07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det Sorte Broderskab udfordrer børnene igen

Det Sorte Broderskab udfordrer børnene igen

Fredag, 30. marts, 2007, 00:00:00

Tempelriddernes skat II er dansk og ikke en gang masseproduceret lort fra Hollywood. Ikke standard-varen, vi kender derovrefra

af Anders Fenger
- Fed film! Der var meget mere action end i Tempelriddernes skat I.
Sådan var reaktionen fra Sebastian på 10 år, lige da han kom ud biografen efter at have set 'to`eren' sammen med sin klasse. De var alle specielt indbudt til at se Tempelriddernes skat II sammen med hele hoben af kedelige, voksne filmanmeldere.
Vi må give Sebastian ret. Det er ikke altid at 'to`eren ' skuffer.
Så endnu en gang følger vi de fire danske børn, der tager kampen op mod det berygtede Sorte Broderskab.
Denne gang bliver Katrines far kidnappet. Sammen med sine venner iværksætter hun straks en redningsaktion.
Snart er den lille gruppe teenagere viklet ind i et farligt spil, hvor de følger en række spor, der leder frem mod både hendes far og en skat fra middelalderen.
Bestemt ikke nogen ufarlig mission, for de fæle kidnappere, det Sorte Broderskab, gør, hvad de kan for at stikke en kæp i hjulet.
Børnene i filmen spiller godt, især er Christian Heldbo Wienberg helt kanon som drengen Nis med det fantastiske gåpåmod; simpelthen børnefilmens svar på et klone mellem Indiana Jones og Emil fra Lønneberg.
Frederikke Thomassen er også fremragende som den irriterende lillesøster Fie, Hun får latteren til at runge i biografsalen, når hun kommenterer de andres 'rå-snaveri' og David Owes 'herre-lækre' udseende.

Unik
Tempelriddernes skat II er god af flere grunde.
Den hopper livligt ind i fantasiens verden, men har bund i virkelighedens liv for børn. Katrine er således skilsmissebarn, der hader forældrenes 'krig' mod hinanden om hende. (voksne er temmelig barnlige!)
Tempelriddernes skat II er dansk og ikke en gang masseproduceret lort fra Hollywood. Ikke standard-varen, vi kender derovrefra.
Der er ikke planlagt hverken klistermærker, plastic-figurer eller tasker med Tempelriddere eller helte på som internationale, kommercielle filmtitler ville have gjort.
Det eneste snert af kommerciel tænkning er tilsyneladende at lave en 'to`er' og lade filmen ramme biograferne her i påskeferien, hvor titusinder unger vil plage forældrene om en bif-billet.
Så lærer filmen børn noget om nordisk middelalderhistorie i en tid, hvor historieløshed næsten er blevet et liberalistisk princip.
Dog kunne instruktøren Giacomo Campeotto og folkene bag historien, Søren Frellesen og Philip Lazebnik, godt have givet os noget mere at vide om forholdene i middelalderen, eller feudalismen, som det hedder i denne avis.
Tempelriddernes skat II holder sig også helt fri fra 'de gode opdrageres' opmærksomhed'. Fedt, at man lader børnene bande så meget.
Så, for helvede! Se den film før din pædagog!

Tempelriddernes skat II. Med blandt andet Kurt Ravn, Peter Gantzler og David Owe.
Instruktion: Giacomo Campeotto.
Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur