Scherfig ville sikkert have påstået, at bogen udelukkende var udgivet for forfatteren selv

af Jens Fransen
Anderledes litteratur er ikke hverdagskost. Det er befriende, når digtere forsøger at skabe en egen kunst - en egen indfaldsvinkel til skrivekunsten.
Vagn Remmes nye roman er et forsøg herpå.
Straks fra begyndelsen indfanges læseren i hans spind.
Lars, der lever en noget forhutlet tilværelse får brev fra en advokat, der meddeler, at han har arvet et hus efter sin far. Men Lars har allerede en far, og han er stadig i live.
Lars forsøger gennem romanen at opklare dette mysterium. Turen går fra København til Århus og senere i et vigtigt kapitel til Prag. Sidstnævnte foregår på cykel gennem det østlige Tyskland.
Romanen igennem stykkes mysteriet sammen til et hele.
Når det er sagt, må man som læser erkende, at vejen er yderst snørklet.
Indledningen og plottet er genialt iscenesat, men desværre tabes tråden, og historien bliver for bizar.
Læservenlig er romanen ikke. Hvert kapitel indledes med en kort oversigt og der er enkelte afsnit i kapitlerne. Men imellem er der ingen afsnit. Alt skal læses i et hæsblæsende tempo - afpasset efter hovedpersonen - og hans utilpassede liv.
Men derved glider bogen ud i tågen. Særligt det centrale kapitel 7, der strækker sig over 79 sider virker næsten ulæseligt. Her beskrives cykelturen til Prag - og ja der er interessante iagttagelser fra det gamle DDR, men hele kapitlet er skrevet ud i et - uden afbrydelser. Ingen afsnit. Ingen kommaer. Det er for tungt - for syret for nu at bruge pressemeddelelsen.
Bogen bliver derved for meget en nå-oplevelse. Afsættet er godt men udførelsen bliver ikke en optimal oplevelse. Og det er en skam, når men havde sat næsen op efter noget nyskabende. En roman for et ganske lille kreds. Scherfig ville sikkert have påstået, at bogen udelukkende var udgivet for forfatteren selv.

Vagn Remme. Arvingen. Aschehoug. 216 sider. 199 kr. Udkom 26. januar