Når man cykler inde fra det indre Vesterbro ud ad Enghavevej mod bakken ved Enghave Station og Vestre Fængsel, er al bebyggelse bag bakken skjult for én, så det ser ud, som om man er i færd med at cykle lige ud i verdens ende

af Kjeld Stenum
Men det er man absolut ikke. På den anden side af bakken løber Enghavevej ud i Sydhavnsgade.
Det var her, vi i dagligt gik på arbejde i fire, fem år i halvfemserne, mens vi lavede Sydhavnstunnellen, som er en del af landanlægget til Øresundsforbindelsen.
Nu kører her hele tiden halvtomme tog til og fra Sverige og kæmper en fortvivlet kamp for at realisere stormagtsdrømmende politikeres visioner om at gøre Skåne, Halland og Blekinge til en del af Københavns opland og således snedigt fordanske dem ad bagdøren.
Det går vist ikke helt med det, som de drømte. I øjeblikket er det snarere danskerne, der emigrerer til Sverige, hvor huslejen - endnu da - er en smule mindre vanvittig end her i landet.
Men de erhvervsgiganter, der var i centrum af halvfemsernes økonomiske udvikling, de troede jo på politikernes visioner. Og det er her, langs Sydhavnsgade ned mod Sjællandsbroen og Amager, man finder dem alle sammen: Nokia, Cybercity, Sonofon, Sony-Ericsson, og hvad de nu hedder, med prangende hovedsæder, der alle sammen ligner en mellemting mellem Den sorte Diamant og forvoksede drivhuse, som byggeri undfanget i arkitekthjerner sidst i halvfemserne jo skulle gøre det (det siges, at det er betydeligt dyrere at køle den slags byggeri ned om sommeren, end det er at varme det op om vinteren). Det er ligemeget, hvad tingene koster her.
Jeg husker, fra da vi anlagde Sydhavnstunnellen, én af de arkitekter, som skulle opføre noget af erhvervsbyggeriet bagefter, forelskede sig i facaden på en gammel hal, vi måtte nedrive, og forlangte, at denne facade blev bevaret for enhver pris. Nu står den som skalmur eller westernkulisse foran et moderne skrummel af et drivhus, forankret til det med et kraftigt stålskelet. Moderne erhvervsbyggeri i attraktivt lokalmiljø!
I dag bygger man luksusboliger nede bagved alt dette erhvervsbyggeri, ud imod kajen. Det er også her ligemeget, hvad tingene koster her. Grundene til, at området er så attraktivt for hovedstadens byudviklere, er dels den nævnte, at så mange af hovedstadens trafikårer og så stor del af Sverigesforbindelsen jo de facto er blevet lagt den vej, så der endnu er en smule liv og tiltrækningskraft i politikervisionerne om Stordanmark langt op i Sverige.
Dels krydses denne vision med en anden af den sene halvfemserarkitekturs kæpheste, nemlig vandmiljø. Jeg ved ikke, hvilken hjerne der først fostrede denne vision, men den har i hvert fald bidt sig i den grad fast i moderne europæisk arkitektur, at man anlægger vandmiljø alle mulige og umulige steder i alle europæiske byer med mere end titusind indbyggere, fra metropoler til provinsflækker. Vandmiljø er det eneste, der tiltrækker den ny intensivt merværdiskabende såkaldte kreative klasse, tror man, og har man det ikke, tabes man af udviklingen.
Selv en dansk provinsby som Herning, der vedgud havde mere oplagte emner at skabe miljø omkring, skal have sit vandmiljø. Herning ligger, som det måske ikke er alle københavnere bekendt, ude midt på heden og har ikke det der ligner en fjord eller en bugt i nærheden, knapt nok den mindste mergelgrav eller klukkende skovbæk. Men vandmiljø skal der være, og ikke for eksempel hedemiljø, hvilket jo ellers ville have været en fortrinlig og oplagt ide. Og har man ikke vand, må man lave det. Så for at få vandmiljø har man gravet en stor kunstig sø i byens sydøstlige udkant. Og der skal der så bygges dyre og attraktive boliger, hvis ikke for eksempel en lavkonjunktur får visionerne til at kuldsejle inden.
Nå, men det laver man altså også langs Københavns Sydhavns gamle teglværkskajer. Her er ideen måske en anelse mere oplagt. I de seneste uger har jeg arbejdet herude, på vel nok Sydhavnens mest luksuøse projekt, et nogle og fyrre meter højt hus tegnet af en engelsk arkitekt.
Grundplanen kunne minde om et aftryk af en kæmpemæssig dyrepote. Vinduerne, i hvert fald nede i de underste etager, som man nu er i færd med, er ovale koøjer. Det får det hele til at ligne et fæstningsanlæg a la Trekroner eller Vestvoldens bastioner, i hvert fald på nuværende tidspunkt.
Byggeriet er lagt ude på en kunstig halvø, og det er støbningen af opkørsler og trafikveje på denne halvø op til huset, jeg deltager i. En færdig lejlighed kommer til at koste det nette beløb af 17 millioner kroner.
Lige ved siden af ligger en række gamle bådskure, af den slags, som for få år siden var fristed for Sydhavnsfolket, når man skulle slappe af og rode med de ting og de drømme, man holdt af. De skal vistnok bevares, en smal række fortidige oaser yderst mod vandet som lidt nostalgisk kolorit på de ny mangemillionærers miljø. Så kan ejendomsmæglerne skrive: Luksusboliger med vandudsigt i attraktivt lokalmiljø!
Men jeg tvivler på, der er mange af bådfolkene, der vil finde et fristed her mere. Der er mindre end tyve meter til de ny seksetagers luksushuse. Så det ender jo nok med, at man bliver nødt til at gøre det til museum og ansætte en, der har gået og holdt sådan et skur vedlige med lidt tjære og svenskrød maling, dengang der stadig var miljø for bådfolket, som ekspert i lokalmiljø til at vedligeholde dem.
I gamle dage var de symbol på almindelige fattigrøves drømme om frihed og hav, nu er de endt som symbol på elitearkitekters drømme om at skabe rigtigt menneskemiljø. Men måske går gassen af it-revolutionen og forgyldningen af den guldrandede kreative elite, så kommer der ingen og køber luksusboligerne, og så ender det hele som spøgelsesby.