Mammutteatret byder på intellektuel udfordring omkring tilgivelse, barmhjertighed, dannelse og det individuelle ansvar i en forestilling, der bygger videre på filmen Dogville

af John Bruun
Så du Dogville - ellers kan du givet skaffe dvd`en - Lars von Triers Brecht-inspirerede film med Nicole Kidman som den smukke flygtning Grace, der først bliver taget godt imod af et afsidesliggende lille bjergsamfund takket være hendes redningsmand, forfatteren Tom. Men senere ender med som lovløs at blive groft udnyttet af alle landsbyens beboere, hvorefter hun slutteligt med sin gangsterfars hjælp tager en grusom hævn.
Mammutteatret tager i den korte forestilling Grace was Here tråden op for at undersøge Grace` ønske om at forstå den absolutte tilgivelse.
Det er der kommet en meget intellektuel historie ud af, som kredser omkring det individuelle ansvar overfor tendensen til at gemme sig i den kollektive ansvarsforflygtigelse.
På scenen møder vi Grace, eminent og modigt spillet af Lisbeth Wulff, der er i stadig diskussion med sin kynisk realistiske far, Claus Flygare, der ikke tror på noget absolut godt i mennesket. Han er overbevist om, at de klogeste og mest selvopofrende i menneske-massen må stille sig spidsen for at regulere samfundet gennem magtfuld håndhævelse af loven, ellers ender det i umoralsk barbari.
Grace håner på sin side den intellektuelle forfatter Tom, Emmanuel Limal, som holder et tavle-foredrag om, hvordan samfund og fællesskaber er defineret af, hvem der er indenfor som venner, og hvem der er udenfor som fjender eller fremmede.
I Dogville forelskede han sig i Grace. Han ville så gerne gøre det rigtige og blive klog på livet - troede han - men hvis det blev farligt eller kostede noget, blev han fej - fanget af omstændigheder, som han ikke turde ofre sig for at ændre.

Ikke grebet
Det er et stykke om ånd kontra den åndløshed, som er meget anmassende til stede i form af hundredvis af oppustede samleje-lolita-dukker i den meget originale og udtryksfulde scenografi.
Det er desuden et meget fragmenteret stykke, hvor man ikke - i modsætning til filmen Dogville - kommer til at tro på karaktererne og identificere sig med dem og deres følelser - især ikke, hvis man ikke er så heldig at have set filmen, selvom der er et lille referat af filmen i det program, der bliver uddelt.
Man bliver ikke for alvor grebet af handlingen, selvom der er meget effektfulde sekvenser, hvor Grace for eksempel bliver bombarderet med æg - hun skal ikke dømme de svage mennesker. Eller hvor faren giver en opsang henvendt direkte til publikum.
- I er hverken oplyste, modige eller moralske. I tror på et demokrati, hvor flertallet bestemmer, men folket/flertallet behøver ikke at have ret.
Sjovt bliver det også, da Grace løfter op i skørterne og vender ryggen til publikum og lader de to småborgerlige fjæs, der er malet på hendes baller have en samtale på røvballe-niveau.
Grace var der. Det var hendes far og hendes tilbeder også. Men hvis man skal tro på, at de også var mennesker og føle med dem, er man nødt til at se filmen Dogville.
Det bliver du forhåbentlig inspireret til, hvis du vælger at bruge en time i selskab med Mammuteatret hos Kaleidoskop på Nørrebrogade.

Grace was Here baseret på Lars von Triers film: Dogville af dramatikergruppen Illustratorerne. Medvirkende: Claus Flygare, Lisbeth Wulff og Emmanuel Limal. Scenografi: Marco Evaristti. Instruktion: Christian Lollike. Kaleidoskop/K1 indtil 19. maj.