Det er tungt at sige farvel til et sådant menneske. Mindeord over Steen Lykkeberg.

af Helle Due
Det var med stor vemod, jeg modtog meddelelsen om min bedste vens død onsdag den 29. november. Mine tanker, sorg og bekymring går først og fremmest til hans kone, Annelise Lykkeberg, der har lidt et ufatteligt stort tab.
Der var et enestående og forbilledligt sammenhold i Steen og Annelises livslange ægteskab, som byggede på kærlighed og solidaritet. De kom begge fra hjem med kommunistiske forældre, og da Steen i 1945 med de hvide busser kom hjem fra kz-lejren, stod der en 15-årig mørkkrøllet pige i mængden af tiljublende horsensianere og vinkede ham velkommen. På mirakuløs vis blev han indfanget af denne unge piges begejstring for de hjemvendte frihedskæmpere. Det blev til livslang kærlighed og ubrydeligt sammenhold i godt og ondt, og de har haft rigeligt af begge dele.
Da Steen var 17 år, kom det danske politi for at arrestere hans far, Nicolai Lykkeberg, for lovlig, faglig aktivitet og medlemskab af DKP. Han blev ført til Horserødlejren. Idet han gik ud af døren, sagde han til Steen: 'Nu løber vi linen ud.' Den syttenårige søn forstod dengang ikke meningen med ordene, men mange år senere brugte han netop de ord som titel på den bog, han skrev om livet som frihedskæmper, sabotør og fange i kz-lejren Neuengamme.
Steen har udkæmpet mange kampe i sit liv. Den største udfordring var uden tvivl hans tid under frihedskampen i årene 42 til 45, som han deltog i med livet som indsats med tortur og deportation, som han har beskrevet ægte og samvittighedsfuldt i sin bog 'Nu løber vi linen ud,' et lille stykke danmarkshistorie, som vi kan lære meget af i en tid med en eskalerende imperialisme med besættelse, udslettelse og tortur af mennesker med et andet tankesæt end magthavernes.
Men han hvilede ikke på sine laurbær. Han var trofast mod de værdier, han fik i gave fra sin aktive, kæmpende far og sin milde mor. Ligeledes var han i en årrække tillidsmand på Kirks Telefonfabrik, hvor han kæmpede for sine arbejdskammeraters rettigheder og fremgang på arbejdspladsen, og i 1965 blev han fællestillidsmand. I sin store familiekreds har han givet sin kærlighed, sine værdinormer og evne til solidaritet videre til sine børn og børnebørn.
Det er tungt at sige farvel til et sådant menneske. Det er en berigelse at have været ven med ham.
Æret være hans minde