Forleden havde vi en mindre ombygningsopgave på Novo. Novo har blandt håndværkere ry for at være en god arbejdsplads, blandt andet på grund af de fremragende kantineforhold. Lækker buffet med både varm mad, koldt smørrebrød, dessert og kaffe for 16 kroner om dagen!

af Kjeld Stenum
Som jord- og betoner er man vant til at skulle trække tov med mester for bare at få stillet et skur til rådighed, hvor man kan tygge sine klamme hjemmesmurte klemmer. Men vi er selvfølgelig heller ikke så højt uddannede som de fleste på Novo, så det har ikke særlig stor værdi for mester at investere penge i bare at beholde os. Vores produktion er nok heller ikke så kapitalintensiv som licens- og patentbeskyttet medicinproduktion.
Nå, men det var slet ikke det, der skulle være temaet her. Vi arbejdede i en kælder, hvor der var opsat en insektfanger med ultraviolet lys. Vi blev enige om, at det var for at beskytte produktionen.
Novo bruger jo bakteriekulturer og sådan noget til medicinproduktion og stiller derfor store krav til rene miljøer. Så man kan vel ikke tolerere den forurening, som fluer, hvepse og lignende kan påføre bakteriekulturer, som man har gang i, og måske kan man heller ikke tolerere risikoen for spredning. Ja, hvad ved jeg.
Men på grund af denne insektfanger kom jeg til at snakke med min makker om insekters måde at se på, og dermed om bier, som jo navigerer blandt andet ved hjælp af ultraviolet lys. Og så opdagede jeg, at min makker var binørd, en sygdom, hvor jeg selv har en rem af huden. Så kom vi til at snakke om mange ting, biers sprog, deres utrolige evne til at kalkulere og så videre, og også om reglerne for biavl.
Det var især det sidste, vi fik vendt, og det var jo, fordi jeg ind i mellem har spekuleret lidt på, om det ville være forsvarligt at have bier i en kolonihave.
Der er det særlige ved reglerne omkring biavl, at det nok er omtrent de ældste endnu gældende lovbestemmelser, vi har i Danmark.
De fleste af de gældende bestemmelser stammer nemlig fra Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241, altså fra før man overhovedet havde landsdækkende love. Nogle af Jyske Lovs bestemmelser var så lånt fra den endnu lidt ældre Skånske Lov, med behørigt hensyn til lokal praksis.
For love er jo i høj grad opstået af praksis, derfor er de lokale, før de bliver landsdækkende, og nationale før de bliver globale. Bestemmelserne omkring lige netop biavl er altså fra før, vi overhovedet havde landsdækkende love, fra vores tilblivelse om ikke som retssamfund i det hele taget, så i hvert fald som nationalt retssamfund. Og i det perspektiv synes jeg, de er spændende. Bier havde værdi, dengang man lavede love for dem, ellers ville man næppe have spildt blækket på det.
Men i dag har en bisværm ikke stor værdi, derfor har de gamle love fået lov til at leve. Det giver os et sjældent vindue til meget gamle ejendomsprincipper.
Vi er jo på en meget stram måde vant til, at ting af værdi enten tilhører den ene eller den anden part, eller også tilfalder de samfundet, det vil sige staten.
Det er meget få ting, man bare sådan har lov til at gå ud og tage, og hvis man har, er det fordi de er kasserede eller på anden måde værdiløse set med samfundets øjne. Og det er færre og færre ting, dette gælder for, vores ejendomsbaserede samfund kan jo lave penge af omtrent alt.
Sådan var det ikke dengang, Jyske Lov blev til. Bier havde tilstrækkelig brugsværdi til, at det var nødvendigt at have lovbestemmelser til at afgøre tvister om bisværme, honning og så videre.
Men tvisterne blev ikke bare afgjort ved, at ejerforholdet til for eksempel en bisværm blev afklaret, sådan som moderne jura nok ville have angrebet problemet. Nej, enhver, der fandt en bisværm på åben mark, som endnu ikke havde bosat sig, havde retten til den, også selv om man ikke ejede marken. Og sådan er det stadigvæk.
En lidt barok bestemmelse set med moderne øjne, omtrent svarende til, at den, der fandt en tom bil på åben vej, havde retten til at tage den og køre i den.
Sådan en juridisk tankegang kunne vi jo ikke have. Hvor opløsende på samfundet ville det ikke blive! Tænk, det ville give for eksempel de unge inde på Jagtvejen ret til at tage et hvilket som helst tomt og ubenyttet hus i besiddelse. Og det var samfundsmagtens, altså politiets, opgave at beskytte deres ret til at gøre det!
Nej, sådan tænker vi altså ikke i dag. Når man gjorde det dengang, skyldtes det nok, at samfundet var fattigere. Man havde ikke råd til at være ligeglad med, om produktive brugsværdier gik tabt.
Når bier sværmer, er de meget udsatte og forgår meget hurtigt, især hvis der sker dronningen noget. Hvis man tager ordentlig vare på sine bistader, mindskes også risikoen for sværmning. Og på Valdemar Sejrs tid ønskede man altså åbenbart som samfund at præmiere dem, der ville tage vare på, at de produktive ressourcer blev udnyttet til menneskenes bedste.
I dag er vi heldigvis et tilstrækkeligt rigt samfund til, at vi har råd til at lade vore bygninger stå tomme og ubenyttede, indtil salgsprisen er passende høj. Og vi har råd til at have et politi, der kan tage sig af de unge, der giver sig til at lave ballade, fordi de ikke har et sted at være.
Vi har råd til at beskytte medicinmonopolernes ret til at beskytte deres produktionsmetoder med patenter og licenser og begrænse produktion af blandt andet livsvigtig medicin til sygdomsbekæmpelse i udviklingslande for at beskytte prisniveauet.
Vi har råd til at holde produktive og til tider højtuddannede menneskegrupper udenfor samfundet tilstrækkelig længe til, at de bliver møre nok til at ville arbejde for en løn, der er lav nok til at passe vore arbejdsgivere og presse os andre til at arbejde lige så billigt.
Halleluja, det er godt, vi ikke lever på Valdemar Sejrs tid!