Operaen ¤¤Pelléas og Mélisande¤¤ i søndags viste os et dekadent og samspilsramt borger-familie med neuroser nok til en hel kolbøttefabrik

af Anders Fenger
Psykoanalytikeren Sigmund Freud ville have følt det som en dreng i en bolsjebutik, hvis han havde siddet på forreste række i Det Kongelige Teater i søndags.
I operaen 'Pelléas og Mélisande' udspillede sig en lang stjernerække af psykoser og underlige eksempler på, hvad menneskehjernen kan frembringe af galloperende galskab.
Det er ikke underligt, at komponisten Claude Debussy i sidste del af det 19. århundrede blev musikalsk inspireret til at beskrive, hvor rådden og dekadent, borgerskabet var blevet. Om end det var beskrevet bevidst eller ubevidst.
Handlingen i 'Pelléas og Mélisande' er ellers åbenlyst banal. Som i stort set alle operaer.
Prinsen af Allemonde, Golaud, (Johannes Mannov) gifter sig med den ukendte og mystiske pige Mélisande. (sunget af den smukke mezzosopran Elisabeth Jansson)
Men hjemme i det mørke, deprimerende og håbløse hjem af et slot, sikkert værre end et Abu Ghraib eller et Guantanamo tilsammen, begynder Mélisande straks at rådne op i lyset af de adeliges bonerte og dekadente livsførelse.
Hun forelsker sig heldigvis i Golauds bror, Pelléas (Palle Knudsen). Men det tillader Golaud ikke. Han dræber sin bror og sårer Mélisande med en sabel.
I stykket er der ingen som helst helte. Befriende!
Man fatter faktisk sympati for Golaud, selvom han begår et par raske mord!. For han er handlingens mand. Mens de andre lader stå til i håbløshed.

Klicheer væk
Det understreger, at komponisten Debussy ikke var spor banal. Han var inspireret af datidens psykologiske forskning og kunstens impressionister, der var draget af at gengive det øjeblikkelige indtryk. At understrege atmosfære og farve mere end form og ligevægt og symmetri.
Han var stærkt optaget af at kaste klichéerne fra den romantiske skole væk,.
Derfor har iscensætteren af stykket 'Pelléas og Mélisande', Guy Joosten, klogeligt valgt at lave et minimalistisk stykke i Operaen i Købehavn. Scenografen Johannes Leiacker underspiller åbenlyst. Det samme gør kostumedesigner Jorge Jara og lysdesigner Davy Cunningham. Til stor ærgelse for de fleste operaanmeldere ved de borgerlige aviser.
Valget af Stephen Milling og hans mægtige bas til rollen som den gamle mand Arkel i den kriseramte, royale familie, er genial, da dybden i stemmen understreger det opgivende, depressive og mørke tema i operaen; vanviddet, håbløsheden, dekadencen, som borgerskabet serverer på stribe til tonerne af Debussy`s musik. I øvrigt mesterligt fortolket af dirigenten Karen Kamensek og Det Kongelige Kapel.

Forfald
Det var ikke tilfældigt, at Debussy dengang i 1892 straks fattede interesse for den belgiske forfatter Maurice Maeterlincks skuespil 'Pelléas og Mélisande'. Med dette mesterværk i hånden blev der sat punktum for hans lyst til at skrive musik i romantikkens fisefornemme lys. For modernismen var nemlig rask på vej.
Det er heller ikke underligt, at der i en af akterne dukker tre fattiglemmer op på scenen. Nærmere døde end levende.
Debussy var selv af fattig herkomst i en familie med fem børn, hvoraf de to måtte foræres væk for at brødføde resten.
Han giftede sig også siden med en fattig syerske, hvilket forargede borgerskabet grufuldt.
Debussy og hans 'Pelléas og Mélisande' var i det hele taget udtryk for den tid, han levede i. Operaen afspejlede datidens forhold.
Pariserkommunen i 1870`ernes Frankrig betød nemlig et brat skift i kapitalismen. Samfundet gik fra en fredeligere periode ind i sin imperialistiske stadium. Og modsætningerne mellem arbejde og kapital steg dramatisk.
Antallet af strejker i Debussy`s hjemland, Frankrig, var blandt de højeste i Europa på linie med lande som England Tyskland og USA i slutningen af 1800-tallet..
Også spændingen mellem de enkelte landes herskende klasser steg voldsomt. Borgerskabet - også det franske - forsøgte desperat at kaste alle hæmninger af sig. Især fagforeningerne, der steg i antal.
Men de socialistiske kræfter styrkede sig, trods splittelser og modløshed i Frankrig selv. Foran arbejderne stod kampen for ottetimersdagen og en ugentlig fridag.
Men borgerskabet afviste enhver indrømmelse og støttede de gamle institutioner . Al snak om reformer var bandlyst.
Som sagt ud af munden på de samspilsramte og reaktionære familiemedlemmer i 'Pelléas og Mélisande' , siddende rundt om suppeterrinen, rådnende og frustrerede over eget indholdsløse liv.
Det er da tankevækkende.

'Pelléas og Mélisande'.Af Claude Debussy. Det Kongelige Teater, Operaen. Dirigent: Karen Kamensek. Iscenesættelse: Guy Joosten. Scenograf: Johannes Leiacker. Kostumedesigner: Jorge Jara. Lysdesigner: Davy Cunningham. Dramaturgi: Luc Joosten.