Den sidste store politiske begivenhed i 2006 var afgjort henrettelsen af Saddam Hussein

af Kjeld Stenum
Mange vil allerede have fået trykt deres nekrologer og begavede meninger om den æra, der slutter med ham, når denne skærveknuser går i trykken. Og mange læsere er måske ved at få kvalme af sagen, som man lige har haft det af for megen usund overfed julemad. Vi er jo alle sammen så enige om, at Saddam var et uhyre, der torterede og myrdede modstandere i hundredtusindtal og er ansvarlig for folkemord.
Vi er også alle sammen så enige om at være imod dødsstraf. Og så har vi endelig alle sammen lidt svært ved at være klare i stemmen, når vi på grund af principiel modstand imod dødsstraf fordømmer henrettelsen af så grusomt et menneske. Så vi kan dårligt lade være med at give Bush og Fogh lidt ret, når de lægger mere vægt på, at retfærdigheden nu sker fyldest, end på, om den gør det på en retfærdig måde. Og dermed give dem lidt ret i hele deres argumentation for ulovlig krigsførelse mod et suverænt land: Det er trods alle beskidte detaljer den regering, besættelsesmagten har fået stablet på krykker, der repræsenterer retfærdigheden. Derfor skal vi blive der og sikre, at krykkerne ikke vælter. Hvis læserne allerede er ved at få kvalme, kan jeg kun beklage. Det, som interesserer mig her, og som er min undskyldning for at bruge endnu mere spalteplads på sagen, er nok mest, at når man får kvalme, er det fordi kosten er usund. For det er den. Efter at historierne om Saddams Al Qeida-forbindelser og masseødelæggelsesvåben begge er afsløret som løgne, har USA kun ét figenblad tilbage som legitimerende dække over en kynisk magtchauvinisme: nemlig at man er i Irak af moralske grunde.
Det kan godt være, at de moralske detaljer er lidt anløbne. Men Saddam Hussein var jo også så umådelig grusom. Og han er væk nu. Så set i det store og lange perspektiv er det det rigtige, man gør. Og hvad, beskidt arbejde er jo nødvendigt, hvis man vil holde lort fra døren! Dette er historien, som den er kommet til at fremstå. Sørgeligt at erkende, men dette er uhyre dygtig manipulation af et land, der om nogen har forholdt sig kynisk ligegyldigt overfor Saddams forbrydelser, når dette var opportunt. Tilbage i den kolde krigs tid var det Sovjet, som forsynede Irak med våben. Men så tidligt som i 1975 forudså monsteret Henry Kissinger, at Irak kunne blive en brugbar brik, og udtalte, at der ikke var nogen grundlæggende konflikt mellem Iraks og USA`s interesser.
Samtidig havde han travlt med at slikke det propalæstinensiske irakiske styre med hårene ved at forsikre dem om, at Israel-lobbyen i USA ville få mindre indflydelse med USA`s ny valglov. I begyndelsen af firserne, da Irak var kommet i vanskeligheder efter at have startet en angrebskrig på nabolandet Iran, var Reagans specielle udsending Donald Rumsfeld i Irak for at forsikre om, at USA ønskede forbedrede relationer med Irak, og Irak måtte selv bestemme tempoet. Og endnu engang lidt spytslik til Saddams hår: Rumsfeld forsikrede også om, at USA`s kritik af Saddams brug af kemiske våben ikke var ment som hverken pro-iransk eller anti-irakisk. Med andre ord, det var en kritik beregnet for verdenspressen uden realpolitisk betydning, Saddam kunne frit tørre røv i den. Og det er veldokumenteret, at Irak i Saddams krig mod det såvel USA- som Sovjetfjendtlige præstestyre i Iran modtog såvel rådgivning som anden militær hjælp fra USA.
Sovjetunionen, der dengang nylig havde besat Afghanistan, havde været imod, at Saddam ville fiske med i de rørte vande, og havde derfor standset våbenleverancerne, da han startede krigen. Da Saddam i 1988 gassede over 5000 kurdere ihjel i Halabja i det kurdiske nordlige Irak, hævdede amerikanerne, at Iran havde del i ansvaret for forbrydelsen. Da den kolde krig sluttede med det østeuropæiske sammenbrud, blev Saddams propalæstinensiske og pan-arabiske kurs en torn i øjet på USA, fordi pan-arabismen efter Sovjets fald blev den største trussel mod USA`s kontrol med energiressourcerne. Og så blev Saddams forbrydelser pludselig politisk brugbare. Resten af historien kender vi.
Der er uden tvivl mange uafslørede beskidte detaljer stadigvæk. Men det vigtigste er, at USA`s rolle i sin helhed uomtvisteligt er beskidt og forbryderisk, derfor er det smartest at holde helheden væk fra medieovervågede retssale. Så Saddam skulle henrettes, så han ikke kunne tale. Men helst uden alt for megen pinagtig og afslørende rettergang. Derfor blev dødsdommen fældet på baggrund af en sag, der set i forhold til Saddams øvrige ugerninger var en lille detalje, nemlig 25 år gamle mord på knapt to hundrede shiitter. Og derfor blev den eksekveret, før de øvrige sager overhovedet kom for en domstol og fik mediebevågenhed.
I tilbageblik et umådeligt beskidt og kynisk, men desværre også umådeligt dygtigt stykke mediehåndværk made in USA. Bestemt det land værdigt, som fostrede uhyret Henry Kissinger.
Med aflivningen af Saddam Hussein fik man også i hvert fald for en tid bragt historien om USA`s himmelråbende dobbeltmoral til tavshed. Den mest ubekvemme historie, som kan fortælles i en situation, hvor det sidste halmstrå, man har at klynge sig til for at legitimere besættelsen af Irak, netop er historien om, at man er moralens vogter. At man så også med henrettelsen får skabt en martyr, der vil være benzin på bålet i et ulykkeligt, besat og borgerkrigshærget land uden duelige myndigheder, er en af den slags små beskidte detaljer, som politikere opfostret i Kissingers ånd som det første af alt lærer at se stort på.