¤¤Racisme¤¤ betyder vel strengt bogstaveligt kun en inddeling af mennesker i rangordnede kategorier på baggrund af biologiske nuancer, som forstørres og fordrejes, så de også påstås at medføre andre forskelle

af Kjeld Stenum
Efter min opfattelse kan man spore racisme meget langt tilbage i historien. Men det er især med kapitalismens udvikling af imperialisme, at den voksede frem til at blive en betydelig europæisk ideologi, der blev brugt til at legitimere umenneskelige overgreb og forbrydelser mod andre kulturer, for eksempel under slavetransporterne til Amerika. Det var jo ikke 'rigtige' mennesker, man begik forbrydelserne imod, det var kun 'vilde', og de var i stand til at begå meget værre ting, for eksempel var mange af dem menneskeædere.
Med denne dæmonisering af de fremmede kulturer var det muligt at rekruttere hvide mennesker til det beskidte arbejde med at begå overgrebene, uden at de fik deres nattesøvn alt for meget forstyrret.
Nyere racisme har spillet på de samme strenge, men med en raffineret tilføjelse: Nazismen dæmoniserede jøder, sigøjnere og østeuropæere, men havde også fra filosoffen Nietzsche arvet en idealiseret forestilling om en blond germansk urrace, arierne, som skulle forædles ved avl, som man gør med kvæg, og frembringe et fremtidigt overmenneske. Fordi vi blot var redskaber for fremtiden, måtte ethvert moralsk forhold mennesker imellem vige. Sådan legitimerede man folkemord.
Koncentrationslejrenes kommandanter anså ikke sig selv for stort mere brutale end landmanden, der sorterer imellem, hvilke dyr han lader vokse op til fremtidig avl, og hvilke der skal slagtes som små. Og de kunne have et idyllisk familieliv ved siden af, at de var brutale massemordere, som havde de blot været landmænd.
Efter nedkæmpelsen af nazismen var det i flere årtier ikke muligt at markedsføre racistiske ideologier, dertil var folks afsky for de ugerninger, nedkæmpelsen af nazisterne afslørede, lykkeligvis for stor.
Men moderne kapitalisme har brug for rangordning af mennesker og legitimering af brutalitet, for moderne kapitalisme er global og imperialistisk. Derfor prøver man igen og igen. Og det har især været amerikanerne, der har prøvet, for det har især været den amerikanske imperialisme, der har domineret efter anden verdenskrig.
Vietnam-krigens forbrydelser kunne kun lade sig gøre, fordi soldaterne opfattede deres modstandere som gule djævle, der var parate til hvad som helst. Og helten var den hårdkogte yankie, der skar igennem pladderhumanismen og gjorde det nødvendige beskidte arbejde for at redde den fri verden. Racisme var dog stadig en svær ting at møde op med i det offentlige rum, så racismen mod de gule blev blandet sammen med en dæmonisering af deres ideologi, kommunismen.
Det lykkedes ikke at slå igennem med denne racisme, for samtidens ungdomsoprørere ville hellere have kommunisme end imperialisme.
Det lykkedes så et par årtier senere i forbindelse med amerikanernes krige for at bevare kontrollen med Mellemøstens energiressourcer.
For nu kom der nye generationer frem, der ikke havde oplevet nazismens forbrydelser og heller ikke blev opdraget til at afsky dem. Det var stadigvæk ikke ren racisme, man markedsførte, men nu var det ikke længere en ideologi, kommunismen, der skulle dæmoniseres, men en religion, nemlig islam.
Man har endda opfundet en særlig afart af denne religion kaldet islamisme, og den skulle være specielt ondsindet. Men man bør ikke tage fejl af, at pointen er at give folk et indtryk af, at alle muslimer har en rem af huden, derfor har man lov til at besætte Afghanistan og Irak og tortere civilbefolkningen.
Jeg synes ikke, der er grund til at gøre dette til noget på nogen måde mere stuerent end nazisternes racisme, blot fordi det drejer sig om religiøs overbevisning og ikke menneskeracer.
Vil man ikke have, det bliver kaldt racisme, bør man i det mindste huske, at det tjener til legitimering af nøjagtig den samme slags bestialitet, som mere 'ren' racisme gør. Og det værste er, at det lykkedes for denne racisme at erobre det offentlige rum.
For tyve-femogtyve år siden hørte man ofte folk bruge vendingen: 'Jeg er godt nok ikke racist, men!.' En vending, man kunne være sikker på efterfulgtes af en fordomsfyldt svada mod de andengenerations-indvandrere og flygtninge, som unge mennesker af ældre dansk herkomst undertiden kom op at slås med foran værtshusene en fredag aften.
Unge mennesker danner jo kliker, undertiden bander, udfra alle slags skel, udseende, holdninger, musiksmag, og så videre. Men deres slagsmål er mere pubertet end racisme. Når man udtrykte sig sådan dengang, var det fordi racisme stadig ikke var accepteret i det offentlige rum.
Men en målrettet amerikansk kampagne mod islam, i Danmark ivrigt støttet af murbrækkeren Glistrup og den 'stuerene' Pia, lavede om på tingene. Siden midten af firserne har racismen erobret det offentlige rum og for eksempel forvandlet asylansøgeres tilværelse til noget, der minder om koncentrationslejr-fangers.
Men måske er vindene ved at vende igen. Der er den voksende modstand mod Mellemøsten-krigene. Jeg synes også, at folk, som jeg har kendt i mange år gennem mit arbejde, og som før tog den racistiske retorik til sig, er begyndt at forandre holdninger.
Nylig, da medierne bragte historierne om polakkerne, der blev tvunget til at betale deres løn tilbage til deres arbejdsgiver som 'husleje' for kummerlig indkvartering, kom én af mine makkere, som er fra generationen, der slåssede med andengenerations-danskere foran værtshusene, for eksempel med den guldrandede kommentar:
'Jeg er godt nok racist, men!' Og så fik polakkernes danske arbejdsgiver ellers lagt på, så hatten passede.