Bob Dylan har sat spor i 45 år. Men han er aldrig sluppet af med den skygge, der følger ham overalt. På lørdag spiller Dylan og skyggen i København. Nye dylan-ister kan begynde her

af Peter Rasmussen
Jeg stødte ind i en lille mand i mørket bag orange scene på Roskilde Festival i 1995. Jeg gik bogstaveligt talt ind i ham, og kun en forsonende håndbevægelse fra manden gjorde, at jeg slap for et nærmere bekendtskab med de bodyguards, der fulgte ham.
Han var klædt i opslået hættetrøje og gik foroverbøjet, som om noget tyngede ham. En skygge, der fulgte ham sammen med vagterne.
Jeg havde forberedt flere begavede spørgsmål til ham, men med ét kunne jeg ikke huske et eneste. Så jeg spurgte bare, hvor han var på vej hen.
- Down the road, snøvlede han og griflede en autograf på min tomme blok, inden han steg ind i en ventende bus og kørte bort.
På blokken stod der Bob Dylan.

En ung mand fra Midtvesten
Da Dylan ramte New York en iskold vinterdag i 1960, gik han derimod under navnet Robert Zimmerman. En spinkel, begavet fyr fra Midtvesten, bevæbnet med guitar, mundharpe og en ukuelig tro på egne evner.
Han bosatte sig i kunstnerkvarteret Greenwich Village, lancerede sig som en forældreløs rambler og antog snart kunstnernavnet Bob Dylan.
Da fødtes en myte. Og skyggen, der skulle følge ham resten af livet, begyndte allerede at kunne anes.
Den unge mand var først og fremmest poet. Han dyrkede litteraturens store mestre i lige så høj grad, som han beundrede folk- og blueslegenderne i hulerne i the Village.
Bob Dylan frekventerede det spirende folkemusikmiljø, der var tidens hippe kultur, og kastede især sin kærlighed på USA`s rebelske, vandrende arbejdersanger, Woody Guthrie.
Woody lå for døden på Brooklyn State Hospital, og Dylan besøgte ham og spillede for ham. Han elskede Guthries rå og enkle lyrik og så sig selv som hans naturlige arvtager. Han optrådte endog senere i læremesterens tøj.

Da tiderne skiftede
Dylans første plade var respektløs, kantet og anderledes. Og munter, selv om næsten halvdelen af sangene handlede om døden.
Ordene væltede selvsikkert ud af munden på den elegante og upolerede Dylan. Humoren lå i detaljen, og miljøet mildest talt var bjergtaget.
Dylan fik hurtigt fans blandt store navne som Pete Seeger og Joan Baez. Sammen sang de om krig og håb og uretfærdighed. Da Dylan i `64 bekendtgjorde, at The Times Are A-Changin`, var han det endnu ufødte ungdomsoprørs klareste klang.
Alene tanken gjorde ham hundeangst.
Prædikatet protestsanger hang ved Dylan mange år efter, at han havde forladt den scene uden at se sig tilbage.
I `65 satte Dylan strøm til guitaren til Newport Folk Festival. Til rædsel for folkemusikkens puritanere og til fryd for alle andre: Rockmusikken var blevet intelligent, og fra den dag fulgte flere generationer af rockens største Dylans taktslag.
Jimi Hendrix, Bruce Springsteen, Neil Young og Eric Clapton, for at nævne nogle få.
Tusinder spejlede sig selv i Dylans sange, fordi han sagde det, de endnu ikke vidste, at de tænkte.

Ikke mere at leve op til
Den hårde regn af succes var næsten ubærlig. Da han var midt i 20`erne, havde han allerede udgivet 3-4 af de største albums i rockhistorien. Og hvor går man så hen?
Dylans egen skygge voksede til uanede dimensioner. Han gjorde hvad han kunne for at slippe væk fra den. Det gik så hurtigt, at han skred i svinget på sin motorcykel og røg ud af ræset et stykke tid.
Men da var det for sent. Dylan kunne umuligt at leve op til rollen som ikke bare en, men flere generationers nasale stemme.
I got nothing to live up to, snerrede han i sangen It`s All Right Ma, (I`m Only Bleeding). Det var løgn, og han vidste det.

Musik med modhager
Dylan valgte det uforløste og utilpassede.
Musikken blev mere besværlig, kantet grim og fuld af modhager. I sit væsen var han punk før begrebet overhovedet opstod
Under sine koncerter gjorde han en dyd ud af ikke at give folk, hvad de ville have. Hits blev ændret til ukendelighed, men lige lidt hjalp det. Publikum fandt ham genial, ligegyldigt hvor rædsomt det lød. Alt, hvad han rørte ved, inspirerede andre kunstnere, om det så var hans country-sange. Skyggen var umulig at ryste af.
Den gjorde Dylan paranoid og pressesky. Men jo mere indadvendt og utilnærmelig han blev, forskanset bag et par kulsorte solbriller, des hurtigere voksede myten om Dylan.
Alle elskede Dylan. Alligevel følte han sig sjældent elsket. Dylans sange om kærlighed & kvinder er én uafbrudt klagesang om uretfærdighed og svig.

The Hurricane
Midt i forvirringen skrev Dylan midt i 70`erne den sang, der genoplivede ham som protestsanger.
The Hurricane var en harmdirrende beretning om den sorte bokser Rubin Carter, der blev uskyldig dømt for mord i det racistiske USA.
Sangen var med til at genåbne sagen og få Carter løsladt.
Det gjorde at nye generationer opdagede Dylan som social bevidst musiker. Danske sangere som Allan Olsen og Johnny Madsen fik The Hurricane i vuggegave.
Men rejsen fortsatte ufortrødent og bragte Dylan ud i mange afkroge af sindet og kunsten. Det var som om skyggen blegende en anelse, da han i slutningen af 70`erne udgav plader med missionerende gospelsange. Men det var en stakket frist.

Fire stive timer i Madison Square
På sin årtier lange flugt fra sin egen skygge, har Dylan præsteret genistreger og katastrofer. Han har været genfødt kristen, og han har været klovn i cirkus. Akustisk og elektrisk i grænselandet mellem det geniale og det utålelige. Hans sangbog er på størrelse med en telefonbog, og hovedparten af værkerne er niveauer over, hvad enhver anden sangskriver kunne ønske sig at skrive.
I 1992 hyldede alt, hvad der kunne krybe og gå i musikverdenen Dylan med hans egne sange til en 30 års jubilæumskoncert i Madison Square Garden i New York.
Efter fire stive timer entrede Dylan endelig scenen og brægede uden videre en hyldestsang til Woody Guthrie, kun afbrudt af momentvise umotiverede blæs i mundharpen. Det lød naturligvis hæsligt. Oven i købet virkede den ene mikrofon ikke. Folk stirrede vantro på hinanden, men holdt masken. I virkeligheden var det bare endnu et forgæves forsøg på at mane skyggen væk.

Et ocean af blues
For ti år siden fik Bob Dylan en ny renæssance med albummet Time Out of Mind.
Han sank ned i et ocean af dyb, intens blues, der bragte nye fans til skaren. Hans knirkende gammelmandsstemme har fundet en fuldendt form, og han virker selv til at have affundet sig med rollen som ensom kyniker.
Han har åbnet sig en smule, men håner troligt han den moderne verdens åndløshed, harsk og usentimentalt, fuld af bittersød humor og sarkasme.
Den notoriske pessimist er blevet kommunisten Woody Guthries diematrale modsætning. Guthrie var optimist, fuld af glæde og tro på mennesker.
I know it`s look like i am moving/ but I`m standing still, hævder den tidløse gnavpot i sangen Not Dark Yet.
Men Dylan er bevægelse. Han rejser fra by til by året rundt. Det er blevet døbt The Never Ending Tour og lægger dermed alen til mandens tunge myte om den ensomme rambler.
Den lille mand med hættetrøjen er generelt anerkendt som den største sangskriver i den vestlige verden. På universiteter, kaffebarer og i internettets afkroge, diskuterer og analyserer kloge mennesker ivrigt Dylans sange, som de har gjort det i over 40 år.
Hver gang dør sangene en smule. Derfor må han synge dem igen og igen.
På lørdag fortsætter Dylans flugt i Forum i København.