Er der nogen, der kan huske de undersøgelser, der for nogen tid siden viste, at vi danskere er verdens lykkeligste folk

af Kjeld Stenum
Forleden bragte gratisavisen Metro Express en notits, hvor der stod, at et forskerhold på Syddansk Universitetscenter har fundet ud af, at disse undersøgelser tog fejl. Når så mange af os erklærer sig tilfredse med tilværelsen, skyldes det, at rigtig mange af os her i Danmark har særlig små forventninger til den. Den, der altid forventer sig det værste i livet, får også flest positive overraskelse - eller færrest skuffelser.
Nu er rapporten muligvis ikke hundrede procent seriøs videnskab. Men det er en tankevækkende omvending af problemstillingen. Det interessante er så ikke, hvorfor vi danskere er så lykkelige, men hvorfor vi forventer os så lidt af livet.
Jeg har jo ikke læst, hvad de brave forskere har undersøgt. Men skal jeg svare på det ud fra mig selv, så ligger det sådan, at der hvor jeg forventer mig lidt, det er der, hvor jeg har fået mange tæsk eller skuffelser eller nederlag. Og der hvor mine fordringer er store, det er hvor jeg har hentet mine sejre og successer, eller hvor jeg på én eller anden måde har fået bekræftet, at her duer jeg til noget, her har jeg noget brugbart at give.
Jeg må også indrømme, at den første kategori af oplevelser fylder rigtig meget i forhold til den anden. I det store og hele forventer jeg mig altså ret lidt af livet - sådan som danskere flest jo åbenbart gør. Det er skidt. For det kan godt være, at man kan minimere antallet af skuffelser ved at skrue tilstrækkelig langt ned for fordringer og forventninger. Men den, der fordrer og forventer lidt, vil nok også være tilbøjelig til kun at binde an med små udfordringer. Og så misser man også chancen for stor lykke.
En gang imellem spekulerer jeg på, om det her også har at gøre med, at vi for eksempel i politik her i Danmark har en stærk tradition for at ende i den rene middelmådighed: Vi finder os simpelthen i for meget rent menneskeligt, vi stiller for små krav til, hvordan vores samfund skal se ud, derfor slår vi os til tåls med overenskomstforhandlinger og kolonihaver i stedet for socialisme og samfundsmæssig produktion.
Nu er der måske nogen, der vil indvende, at lykke er mange ting, og det er først og fremmest noget meget privat og subjektivt, som ikke lader sig diskutere:
Den ene er lykkelig på den ene måde, den anden på den anden. Det er også derfor, det er noget pjat at lave undersøgelser om det. Og for eksempel ville langtfra alle være lykkelige med socialisme.
Jeg synes også, det er rigtigt, at lykke er noget vældig personligt, og at det er forskelligt fra person til person, hvordan man opnår størst mulig lykke. Men jeg mener bestemt, det er noget, der kan og bør diskuteres.
Hvert enkelt menneske bør have modet til at kæmpe offentligt for det, der gør vedkommende lykkelig. For det er vel ret beset det, vi har et samfund til: at hjælpe hinanden til mest mulig lykke.
Hvad jeg forstår ved socialisme er et samfund, som er indrettet på dette. Jeg mener, det enkelte menneskes lykketilstand eller mangel på samme er noget objektivt, som omgivelserne kan søge at fremme eller hæmme.
Enhver har vel set mennesker så lykkelige, at det lyste ud af dem, og det ikke var til at tage fejl af, de fleste har vel også selv prøvet i hvert fald glimt af det. Og den modsatte tilstand går man heller aldrig fejl af.
Når vi kender et menneske tilstrækkelig godt, ved vi nøjagtigt, hvilke kontakter vi skal trykke på for at fremme eller hæmme lykketilstanden hos vedkommende. Mere privat er det ikke.
Jeg tror, at lykke for alle mennesker dybest set er noget socialt. Mens mangel på lykke i stor udstrækning har at gøre med noget socialt, der ikke fungerer. Vi kan gøre meget for at fremme lykketilstanden hos hinanden og dermed også skrue hinandens fordringer til livet højere op. Men vi gør det ikke.
I stedet er vi gennemgående nederdrægtige overfor hinanden, vi kuer hinanden til små fordringer, vi mobber hinanden, til vi er tilfredse med de små øer af fred, vi kan finde. De små øer kalder vi for lykke. Men det er middelmådighed. Hvorfor er netop vi danskere i særlig grad sådan?
Fordi vi er underskudsmennesker. Grunden til, at vi er underskudsmennesker, er, at det er meget hårdt at holde sig indenfor i varmen på et arbejdsmarked som det, vi har i Danmark. Selv nu, hvor vi har højkonjunktur, er det meget hårdt. Vi har ikke blot små forventninger, vi er også nogle af de hårdest arbejdende folk i verden, og blandt dem, der accepterer flest omskiftelser.
Vi lever i et samfund meget snævert indrettet på kun at acceptere den slags menneskeværd, der kan måles i værdien af vores arbejdskraft på arbejdsmarkedet.
Vi knokler og knokler, ikke fordi det gør os lykkelige, men for at blive rige nok til at købe os til lykke. Og vores regering straffer særdeles målrettet ethvert tilløb til søgen efter andre livsværdier, for eksempel ved at skære så meget i kontanthjælp, at alle drives ud i det ræs, de måske ikke kan eller måske ikke vil, bare for at overleve. Det skal jo kunne betale sig at arbejde.
Hvor mange føler, at de realiserer sig selv og deres livslykke gennem deres arbejde? Jo, det er der da utvivlsomt et fåtal, der gør. Jeg tror, det er et lillebitte fåtal. De fleste går på arbejde for at tjene penge. Men det er sgu da fordi vi mennesker skal realisere os selv og vores livslykke, at et samfund i det hele taget skal have et arbejdsmarked.
Det er frygt - frygt for at falde nedenud - og ikke glæde ved at gøre noget for hinanden og hinandens samfund, der driver os til at hænge på.
Sådan vænner vi os til middelmådighed.