15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En hjertevarm og klasseklar historisk roman af Hanne Reintoft

En hjertevarm og klasseklar historisk roman af Hanne Reintoft

Torsdag, 14. december, 2006, 00:00:00

Bogen ´Last og Brast´ viser, hvordan tanke, handling, valg og skæbne temmelig nøje styres af ens plads i den samfundsmæssige ulighed. En lærerig og tankevækkende bog.

af Helle Bruun
Vi befinder os i året 1710. Danmark taber kampen om at vinde Skånelandene tilbage. Det sidste slag er blodigt og flugten kaotisk.
For fire krigskammerater Rasmus, Malte, Matthias og Hans, lykkes det at komme ombord på samme skib tilbage til København. På rejsen lover de hinanden, at de resten af livet vil stå last og brast.
Løftet er dømt til hårde prøvelser. For de fire venner har vidt forskellige sociale kår og den politiske udvikling og tidens åndelige strømninger er stavnsbånd, slavehandel, oplysning og pietisme. Og det bringer dem i et modsætningsforhold til hinanden. Om og om igen.

Politisk vinkel
Sådan er, kort sagt, rammen om Hanne Reintofts nye historiske roman, som ligger i fin forlængelse af den forrige Hjertebånd, der udspillede sig i Skåne i sidste halvdel af 1600-tallet.
Last og brast er ikke ren digt og skrevet ud i den blå luft, men behandler en historisk periode med både sociale, kulturelle, religiøse og politiske vinkler . Den er præget af grundigt forarbejde og respekt for historien. Den er også fri, realistisk fantasi og hjertevarm menneskekundskab i sine skildringer af romanens fiktive personer. De vækker genkendelse, forståelse, afsky, vrede, glæde og sorg. Man bliver revet med og føler for, imod og med dem. Det er godt gjort!
Nu skulle man måske tro at Hans, Matthias, Rasmus og Malte er bogens absolutte hovedpersoner, men sådan er det ikke.
I alt hvad Hanne Reintoft skriver om, både i de historiske romaner og i hendes mere faglige bøger, har kvinder og kvindeliv en særlig og ærlig talt helt rimelig solid placering og vægt. Det fornøjer mig meget, og jeg synes det er specielt berigende og en stor kvalitet.

Afdækker
Last og Brast er en dejlig bog. Det er også en grusom historie. For den handler om en historisk epoke med udbytning og undertrykkelse, ude og hjemme. Den afdækker klasseinteresser og kamp fra det store til det små, helt ind i de fiktive personer. Hvordan tanke, handling, valg og skæbne så temmelig nøje styres af ens plads i den samfundsmæssige ulighed.
Jeg synes vældig godt om bogens nådesløse beretning om Danmarks rolle i slavehandlen. Det er der skrevet og talt for lidt om. Og den samtidige stavnsbinding herhjemme.
Her blotlægges den herskende klasses ustyrlige arrogance og kynisme i forfølgelsen af sine materielle mål. Menneskeofrene derude er ikke mennesker på niveau med os. Og bønderne herhjemme er dumme og dovne.
Hanne Reintofts bog er et fint stykke danmarkshistorie i romanform. Om en svunden tid, med klare paralleller til Danmark nu.
Jeg håber på flere historiske romaner fra Hanne Reintofts hånd, og anbefaler på det varmeste læserne Last og brast. Det er også en fin julegave. Og rækker det ikke, så har hun også skrevet: Hjertebånd, Ravns føde og Strejf af nådens vinge, som er af samme art . Foruden andre gode bøger.

Last og brast. Af Hanne Reintoft. 2006. 446 sider. 299 kr. Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur