Der er ikke meget politik i Attentat, men hvis du gerne vil se et velspillet jalousidrama, så er der sen aftenmonolog på Caféteatret i resten af marts

af John Bruun
Et tarveligt Ikea-papmøbel-hjem med en skibsbriks og et lille fjernsyn under loftet i det ene hjørne. Måske er det en institution, og muligvis er døren låst udefra.
En vred mand, Jannik, Benjamin Boe Rasmussen, begynder at fortælle sin historie. Han er taxichauffør og har været vildt forelsket i Gry, som vistnok er yngre end ham. Hun havde ambitioner om at uddanne sig, komme videre og lære nyt, og hun begyndte at få ambitioner på hans vegne. Men værst af alt begyndte hun at blive tiltrukket af andre unge mænd i hendes studiemiljø.
Gry var samtidig venstreorienteret og rasende på de etablerede politikere.
Sådan cirka er dramatikeren Lise Jørgensens anslag til en historie, hvis ærinde er at fortælle, muligvis banalisere, hvad der kan få mennesker til at begå politiske attentater.
For Lise Jørgensens hovedperson er ikke en mand, som af ideologiske årsager har et had til en politiker eller et politisk mål om at begå et attentat. Han har kærlighedskvaler.
Som sådan er det en fin lille historie om at føle sig svigtet og miste grebet. Benjamin Boe Rasmussen leverer også fint facetteret skuespil, men kærlighedshistorien er der ikke noget nyt i. Dertil er Jannik for naiv og for ureflekteret, og det virker påklistret at gøre ham til en mulig attentatmand.
Lise Jørgensen vil gerne vise, at alle mennesker har potentialet til at blive lige så ekstremt besat som en attentatmand, men hun griber til et klassisk kærlighedsdrama for at vise det. Det ved alle jo godt kan ende i jalousidrab, men det har ikke meget med attentat i politisk forstand at gøre.

Attentatet af Lise Jørgensen. Scenografi: Søren Glad. Instruktion: Bente Kongsbøl. CaféTeatret indtil 31. marts.