Poul Henningensen - mere end en lampemand

Se dig omkring. Hænger der en PH-lampe nær dig. Ja, så send en tanke til manden bag den berømte genstand: PH. For i dag for 40 år siden døde en af hovedaktørerne i den danske kulturkamp, Poul Henningsen. han levede fra 1894-1967.
Og hvis du hører Outlandish fængende sang i radioen 'Man binder os på mund og hånd', ja, så er Poul Henningsen altså forfatteren.
Den folkekære sangerinde Liva Weel fortolkede den underfundige tekst om ytringsfrihed midt under tyskernes besættelse. Her formåede en intellektuel, PH, at gøre sine budskaber folkelige.
Men PH var mere end en lampe-mand og sangskriver.
Han var en dynamisk debattør, arkitekt og kunstkritiker. Og meget mere.

Smagsdommer
PH var fjerde barn af forfatterinden Agnes Henningsen . Og han var derved født ind i radikalismen. Han blev kompromisløs i sin kritik. Hvad enten det var i tidsskrifter, aviser og andre medier. Målet var småborgerligheden, massekulturens fordummelse og den sociale ulighed.
Han havde i den grad ørene åbne overfor alle de steder i kulturlivet, hvor der var mislyde.
Han var en sand 'smagsdommer'. Han tillod sig at skelne mellem plat folkelighed og kvalitet. Dét blev mange forargede over!
PH debuterede som skribent i bladet Vor Tid i 1918 og blev fra 1921 knyttet til dagbladet Politiken. Et forhold der fortsatte, til han i 1938 blev bladet for meget.
PH blev af mange - også af sig selv - anset for at være en fremtrædende salonkommunist.
Begrebet salonkommunist dukkede første gang op i Danmark i da 1920'erne gik på hæld. Det blev brugt nedsættende om folk udenfor arbejderklassen, der uden at gøre en praktisk indsats eller uden at udsætte sig for risiko, gav udtryk for kommunistiske synspunkter.
I Akademisk Tidende fra 1931 gav PH det dog en mere positiv definition:
'Vi salonkommunister vil paa den ene Side gaa ind for et kommende socialistisk Samfund, men paa den anden Side vil vi ikke lade os slaa Kortene af hænde for at besidde Indflydelse på det bestaaende Samfund.'

På vej Mod DKP
I 1926-28 udgav han tidsskriftet Kritisk Revy.
I december 1926 blev han desuden sammen med Gelsted, Kirk og Aage Jensen indvalgt i bladet Clartés redaktion.
PH`s nære venner Gelsted, Kirk og Edvard Heiberg var allerede gået over til kommunismen. De var med til at lægge et kraftigt pres på ham for også at få ham med. I 1931 var det meningen han skulle have været med på en delegationsrejse til Sovjetunionen. Men et anfald af galdesten hindrede ham i at tage med.
PH`s tættere forhold til DKP betød, at han i 1934 gik ind i den gruppe, der skrev og trykte tidsskriftet Plan. Samtidig gik han aktivt ind i den DKP-dominerede Frisindet Kulturkamp og i bladet Kulturkampen, der var et klart udtryk for at kommunister, socialdemokrater og borgerligt progressive arbejdede sammen i kampen mod den fascismes censur og politiske forfølgelse.
De kulturradikale, der også samlede fremtrædende kommunister som Scherfig, Gelsted og Kirk, formåede at forene såkaldt finkultur og intellektuel kritik. Og den gav budskabet et bredere publikum. Med populære udtryksformer.

Opgør
Efter krigen tog PH afstand fra nogle tillæg til straffeloven, der kunne dømme landsforrædere med tilbagevirkende kraft. Dem anså han for at være modstandsbevægelsens ønske om hævn.
Det fik hans gamle ven, Hans Kirk til at eksplodere i Land og Folks spalter, hvor han beskrev den 'tidligere Antinazist Poul Henningsen som Forkæmper for nazistiske Landsknægte og Værnemagere'. (5. juli 1946).
Under krigen var PH's klasseargumenter fra slutningen af 1930'erne blevet erstattet af mere abstrakt menneskelige eller demokratiske argumenter. Og netop dét kom til at virke stærkt provokerende på de folk, der i frihedsbevægelsen havde sat livet på spil under krigen.
DKP skubbede ham voldsomt fra sig og i 1947 efter PH`s kritik af, hvordan Sovjetunionen udviklede sig. Især på kulturområdet og socialområdet.
I 1950-60 arbejdede PH på Social-Demokraten, og i 1960 vendte han tilbage til sin gamle avis, Politiken.
Aksel Larsen, der startede SF tog PH til sig. Det samme gjaldt borgerskabet. Sidstnævnte overså behændigt, at han på grund af sin selvstændige og radikale kritik af både kultur og samfund - i og udenfor Danmark - i lange perioder havde været landets mest hadede person.

Kilder: Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. Tiderne Skifter, København 1993.