Den amerikanske sangskriver, drukpoet og melankoliker Mark Eitzel stjal billedet fra Benjee Feree og leverede en underspillet satire over det hvide Amerikas brutale mainstreamkultur

af Kristian Harting
Det hænder, at man oplever aftener, hvor kosmiske energier samles og centreres i et punkt, hvor fortid, nutid og fremtid, dagligdagens trivielle trummerum og verdenshistoriske begivenheder i enkelte splitsekunder forbindes og skaber den særlige stemning, der giver illusionen af, at man hører til, og at livet trods alle genvordigheder, al smerten og al uretfærdigheden giver mening, og at denne mening er skøn.
Fredag aften på Loppen var en af disse aftener.
På scenen stod den amerikanske sanger, sangskriver, drukpoet og melankoliker Mark Eitzel, og på gulvet en lille dedikeret skare af fans, der denne aften var kommet for at høre opvarmningsnavnet nærmere end hovedattraktionen Benjee Feree.
Kun bevæbnet med sin lille parlor-guitar, der lød af regnvejr på ruden en stille oktoberskumring, og sin udtryksfulde rustne stemme, der omfavner 30 års liv på den amerikanske skyggeside, formåede Eitzel at skabe en boble, hvor man som publikum bliver suget ind og bare nyder at være i nuet sammen med musikken og de historier, han fortæller gennem sine sange.
Hans lidelsesfulde sangforedrag kan grænse til det uudholdeligt selvmedlidende, men garneres gudskelov med en befriende og forløsende humor, der får selv det værste klynk til at glide ned.

Mod mainstreamkultur
På scenen leverede han en underspillet satire over det hvide Amerikas brutale mainstreamkultur, fint eksemplificeret i nummeret 'Johnny Mathis feet', der i aftenens anledning var blevet til Robbie Williams Feet, og blev fremført med fagter som en ydmyg tempeltjener. Robbie er jo kongen!
Højdepunkter herudover var 'Patriotic Heart', om at tage på homoseksuel stripklub efter terrorangrebet på World Trade Center, 'Bookstore', og Joy Divisions 'Heart and Soul'.
Lettere turnetræt, satsede Eitzel på at få spillet så mange numre som muligt på sine 45 min, hvilket gav lidt mindre tid til den varme og afvæbnende humor mellem sangene, end hvad ville have været en optimalt.
Næste gang ville det være dejligt, hvis han ikke havde den slags begrænsninger.
Aftenens hovednavn Benjee Feree havde ikke den mest inspirerede aften, og spiller forhåbentlig deres moderigtige ironisk humoriserende festfolkrock med nerve og smittende spilleglæde næste gang.

Mark Eitzel og Benjee Feree. Loppen, Kbh. 27 april.