Jeg vil meget kraftigt opfordre folk, især unge, til at gå ind i Røde Horn. Det er meget vigtigt at få unge med, siger hun med eftertryk.
- Skriv, at man er hjertelig velkommen, tilføjer Berit, der ikke har været med i så lang tid som Stig og Henning.
Henning nikker og skal til at føje noget til ...
Men ville I have turde spille i det københavnske Ungdomshus, Jagtvej 69, hvis det stadig eksisterede?
- Jo, men jeg tror ikke, de kan li` vores musik. Jeg husker en gang, vi var til demonstration. Pludselig skred en anden demonstration, en flok autonome, ind foran os i optoget. Jeg ved ikke, hvor de kom fra. De talte ned 10, 9, 8, 7... og så løb de. Vi måtte opgive at følge med med alle vores instrumenter, smiler Henning Jensen.

Det væltede skab
Carsten Bielefeldt, klarinet- og gymnasielærer, forsøger at få opmærksomhed om melodien Linkenmarch. Først øver trompeter og det enlige Es-horn, så klarinetter, så tuba og basun.
- Åh, det lyder som et skab, der vælter rundt, brokker han sig.
Musikerne ranker ryggen. Og spiller forfra. Trompetisten Maj el Baz svajer fra side til side og følger noderne minutiøst.
- Jaaah, meget bedre, smiler Carsten Bielefeldt, der også var med helt fra dengang i Baldakin-salen i Land og Folks Hus i 1982.
Resten af orkestret klapper spontant af tuba- og basunspilleren.

Altid aktive
Røde Horn har altid stået den aktive fagbevægelse nær. Så stor var kærligheden, at orkestret i 1986 var oppe klokken 04 for at spille for skraldemænd i Gentofte. Eller dengang på byggepladsen ved Operahuset, da murerne nedlagde arbejdet.
Modstandsfolkene har orkestret hædret ved at spille hvert år til 4. maj-optoget, mens de forsøgte at overdøve statsminister Poul Schlüters hykleriske tale den 4. maj 1985 på Rådhuspladsen.
- Vi blev hejst op i en lift foran ham, og så spillede vi af fulde lunger Frihedssangen, smiler Henning Jensen, der også har været med i demonstrationer mod Irak-krig, EF, EU og apartheid.
Berit Jensen prøver at få ordet fra de to blæserveteraner, der også har været med orkestret til adskillige sølvbryllupper og runde fødselsdage.
- En stor oplevelse for mig var dengang, vi spillede sammen med en flok sækkepibespillere, siger hun.
Stig Mørk Christensen, der i sin fritid pukler med sørge for at orkestrets noder er indskrevet digitalt, er formand for Røde Horn og fremhæver turen til Grækenland i 1998 som et af orkestrets højdepunkter.
- Vi spillede til det kommunistiske ungdomsforbunds festival for 100.000 mennesker. Da vi spillede Sovjetunionens nationalmelodi, var alle med, stråler han.
På væggen hænger et indrammet foto med Røde Horn på den enorme scene.
Men også det mere nære samarbejde med Nordens politiske blæsergrupper fremhæver han.
- Vi tager ofte til Sverige og øver, låner medlemmer og lærer nyt. Vi samarbejder med for eksempel Röda Kappellet fra Lund.
Berit Jensen mener, man kan lære meget af Röda Kappellet, der også skriver nye tekster, så man følger med tiden.
Stig Mørk Christensen er enig, men han mener, at temaerne i mange af de sange, Røde Horn spiller, er eviggyldige, den dag i dag.
Han ser over på væggen, hvor der hænger et synligt bevis for, at Røde Horn er skattet i den aktive fagbevægelse. Der står: Jord- og Betons kulturpris i 1997.
- Og så fik vi engang den cubanske ambassadør til at fælde en tåre, da vi spillede 26- juli-sangen, Cubas nationalmelodi, herude i Byggefagene, slutter Stig Mørk Christensen med et grin, der slet ikke kan skjule stoltheden.