Det er ikke kun midaldrende jakkesæt, slips og spadseredragter man ser på sæderne i operaen længere. Stadig flere unge i afslappet tøj, sætter sig til rette. Operaen fylder 400 år

af Klaus Haase
I 2007 fylder operaen 400 år. Det var komponisten Claudio Monteverdi (1567-1643) fra Italien, der søsatte den første opera Orfeo i 1607.
Det var feudaltiden. Adelen, kongerne og kirken herskede. Udøvende kunstnere var deres tjenere. Lukket inde i de herskendes stramme konventioner. Også operakomponister.
Operaen var en finkulturel adspredelse for magthaverne. Et faktum. Og til dels en fordom, der har hængt ved denne musikform siden.
På Monteverdis tid var operaens yndlingstemaer sagn, myter, guder fra oldtidens Grækenland.
Folkets virkelighed eksisterede ikke i det finkulturelle univers.
Formen var stiv og moraliserende. Fremførelsen alenlange arier i meget faste rammer. Det dramatisk samspil begrænset. Sangerne skulle imponere publikum med flotte præstationer.

Jordnær, dramatisk og farlig
Først med Mozart (1756-1796) finder operakomponisterne emner rettet mod almindelige mennesker. Stuepiger og tjenere kommer ind i operaens univers i 'Figaros bryllup'. Den bygger på et fransk skuespil, inspireret af den franske revolution i 1789.
Denne revolution gjorde som bekendt op med adelens privilegier. Musikalsk er her et kvantespring fra de første operaer: Musik, sang og dramatik smelter sammen i dynamisk handling.
Mozart idealiserede ikke sine personer. Han tegnede satiriske og psykologiske profiler. Her optrådte såvel adel som tyende (tjenere og stuepiger) med de fejl, mennesker nu engang har.
Mozart gik fra stive solo-arier til virtuose samspil: Op til otte sangere kan synge i munden på hinanden i smuk balance!
Man fortæller, at folket fløjtede Mozarts melodier på gaden og på værtshuse. Således fandt de vej ud af de finkulturelle paladser.
Mozart var delvis ansat af adel og kirke. Men han solgte også delvis sin musik på det frie marked. Blev en fri kunstner. Siden hen tog han endnu et skridt: Han sprang fra italiensk som opera-sprog til tysk.
Operaen bevægede sig i denne tid fra verdensfjern idealisering til virkelighedsnærhed med politiske undertoner.

Revolutions-operaen kommer til
Ludvig Van Beethoven (1770-1827) var officielt den første frie kunstner, der endda tillod sig uantastet at håne adelen.
'De er jo bare født til ære og berømmelse. Jeg har kæmpet mig til det', har han engang sagt til en velynder.
Med 'Fidelio', skabte Beethoven en opera, der gjorde operaformen mere lidenskabelig. Han dyrkede revolutionsromantik i tidsånden fra den franske revolution.
Han savnede Mozarts elegance. Men det psykologiske element blev videreudviklet. I 'Fidelio' hyldes individets frigørelse, friheden og kærligheden. Operaen handler om en frihedskæmper, der til sidst bliver befriet af sin kone, forklædt som mand.

Folkets liv på opera-scenen
Nogle kalder George Bizets ( 1838-1875) 'Carmen' for operaernes opera.
Handlingen kredser om en tobaksarbejders og sigøjners liv, om oprør. forelskelse og død. Et jalousidrama, hvor temperamentet sprudler.
Den blussende romantik forenes med musik, der tegner psykologiske profiler med elegance og dybde, lidenskab. Sex og socialrealisme. Noget, som samtiden forargedes over.
Det borgerlige publikum fandt handlingen for pågående og erotisk, men eftertiden begejstredes over den.

Operaen som total- og maratonteater
Richard Wagner (1813-1883) havde en drøm om at skabe det totale musikteater, hvor alle kunstformer gik op i en højere enhed.
'Nibelungens ring' er en operacyklus i fire dele. Den har en samlet spilletid på omkring 16 timer!
Wagners toneverden er storladen. Han sprænger næsten det traditionelle tonesystem. Musik og sang udgør flere lag og den menneskelig e udbytning kritiseres.
Wagner rummer både nordiske myter og historier fra fjerne tider. Hans personkarakterer er så dybe og symbolmættede, at de lægger op til stadige nyfortolkninger.
Wagner sange er ikke ørehængere - ofte meget lange, nærmest symfoniske sange. Drama, musik og sang smelter sammen. Det kræver tilskuerens tålmodighed.
Man kan sige, at han samler tidligere tiders afprøvede former i en ny, moderne syntese.

Den moderne opera
Alban Berg (1885-1935) blev forbandet af nazisterne. Hans opera turnerede i det ny Sovjetunionen. Operaen Wozzek er et monument i moderne opera. En rå dissonant, barsk og chokerende toneverden - der ligger tæt op af moderne horrorfilmmusik, inspireret af dybdepsykologi og socialrealisme.
Denne operas omdrejningspunkter er mord, omsorgssvigt, krigens gru og menneskelig misbrug. Det handler om det moderne menneskes fortvivlelse, de arme mennesker, som det ofte siges i denne tragedie fra 1. verdenskrig.
Musikken genspejler indre menneskelig kaos. Når man har vænnet sig til det, er det gribende og fascinerende. Utrolig krævende for både sangere og lyttere. Måske det totalteater, som Wagner drømte om?
Men når Bergs toneverden fanger en! er man inde i et dybt fascinerende univers.
'Lulu' Bergs anden opera om en grænseløs borderlineagtig, forførende kvinde, udgør sammen med den første, et monument i moderne opera. Berg har suverænt dannet skole for næsten alle senere operakomponister.

Operaen - uden rollator..!
I gennemgangen er få, men markante operaer blevet nævnt. En 'statistik' - et skøn - nævner, at det samlede antal operaer gennem tiderne skulle være omkring 30.000.
De hyppigst spillede udgør måske 20-30. Denne gennemgang udgør kun et begrænset antal af stilmæssigt nyskabende operaer, der til stadighed er genstand for nyfortolkninger.
Man kan roligt sige, at operaen har mange odds imod sig: Den betragtes stadig som tilhørende den borgerlig kulturelite.
Rigtigt er det, at den fra starten og indtil nu i høj grad har været de herskende klassers 'ejendom'. Folkelig er den i bred forstand aldrig blevet.
Desuden er den økonomisk ressourcekrævende, ligesom film. Men samtidig må man sige, at den af alle udøvende klassiske musikformer pt. klarer sig bedst: Både internationalt som nationalt har den fået et stigende publikum.
Den multikulturelle strøm og globaliseringen har ligeledes banet vej for et større publikum. I dag er det ikke dyrere at gå i operaen end til en rockkoncert.
Man kunne naturligvis ønske sig, at denne kunstart ikke var afhængig af privatkapitalistiske firmaer og sponsorer.
Medier som DVD har bragt den længere ud. Nyfortolkninger, der 'flytter' operaers handlinger til nutid - med samfundskritisk perspektiv - er blevet tidens norm blandt iscenesættere.
Desuden har den hermed også fået nye tilskuere blandt mennesker, der er træt af massekulturens tomme konsum: Her i 400 året vil publikum have en indholdsrig kulturoplevelse med dybde og substans.
Som operagænger kan jeg melde, at det ikke kun er midaldrende jakkesæt, slips og spadseredragter man ser på sæderne. Stadig flere unge - også i afslappet tøj, sætter sig til rette for at få den unikke oplevelse, som operaen kan byde på.