Nydes bedst på et solbeskinnet makedonsk torv, flankeret af kirsebærtræer i blomst, krydret med duften af helstegt lam, skyllet ned med egnens egne berusende liflige dråber
af Ole Ree
Efter at Danmark i årevis er blevet plaget af etniske gademusikanter, der spiller vores danske hjemlands vemodige melodier i stedet for deres egne (og gør det elendigt, falskt og usmageligt), er det befriende at der kommer en cd fra Bjonko Ensemble Copenhagen Chalgija med den ægte lyd fra Balkan.
Det er melodier fra bryllupper, noget af det mest positive, der kan ske mellem mennesker, uanset sprog, farve og land.
Cd`en skal støtte fred og fremgang på Balkan, der siden midt-firserne og starten af 1990`erne har været en heksekedel af uroligheder og folkemord.
I 1992, samme år Danmark blev europamestre i fodbold, gik USA og den vestlige verden ind i Jugoslavien.
Ironisk nok kom Danmark med til EM, fordi Jugoslavien blev udelukket på grund af urolighederne.
Der er næsten fred nu, men den hænger i en tynd tråd.
Musikken på denne cd kan vel kaldes en klassisk forventet oplevelse, som nydes bedst på et solbeskinnet makedonsk torv, flankeret af kirsebærtræer i blomst, krydret med duften af helstegt lam, skyllet ned med egnens egne berusende liflige dråber.
Dansen bølger rundt i kæder til klarinettens leg med de andre instrumenter. Forældrende nikker stolt til hinanden over deres børns valg af livsledsager og svigerfamilie.
Vil man vide mere om dette stolte folkefærd, så læs Knud H. Thomsens bog 'Klokken i Makedonien' som kan købes i Arbejderens Bogbutik.
Eller rejs derned sammen med bandet, der tager til Makedonien til sommer for at markedsføre freden via denne cd, udgivet i samarbejde med Bjonko Stosic og UNESCO.
Som vanlig herfra ingen stjerner, men fem bryllupper.
Bjonko Ensemble Copenhagen Chalgija. Chereshina se od koren korneshe.
Kan købes i Tranquebar, Borgergade 14 i København på telefon 3312 5512.
www.myspace.com/bjonko
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278