Som jeg har røbet her i Skærveknuseren, arbejder jeg en gang imellem med jord, og det sker, at det lader mig ane, hvor lykkelige mennesker arkæologer må være

af Kjeld Stenum
Dette at stå med et stykke fortid mellem hænderne er som at gøre fortiden til del af ens egen personlige bagage. Det er næsten som at kunne huske det selv.
Men min fascination af det fortidige handler nu ikke kun om det. Jo længere tilbage i historien man graver sig, desto mere synes jeg man får mulighed for at forstå af, hvad det at være menneske vil sige, og hvad dette, at menneskene danner samfund, vil sige.
Men her rækker arkæologi alene ikke, sproglige vidnesbyrd må der også til. Og sådanne har vi kun fra kulturer, der i det hele taget har haft et skriftsprog, for lydbølgerne fra vore forfædres mundtlige udsagn er jo for længst døet ud i vores lufthavs øvrige kaotiske svingninger.
Så kan vi også få indirekte vidnesbyrd ved at studere nutidige kulturer, der har afgørende træk til fælles med fortidens, eller de rester af sådanne kulturer, som det endnu er muligt at finde, for det allermeste er for længst forvandlet til kapitalistisk turistindustri. Begge disse veje har jeg personligt kun adgang til gennem bøger.
Men det er også bøger af den slags, jeg især høster, når jeg går og roder på bordene i Helligåndshuset inde på Strøget i København, hvor byens forskellige større antikvariater hyppigt sælger deres overskud til små penge.
Nylig fik jeg således for en tier fat i en guldskat af en bog, der hedder 'Before philosophy'. Den handler om de to store førgræske kulturer i Ægypten og Babylon (i dag en slagtehal ved navn Irak).
Her i Europa tror vi jo, filosofien begyndte med grækerne. For eksempel i Kina er de af en ganske anden mening, men lad det hvile her.
Ægypten og Babylon var uden diskussion de to tidligste civilisationer, vi overhovedet kender til på vores klode (med 'civilisationer' mener jeg her simpelthen samfund med en udviklet arbejdsdeling mellem land og by). Fra begge disse kulturer har vi masser af skriftlige vidnesbyrd, fra hieroglyffer og kileskrift. Og det, disse vidnesbyrd fortæller os om menneskenes syn på verden og tilværelsen dengang, kan sammenfattes i begrebet animisme, hvilket betyder, at de opfattede verden omkring sig som besjælet og udrustet med egenvilje, ligesom menneskene selv var udrustet med viljer.
Et lignende syn kan man i øvrigt tilsyneladende finde hos alle de kulturer, der er og var som menneskenes tidligste. Og ikke blot historisk er det sådan, det gælder tilsyneladende også eksistentielt: For et mindre barn er der heller ikke noget mærkeligt i, at for eksempel dyr og ting kan tale og reagere på hinandens eller menneskers tale.
Bogen her satte mig naturligvis i gang med at spekulere over, hvad den animisme kommer af.
Jeg tror også, jeg har en forklaring. Vores tankeverden er jo hovedsagelig sproglig. Der er også noget med en erindrende billeddannende evne, som nok tydeligst kommer til udtryk, når vi - som i øvrigt alle andre pattedyr - drømmer.
Men det sproglige er det, der især karakteriserer os mennesker. Og sproget var et redskab, vi udviklede til at koordinere vores individuelle handlinger til fælles, målrettet aktivitet (eller modarbejdede hinanden, til en part gav sig). Det er det, der gør os til sådan en biologisk succes. Vi evner i enestående omfang at arbejde sammen, takket være vores avancerede sprog.
'Sprog' betyder her stort set hele vores tankeverden, fordi denne jo især er sproglig. Altså er vores tankeverden i alt væsentligt et redskab kun beregnet på os selv og vore medskabninger. Og vi oplever, at det virker: Vore medskabninger reagerer på vores ytringer, og vi reagerer på deres, og der kommer meningsfyldt fælles handling ud af det. Sådan lærte de tidligste mennesker sig selv og hinanden sprog, når de skulle handle koordineret for eksempel i en jagtsituation. Og sådan lærer hvert eneste menneskebarn sprog den dag i dag, når det siger 'mer djus!', og mor eller far så hælder mere juice i glasset. Og når det redskab kan fremkalde meningsfyldte reaktioner hos vores medskabninger, hvorfor skulle så ikke også den materielle modstand, vi støder på i vores øvrige omverden, ja i hele vores kosmos, skyldes personlige viljer?
Animistiske kulturer danner ikke videnskab. Og det gør de ikke, fordi de har en anden opfattelse af årsag og virkning, end vi andre har.
For eksempel sygdom skyldes for en animist, at man har vakt måske en skovånds vrede ved at slå en slange ihjel.
Vi siger, sygdom skyldes, at vi er inficeret med den eller den bakterie, og det fører altid til den slags tilstande i menneskekroppe.
Forskellen er, at vi tager en bestemt medicin, som altid virker i den slags tilfælde, mens animisten skal have fat i en shaman, der kan bringe ham/hende i dialog med den fornærmede ånd og formilde den.
Kort sagt, vores årsagsbegreb er universelt: Af samme årsag kommer altid under de samme omstændigheder den samme virkning. Mens animistens er individuel, som dialoger mellem personers viljer jo er det.
Vi er med andre ord blevet universalister. Det var grækerne de første i vores kultur, der blev, og det blev de, fordi deres økonomi i modsætning til ægypternes og babylonernes lokale landbrugskulturer hvilede på sørøveri og handelskapitalisme.
Sørøvere og handelskapitalister skal i modsætning til floddalebønder kunne begå sig i alle mulige slags kulturer. Derfor er de også overfor sig selv nødt til at opbygge en forståelse af verden, der forklarer menneskenes adfærd de forskelligste steder.
Men om dette måske en anden god gang, for nu er pladsen for denne uge desværre brugt op!