23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

De maoistiske bankrøvere

De maoistiske bankrøvere

Tirsdag, 20. marts, 2007, 00:00:00

Skal vi skride til handling eller bare lade det blive ved snakken? Helliger målet altid midlerne? Arbejder vi i en lukket sekt? Bogen om Blekingegadebanden vækker til debat

af Thomas Warburg
Politisk arbejdende mennesker får noget at tænke over med Peter Øvig Knudsens bog om den politiske gruppering, vi siden lærte at kende som Blekingegadebanden.
Skal vi skride til handling eller bare lade det blive ved snakken? Helliger målet altid midlerne? Arbejder vi i en lukket sekt?
Arbejderklassen i Danmark kunne ikke mobiliseres til revolution. Den var allerede lullet til ro i materialisme. Derfor måtte sande, danske marxister i stedet støtte revolutionære kræfter i den tredje verden. Det var Gotfred Appels lære til den senere Blekingegadebande. Teorien kaldte han 'snyltestatsteorien' og den blev grundlaget for KAK - Kommunistisk Arbejderkreds, som han startede i 1963. Desuden snakkede 'venstredynen', som han kaldte resten af venstrefløjen, for meget og handlede for lidt.
Peter Øvig Knudsens kortlægger i bogen den maoistiske gruppes aktiviteter især i 1970`erne: Gennem veltilrettelagte og ofte voldelige røverier skaffede gruppen penge til de palæstinensiske frihedskæmpere i PFLP. Desuden betød kontakten til palæstinenserne, at flere af gruppens medlemmer modtog råd og praktisk kamptræning i træningslejre i Mellemøsten.
I et centralt kapitel i bogen funderer en af de dømte fra Blekingegadebanden over, hvor voldsomme forbrydelser, de udførte:
'Vi har nok justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv en fribillet'.
Volden som middel havde været normen siden gruppens deltagelse i kampene med politi og andre modstandere i demonstrationerne i slutningen af 1960`erne.
KAK-medlemmet kigger også tilbage på gruppen som en sekt: Der herskede en kraftig social kontrol; alle beslutninger udgik fra ledelsen og var ikke til diskussion, der herskede et omfattende hemmelighedskræmmeri, der var mange tabuer og medlemmerne reagerede blindt på ordrer. Kun de stærkeste oplevede under dét psykiske pres.
Peter Øvig Knudsen har skrevet en vigtig bog på baggrund af et utroligt kildemateriale. Han har fået indsigt i politiets rapporter og PET`s aflytninger af gruppen. Politiets kilder er kombineret med gruppens egne tanker, udtrykt i samtaler med Øvig.
Bogen giver et spændende kig ind i en ellers lukket verden, hvor politiske mennesker brugte de mest radikale midler for at nå deres mål: Revolution og frigørelse af verdens undertrykte.

Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 1 - den danske celle.
440 sider. Gyldendal. Udkom 15. marts

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur