Plan-B`s etniske udrensningsshow er musikalsk, funky og sjovt, men ikke så skarpt og alt for langt

af Nick Bruun og John Bruun
Den energiske og modige lille teatergruppe Plan B. har lavet forestillingen 'Ongobongoland' - et etnisk udrensnings-show.
Ideen har været at tage det klassiske minstrel-show, der var en lavkomisk showform, som huserede i 1800-tallets Amerika, hvor hvide sværtede sig sorte i ansigtet og optrådte med groteske parodier på de afrikanske slaver og deres vilde musikalske arv. Formen er kendt fra den legendariske film ' The Jazz Singer' med Al Jolson (1927)).
Minstrel-show-formen bruger Plan B som model for en forestilling - som et sæt dogme-regler - med kommentarer til vor tid - og især Danmarks forhold til asylansøgere, de fremmede, integrationen.
Publikum introduceres først for begrebet, og derefter sættes det i scene. Der sværtes ansigter i en moderne version, nu med sprøjte-pistol, og så kører showet. Med forrygende musikalitet, veltimet koreografi og paradoksale ordspil, fortælles den voldsomt karikerede og symboliserede historie om brødrene (i form af et syv-mands ensemble) Ongo og Bongos hjemland og ophav.
Den vestlige civilisation skaber selv den ulykke i form af en atombombe, der smadrer Ongobongoland - og driver de sorte på flugt herop.
På en interimistisk tømmerflåde, deler de drømme om den forjættede verden i absurde og meget komiske sætninger: 'Den, der holder øjnene åbne længst, kan blive statsminister'. 'Jeg vil derhen hvor en kiste koster lige så meget som to knallerter'. 'Jeg vil være ligesom Bobby fra Dallas - en der klarer familiens problemer og er venner med alle'.
Herefter bevæger forestillingen sig energisk og veloplagt i gennem asylansøgning, ghettodannelse, integrationen og præsentation af Danmarks værdier.

Timing
Tonen er satirisk, ironisk og karikeret. Sketchs, ordspil, blues, jazz hip-hop og folkesang blandet sammen. Den levende musik og sangstemmerne er i top. Nogle af sketchene går rent ind, andre falder til jorden. Her er timing nøgleordet.
Men i anden akt går det galt. Virkelig galt - og det er synd for forestillingen. I Minstrel-formens ånd opføres en parodi - en såkaldt parafrase - over Kaj Munks Ordet. Det starter godt med en udlægning af Danmarks åndelige fødsel, på baggrund af en parring af grundtvigianismen og Indre Mission, som gav os det joviale (hygge) og grænsedragende (Dansk Folkeparti) sind, vi har i dag.
Men herefter udspiller der sig en dilettant-forestilling, der bare bliver ved og ved og ved. Det originale, sjove og spidsfindige fordamper hurtigt, og kedsomheden og de krummede tæer tager over. Skær det væk og drop pausen, så bevares energien.
Det er mere let, end det er dybt. Måske er det svært at forestille sig det anderledes, når det med ensemblets egne ord er hvide middelklasse- mennesker, som underholder andre hvide middelklasse-mennesker - med problemer set med fremmedes øjne.

'Ongobongoland'. Af Simon K. Boberg. Med Jacob Lohmann, Morten Nørby og Ulle Bjørn Bengtsson.
Instruktion: Jens August Wille. Opføres på Plan-B i Huset i København indtil 3. marts.