Violinspillere huserer i flere folkeeventyr. Undertiden spiller de, så de kan betvinge selve fanden, undertiden er det i stedet fanden, der taler gennem violinspillerens strenge og lokker alle, som lytter, i fordærv

af Kjeld Stenum
Når man hører, hvordan den gale punker Nigel Kennedy kan bruge en violin, forstår man, hvorfor netop dette instrument tillægges denne diabolske kraft.
Har jeg det skidt, og går verden mig imod, lukker jeg mig inde med en Nigel Kennedy-cd. Jeg ved godt, jeg har før skrevet en smule om Nigel Kennedy i Skærveknuseren, for hans fabelagtige fortolkning af rockmusikeren Jimi Hendrix. Men på grund af min begejstring for denne cd har jeg fulgt lidt op på sagen og købt, hvad jeg er rendt over. Jeg har også læst lidt om ham på nettet.
Ingen af delene har gjort min begejstring mindre. Egentlig er han jo klassisk violinist. Han fortolker navne som Beethoven, Bach, Schubert og Vivaldi, blandt andre, og det gør han med et umiskendeligt temperament, der gør hans musik mere nærværende end de flestes.
Kultursnobberiet er tilsyneladende ikke uddødt i den klassiske musikverden, for det at Nigel Kennedy optræder uhøjtideligt klædt og undertiden med punk-hår, det at han lancerer 'klassiske' fortolkninger af rock, og det, at en så fremragende fortolker af Beethoven fremhæver den syrede rock-legende Jimi Hendrix som sin yndlingskomponist, vækker stadig så meget forargelse, at en del klassiske musikanmeldere sabler ham ned.
De når ham ikke til sokkeholderne! Men de bliver ham nok heller ikke venligere stemt af, at han har holdt af at komme med politisk-filosofiske 'statements' på sine cd-covers.
Ud over sine Jimi Hendrix-fortolkninger har Nigel Kennedy således også udgivet en cd med gamle Doors-numre, indspillet sammen med Praghs Symfoniorkester. Denne cd har han tilegnet alle de, der kæmpede i Vietnam-krigen, hvilket måske umiddelbart kan lyde lidt tvetydigt.
Men for de læsere, der ikke husker eller kender rockgruppen the Doors, kan jeg fortælle, at de i Vietnamkrigens værste dage lancerede en stærkt provokerende musikvideo (én af de allertidligste) over nummeret The Unknown Soldier, hvor der på scenen fingeredes en henrettelse af en soldat, samtidig med at der blev indklippet voldsomme dokumentariske billeder fra blodbadet i Vietnam. Nigel Kennedys politiske sympati er utvetydigt på vietnamesernes side.
Som en asiatisk militærfilosofi siger, vinder den hær, der har moralen på sin side, skriver han. Men nu er det tid for forsoning og tilgivelse, mener Nigel Kennedy, ikke i kraft af glemsel, men netop ved at huske alle de meningsløst døde.
Lidt i samme ånd som Nelson Mandelas og biskop Tutus sandheds- og forsoningskommission i Sydafrika efter apartheid. I en kommentar til et andet af pladens numre, People are Strange fra 1968, forsvarer Nigel Kennedy som en gestus til Praghs Symfoniorkester ethvert lands ret til at vælge sin egen vej og udtrykker hermed sin afstandstagen fra Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet, som fandt sted netop det år.
Nogle anmeldere mener, der er en misforståelse at 'oversætte' the Doors til klassisk, men det er helt urimeligt. Selve nummeret Unknown Soldier er godt nok desværre et af pladens musikalsk svageste numre, for Nigel Kennedy har valgt at nedtone den oprindelige versions voldsomme drama og provokation.
Men andre Doors-numre, som for eksempel Spanish Caravan, forvandles til noget aldeles unikt og storslået med et symfoniorkester i ryggen. Det er utrolig godt set. Jeg ved ikke om nogen klassiske komponister, at de har skrevet musik, der brugte symfoniorkesteret bedre.
Min teenage-datter kan godt holde ud at høre Nigel Kennedy og har lavet et stort skilderi, hvor han står på en mark og filer på sin violin, så træerne svajer.
Til jul forærede hun mig en jazz-cd, hun havde fundet i en pladeforretning, med Nigel Kennedy på violin, såmænd.
Violin er jo noget ret sjældent i jazz, på stående fod kan jeg kun komme i tanker om Svend Asmussen. Klassiske musikere på jazz-scenen hører heller ikke til det almindeligste. Og endnu sjældnere er det, at de slipper godt fra at have med jazz at gøre. De forstår ikke rigtigt det med at swinge.
Den russiske komponist, Shostakovich, der, uanset hvad man ellers måtte mene om ham, var én af det tyvende århundredes allerstørste klassiske komponister, forsøgte sig også på et tidspunkt med nogle jazz-suiter. Men hvis man kan lide hans musik ellers, skal man nok lade være med at anskaffe sig dem.
Men Nigel Kennedy, han kan altså både det klassiske og det med jazz. Han får violinen til at svinge fuldt så godt og ikke helt ulig Svend Asmussen, men med et meget vildere og mere uberegneligt temperament. Og lad mig slutte med at citere, hvad han selv har skrevet om sit møde med jazz-verdenen (min oversættelse):
'Hvis du ønsker at tage et skridt væk fra vores daglige ultrakapitalistiske og globaliserede verden, så tag et let skridt ind i jazzens verden, hvor musikerne til forskel fra den forfinede klassiske musikverden, eller fra popmusikkens, og især til forskel fra bankernes, handelens og misrøgtede 'demokratiske' fondes kyniske verdener, respekterer hinanden og deres publikum som lige - hvor alle tilhører og bidrager til fællesskabet og på den måde viser, at en anden slags verden stadig er mulig.'
Nigel Kennedy er betydeligt bedre med en violin end med en blyant. Men trods den lange snørklede formulering: Dette er den smukkeste kærlighedserklæring til kommunismen, jeg har læst: At sammenligne den med en jazz-koncert!