Forestillingen ¤¤Hjemkomsten¤¤ om samfundets kvindesyn er yderst underholdende, tankevækkende. Men desværre en smule langtrukken

af Marie Herget Christensen
Den aldrende patriark sidder i sin lænestol i sin dagligstue og spyer giftigheder ud med sin stok. Dette er omdrejningspunktet for forestillingen 'Hjemkomsten', som er skrevet af forfatteren Harold Pinter.
Patriarkens holdning til kvinder er hadefuld og undertrykkende, om end han, som det er typisk for det patriarkalske samfund, prøver at skjule det. Hans kvindehad bliver tydeligt, da hans søn og svigerdatter kommer på besøg.
Efterhånden som stykket udspiller sig, bliver det tydeligt, hvor gennemsyret hele familien, selv svigerdatteren, er af dette kvindesyn. Dette lyder ekstremt deprimerende, og det ville ikke være til at holde ud at se på, hvis det ikke var for humoren og ironien, der er gennemgående for forestillingen. Netop dét afslører på det tydeligste, hvor absurd dette kvindesyn er.
Især Jørgen Reenberg gør det formidabelt i sin hylende morsomme karikatur af den lede patriark, Max. Alene på grund af hans fantastiske, absurde spil bør man gå ind og se stykket. Uden lilla bleer og store armbevægelser formår han faktisk at kæmpe kvindekamp, idet han ikke bare formår at fremstille patriarken som han virkelig er, men også formår at latterliggøre ham, med karikeret, men ikke særlig overdrevet spil.

Absurd
Efterhånden som stykket skrider frem træder familiens virkelige kvindesyn klarere og klarere frem. I det mændene på en gang begærer og foragter svigerdatteren uden at det tilsyneladende generer hendes mand det mindste. Efterhånden som dette træder mere og mere frem, bliver spillestilen også mere og mere absurd. Det fungerer faktisk godt, da det understreger det absurde kvindesyn, der portrætteres.
Generelt gør alle skuespillerne det godt, men det skal dog siges at det i høj grad er Jørgen Reenberg der bærer stykket. Stykket er bygget op af samtaler i dagligstuen mellem Max og de andre familiemedlemmer indbyrdes. Og de andre skuespillere når ikke helt op på hans niveau.
Mange af de monologer og samtaler, han ikke indgår i, virker lange. Og i mange af dem er det ikke helt gennemskueligt, hvad meningen er . Kvindehadet som rød tråd er heller ikke ligefrem penslet ud. Man kan derfor let stå af under dem.
Generelt virker stykket lige lovlig langsommeligt. Og langt.
Men dette kan dog bare være udtryk for, at man er forvent med Hollywoods forjagede og stressede angst for ikke at underholde hvert eneste sekund.
Det er faktisk modigt, at stykket tør tage sig tid til at komme med nogle lidt mere raffinerede pointer og tør bruge pauser og langsom spillestil som virkemiddel. Det kræver bare lidt ekstra af publikum - hvilket jo ikke er dårligt.

'Hjemkomsten'.
Af Harold Pinter. Det Kongelige teater - Stærekassen.
Iscenesættelse: Emmet Feigenberg
Til og med den 24. marts.