Per Øvig Knudsens nye bestseller om den såkaldte ¤¤Blekingegade-bande¤¤ ligger garanteret lunt på hædershylden inde på Politigården, hvor de dog stadig ærgrer sig over, aldrig at få knaldet banden på terror-paragraffen

af Anders Fenger
Den maoistiske Blekingegade-bande, der røvede posthuse og pengetransporter i 1970`erne og 1980`erne havde meget mere på samvittigheden; Kontakt med international terrorisme, Rote Arme Fraktion og 'Sjakalen', alias Carlos.
Sådan står der i hvertfald ganske sensationsagtigt på utallige busreklamer for den nye bog 'Den danske celle', der handler om gruppen, som angiveligt sendte udbyttet fra sine mange røverier videre til den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP .
Forfatteren Peter Øvig Knudsens meget omtalte bog om 'Blekingegade-banden' og dens bagland i Kommunistisk Arbejdkreds, (KAK) er allerede en storsællert. Og til næste år kommer både en spillefilm fra Zentropa og en bog, skrevet af den ultrareaktionære historiker Lars Hedegaard, der vil 'sætte banden ind i sammenhæng med' resten af den såkaldte venstrefløj.
Det lyder foruroligende.
Og Peter Øvig Knudsens nye bog er kun interessant af én eneste grund.
Dens logiske konklusion er, at politiet dengang burde have dømt 'banden' efter terrorparagraffen. Og at de i hvertfald ville være blevet dømt efter netop terrorparagraffen i dag, hvor terrorparagrafferne jo er helt top-tunede.
Det lykkedes ikke politiet af få 'banden' dømt for terror dengang i 1990-91.

15. april 1989.
Hvis man går knap 18 år tilbage i tiden og bladrer Arbejderen igennem for maj 1989, står der i en artikel efter afsløringen af banden, at en lang række solidaritetsorganisationer havde besluttet at protestere imod at blive mistænkeliggjort af politiet og pressen i forbindelse med sagen.
Solidaritetsorganisationerne talte blandt andet Sydafrika-komiteen og Dansk Cubansk Forening.
'Måske har gruppen givet pengene til PFLP, men vi vender os imod, at det skal gøres kriminelt at støtte en organisation som PFLP', står der i udtalelsen.
På den måde advarede de imod, at nogle enkelte personers eventuelle kriminalitet skulle gå ud over det bredt anlagte arbejde til støtte for befrielsesbevægelser i den tredie verden.
Jord- og Betonarbejdernes Fagforening valgte den 24. april 1989 demonstrativt at sende 1000 kroner ned til PFLP for at markere sin ret til at støtte solidaritetsarbejdet.
Tankevækkende. I dag kommer man for en domstol og kan muligvis dømmes efter terrorparagraffen hvis du sælger t-shirts med PFLP`s logo. Eller sender en Irma-pose med penge til den colombianske guerilla-bevægelse FARC, der også er på EU`s terrorliste.

Mod statens sikkerhed
I en anden artikel i Arbejderen fra maj 1989 advarer en forsvarsadvokat for de dengang anholdte medlemmer af 'banden' om at politiet vil sigte dem for efter datidens terrorparagraf, paragraf 114, der kan 'opløse', 'dømme' og 'straffe' og give op til seks års fængsel, hvis man har begået 'forbrydelser mod statens sikkerhed.'
Politiadvokaten Ole Weikop er enddog citeret i Arbejderen for at sige, 'Det er paragraf 114 der binder sagen sammen'.
Men den gik (dengang) ikke. Til stor ærgelse for politiet, der i følge bogen stærkt frygtede, at danskerne ville samarbejde med PFLP om en terroraktion i Danmark.
Resultatet blev, at tre af gruppens medlemmer fik hver 10 års fængsel, mens de øvrige fik syv , tre og et års fængsel. Dommen lød blandt andet på groft røveri.
De blev ikke dømt for drab på en betjent under et kup på Købmagergade Postkontor i 1988.
Til stor ærgelse for politiet og pressen kunne man ikke bevise, at 'banden' ville omstyrte hele samfundet og dets forfatning eller begå terror herhjemme.
Men det må man sige, at forfatteren Per Øvig Knudsen med sin aktuelle bog 'Den danske celle' har planer om at bevise. Med god hjælp fra de dokumenter i titusindvis, politiet og PET har stillet til rådighed for ham. (Øvig stiller ingen spørgsmål til disse dokumenter overhovedet)

Påstande
Og det er da heller ikke så lidt, han beskylder 'Blekingegade-banden' for: Hjælp til PFLP i forberedelsen af en flykapring i Spanien. (Men her fremlægges intet bevis, kun påstande)
I sin iver ramler Per Øvig`s korthus miserabelt sammen, da han forsøger at koble tyske Rote Arme Fraktion og 'Sjakalen' Carlos sammen med danskerne. Faktum er (som der også står i bogen) at PFLP ikke ville have noget med RAF at gøre, og sendte de håbefulde og ukontrollable anarkister hjem fra træningslejre i Syrien og PFLP. Og selv KAK (Kommunistisk Arbejdskreds) tog midt i 1970`erne afstand fra den blinde terror, som RAF udførte.

Bestukne arbejdere?
Man kan mene om KAK, dens aflægger Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) og den såkaldte 'Blekingegade-bande', hvad man vil.
Bredt på den revolutionære venstrefløj tog man dengang afstand fra både politiets blodrus, mistænkeliggørelse af politisk arbejde. Men også fra visse af de politiske tanker bag KAK og 'banden' , der talte om, at revolutionært arbejde blandt de danske arbejdere var nyttesløs, eftersom de alle var bestukne af kapitalisterne og aldrig ville lave socialisme herhjemme. Ergo: Man måtte ene og alene støtte befrielsesbevægelser i den tredie verden. Fuldt og kompromisløst.
Nu næsten 20 år efter er facit: KAK og KA er opløst. Maoismen skranter alvorligt.
Men politiet forstod at udnytte situationen dengang, skaffe sig erfaringer, og lægge byggestenene til dagens terrorhysteri, hvor ganske lovlige solidaritetsorganisationer og partier skal passe på, hvad de siger og gør.
De må grine smøret inde på Politigården i disse dage, hvor Per Øvig Knudsens bog garanteret ligger lunt på hædershylden.