Måske er er denne kunstudstilling Grønningens sidste på Charlottenborg. Men sammenslutningen viser sin eksistensberettigelse
af Finn Hermann
En af de gode ting ved en kunstnersammenslutning er dens rummelighed for mange forskellige udtryk. Kunstnere er individualister, og år for år skifter deres bidrag. Der er forskelle i kvalitet, i dristighed. Et resultat af kunstnernes respekt for hinanden og for den mangfoldighed, de er fælles om. Sammenslutningen er deres fælles klangbund.
Nedenfor nogle højdepunkter fra årets Grønningen-udstilling.
De abstrakte
Jens Birkemoses 450x240 cm store billede 'Maleri', er et veritabelt skakbræt af signalfarver, som giver bevægelse og modspil til den lodret-vandrette komposition; dynamiske 'tegn'-cirkler rundt i forgrunden. Der er noget kosmisk over dette storladne maleri, der er følelse og handling - og samtidig en næsten majestætisk ro.
Stig Brøgger arbejder med systemer. I år sætter han spontaniteten i system: Henover et labyrintisk mønster, tegnet med blyant, maler han et virvar af livlige farver i en tæt struktur af fejende penselstrøg. Uden på dette virvar lægger han så et uregelmæssigt net af sorte skygger. Det spontane og det kalkulerede indgår i en symbiose.
Tom Krøjer har i Mexico hentet inspiration til et lysende og poetisk, næsten pastelfarvet billede, hvor han smukt forener sine halvt abstrakte tegn med et mønster af maskefragmenter - en indiansk inspireret ornamentik.
Frithioff Johansen lader computeren styre mellemstadierne mellem to ord. Bogstaverne bliver trin for trin til abstrakt ornament . Og ud af denne abstraktion fremstår et nyt ord: 'cast' bliver til 'shadow' og derfra til 'cast-shadow'.
Kunstneren holder sit personlige udtryksbehov i baggrunden og lader beskueren tro, at billederne er opstået ( af sig selv?) i et laboratorium.
Mytefortællingerne
Jørgen Bobergs skildrer med næsten klinisk præcision forgængelighed, erotik og ruiner, liv og død.
Ib Monrad Hansens barokke ny-surrealisme har, ligesom Bobergs, et moralsk indhold. I hans store lærred med den latinske titel 'Sapere aude' (du skal turde vide) er der bogbrænding - og bogbrænderen rækker en pølse på en lang stang hen mod en ung kvinde, der byder ham en bog. Ikke helt uden aktualitet.
Lise Blomberg Andersens sarte stregtegninger fortæller om fuglemennesker, grene og blade, rov, ømhed og grusomhed og minder lidt om skitser til gotiske kalkmalerier.
I Anette Harboe Flensborgs tomme, næsten vægtløse rum dukker der nu mennesker op, indtil videre som billeder. Egon Fischer udstiller en 'by' af keramiske skulpturer, en blanding af bo-funktion og levende organisk skulptur.
Arne Haugen Sørensen udstiller mytologiske billeder med temaer fra bibelen (den hjemvendte søn) og fra den klassiske mytologi ('Leda og Svanen').
Det lidenskabelige forhold til farven har han til fælles med Lise Malinowski, hvis smukke ekspressive modelbilleder har tråde bagud til fauvisterne (fransk for 'vilddyr').
Morten Buchs 'klodsede' malerier er efter udstillingens mest originale indslag: Store enkle, grove figurer, forvrængede udgaver af en stol, en vase, en sko, er malet med bred svingende pensel; tegningen er dynamisk og ekspressiv, farvelaget tykt, saftigt, farveskalaen derimod kølig og afdæmpet, nærmest lidenskabsløs. Den uanseelige hverdags-ting lever sit eget organiske liv.
Tre yderpunkter i skulpturen
Erik Heide, Lone Høyer Hansen og Bjørn Poulsen repræsenterer hver sit yderpunkt i skulpturen.
Bjørn Poulsens store, kulørte plastik-planet er en blanding af en humør-mine og en rum-utopi.
Lone Høyer Hansens minimalistiske 'profilliste', eller 'karm' er et stykke ydmyg virkelighed løsrevet fra enhver æstetisk eller praktisk sammenhæng. I forhallen står Erik Heides store enkle mennesker af sten og jern i al deres statuariske ro. En påmindelse om kunstens og humanismens uforgængelighed.
Disse er blot nogle højdepunkter. Udstillingen byder på en mangfoldighed af udtryksformer. Mange -ismer og traditioner er repræsenteret, direkte eller indirekte. Her er den fotografiske realisme, surrealismen, den abstrakte ekspressionisme, den abstrakt geometriske stil, naivismen.
Og meget andet.
Er malernes oprør på vej
Hvis vores uforstående kulturminister og Charlottenborgs nyudnævnte, arrogante direktør får magt som de har agt, er denne udstilling måske Grønningens sidste på Charlottenborg.
Men sammenslutningen viser sin eksistensberettigelse.
Måske kommer kunstnergrupperne til at tage skeen i den anden hånd. De gode, vrede indlæg i Grønningens katalog i år kunne tyde på, at et oprør er undervejs.
Det kunne blive en interessant konfrontation. Kulturministeren opfatter jo sig selv som liberal; men har åbenbart ikke megen forståelse for, at kunsten netop i ordets bedste betydning er et liberalt erhverv.
Kan hænde det generer ham, at vi i Danmark frem for kuratorvælde foretrækker kollektive selvstyrende organisationsformer der netop stimulerer og beskytter det individuelle udtryk.
Kunstnersammenslutningerne er en art kunstens andelsbevægelser.
Man må håbe, at kunstnernes protestkampagne får bred tilslutning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278