Sebastian gav både nostalgi, men også nye, harmoniske sange fra spritny musical
af Anders Fenger og Morten Godtkær Larsen
'Hun er fand`me fræk at troppe op her', hvislede sidemanden på næstsidste række, da den upopulære overborgmester Ritt Bjerregaard tirsdag aften gjorde sin entre til Sebastians koncert i Amager Bio i København.
Om det var sidemanden og de mange spydige kommentarer til hovedpersonen i den benhårde håndtering af Ungdomshus-sagen, der gjorde, at borgmesteren besluttede at forlade koncerten før tid, skal stå hen i det uvisse. Ikke desto mindre forlod den kolde isdronning stedet i følge med to hærdebrede bodyguards i pausen. I stor fart.
Så kunne vi for alvor nyde koncerten med Knud Grabow Christensen, alias Sebastian, der pt. er på turné med 'Trubadurens Aften'-koncerterne.
Efter ikke at have spillet i ti år i København var sangeren lidt nervøs i starten. Men så kom sangene og skabte minder og følelser. Højdepunkterne var den altid veloplagte 'Ostesangen', den imponerende udførte 'Vascomat Lisa', og satiriske 'Den Lille Malkeko'.
Men over dem alle rangerer 'Du er ikke alene', der for evigt står prentet som en sang om fællesskab og solidaritet. Midt i liberalismens hærgen og egotrip.
Det er ikke for noget, at Sebastian, der har ikke mindre end 20 albums på samvittigheden mellem 1970-90, af journalisten Lasse Ellegård er blevet kaldt 'sin generations største kompositoriske talent'.
Irak-krig?
Men heldigvis var det ikke tilbageskuende nostalgi det hele, denne aften.
Sebastian gav et par numre fra en kommende mini-musical 'Jernbyrd', der snart skal fremføres af de danske folkeskoler. Et af numrene handlede om Kraka, der i 800-tallets vikingetid begræd sine tre sønners død på fremmed slagmark.
Var dette et hint fra Sebastian til vore dages krige, hvor danske sønner også ofres på fremmed, militær slagmark? Utvivlsomt.
Sebastian startede i 1969 som såkaldt protestsanger, selvom han aldrig blev glad for denne betegnelse. Alligevel har han haft hang til politiske tekster. Det vidnede koncerten også om, da vi fik et nummer fra en af Brecht-udgivelserne fra slutningen af 1970`erne.
Ja, Knud Grabow Christensen er måske blevet rundere med tiden, fysisk og politisk, men sin egen forbliver han trods alt.
Der er ikke meget hitliste, døgnflue eller kommerciel spradebasse over ham.
Men du kunne nu godt nok lige have vist, at danske musikere stadig tager stilling til livet og vigtige politiske begivenheder. Som på Danish Music Awards sidste weekend, hvor en masse dine kolleger gav Ritt Tørt på.
Ja, du kunne faktisk godt have givet Mareritt Bjerregaard en stikpille fra scenen!
Din turné slutter i midten af marts. Tjek: www.sebastian.info
Sebastian. Amager Bio. Tirsdag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278