På jysk er sandheden altså noget, som opstår gennem at vi tilslutter os den

af Kjeld Stenum
Efter hvad jeg har hørt, skal min generation være den sidste, der behersker de gamle bondedialekter.
For mindre end et århundrede siden delte de vores gamle land op i sprogområder, der undertiden var lige så indbyrdes forskellige, som dansk er forskelligt fra norsk eller svensk.
Mine forældres generation talte kun disse gamle dialekter, og det blev anset for krukkethed, hvis en enkelt særling tillagde sig en eller anden slags tilstræbt rigsdansk.
De fleste i min generation er derimod tosprogede. Vi bruger vores barndoms dialekter, når vi taler med vores søskende eller forældre, og undertiden når vi drømmer. Men i forhold til arbejdskammerater, venner og vores børn bruger vi oftest en slags tilstræbt rigsdansk, især hvis vi er flyttet væk fra vores barndomsegn, hvilket det netop også er karakteristisk for min generation, at mange af os er. Min datters generation derimod, de behersker kun rigsdansk og forskellige slang-varianter heraf.
Skal jeg se på min egen familie, passer den beskrivelse i hvert fald til fuldkommenhed. Det gør næppe noget for vores evne til sprogligt udtryk, at det er sådan.
Jeg tror, vores sprog danner de ord, vores liv har brug for. Men det er lidt synd for den visdom, der gemmer sig i sproghistorien. Forleden kom jeg til at filosofere lidt til morgenmaden over forskellen på rigsdansk og jysk, som jeg er vokset op med, når man skulle give udtryk for sin personlige opfattelse af sandheden.
På rigsdansk siger vi jo 'jeg synes', når vi skal til at sige noget indenfor den kategori. 'Jeg synes' har noget med synssansen at gøre. Det kan vel nærmest oversættes til: 'Det syner sig for mig, at!' eller: 'Det viser sig for mit (indre?) blik, at!' Sandheden er knyttet til, hvad vi selv ser. På den måde er rigsdansk meget rationalistisk.
Sådan tænker vi også om den proces, hvorigennem vi fælder for eksempel logiske domme. Sandheden er noget, den enkelte modtager passivt og erkender med nødvendighed gennem en strengt privat meditation, eller som en åbenbaring.
Den franske filosof Descartes, som var én af den moderne naturvidenskabs banebrydere, mente således, at der fandtes et særligt distinkt og klart lys, som vi indså for eksempel matematiske sandheder i kraft af. Det var altså noget i en eller anden forstand synsmæssigt, der gav os den objektive vished, som vi jo uomtvisteligt har, når vi indser noget matematisk.
På jysk bruger vi et helt andet ord. Skal vi sige: 'Jeg synes!' på jysk, siger vi: 'A tøvs!' eller: 'A tø`s!' eller den variant, der nok bedst sporer os ind på, hvad det egentlig er, man siger på jysk, nemlig: 'A tøgges!'
Det ord kender vi også fra rigsdansk, for eksempel i ordet 'samtykke' eller i en lidt ældre form, at man giver sit 'tykke' til noget, man tilslutter sig det eller erklærer sig enig i det.
På jysk er sandheden altså noget, som opstår gennem at vi tilslutter os den, vælger at stå for den, eller giver vores tykke til den igennem en eller anden dialogisk proces. Det handler nok om den slags dialog, man havde for eksempel i de gamle bondesamfunds landsbyting, når man skulle bestemme tidspunkt for at påbegynde høsten, eller i fiskersamfundene, når man skulle vælge tidspunkt for at tage på havet.
Men det er vel noget forældet vrøvl, i hvert fald hvis vi taler om sandhed i den strenge betydning, som videnskabsfolk gør?
Ja, lidt vrøvl er det måske. Men mere vrøvl end det rigsdanske 'synes' er det bestemt ikke. I århundrederne siden Descartes har videnskabsfolkene været overbeviste om den for deres indre blik åbenbarede vished om, at matematiske sandheder ikke stod til diskussion.
Men det tyvende århundredes videnskab, især kvantemekanikken, rystede denne vished. For på tilstrækkeligt mikrokosmisk plan blev det 'synligt', at naturens opførsel ikke lod sig helt nøjagtigt indfange af traditionel matematisk beskrivelse.
Visse filosoffer, som for eksempel østrigeren Wittgenstein, blev kendte på den fortolkning af dette, at den mening, vore øjne ser, afhænger af det spil, vi har valgt at spille. Objektive sandheder som for eksempel matematikkens var altså med andre ord blot leg med konsekvenser af det at spille i overensstemmelse med bestemte regler. At spille et spil er at være en del af et kollektiv, hvis medlemmer er enige om at følge dette spils regler. Eller de har givet deres 'tykke' til spillet, som vi siger på jysk.
Nøjes man med Wittgenstein, kan det være svært at se, hvordan man undgår den rene relativisme, for han snakkede egentlig ikke meget om, hvad der fik os til at vælge at give vores 'tykke' til den ene slags spil fremfor den anden. Og hvis dette blot var en vilkårlig konvention, var den mening eller betydning, vi så i tingene, lige så vilkårlig.
Men hvis vi supplerer med lidt visdom fra jysk sproghistorie, mener jeg egentlig, vi bliver ganske kloge. Det var jo ikke ligegyldigt, hvornår bønderne valgte at høste, eller hvornår fiskerne valgte at tage på havet.
Man måtte have erfaringer, i disse to eksempler især med vejrvarsling, men også med afgrødernes holdbarhed og fiskenes vaner, hvis man ville have det optimale resultat. Ja, det handlede jo også om at undgå at sulte ihjel om vinteren eller undgå at drukne i stormvejr. Så det var alvorlige sager, der krævede det bredest mulige erfaringsgrundlag og den bedst mulige dialog og udveksling af holdninger, før man traf afgørelse.
Derfor er sandheden måske nok et produkt af det dialogiske spil, der hedder, at vi i videst muligt omfang lader hinandens erfaringer tale, før vi træffer beslutninger. Men den er lige så lidt vilkårlig, som druknedøden på havet var det for fiskerne, hvis de lod hånt om varsler om storm som bisole eller skyer i flere lag, eller hvad de ellers måtte have i deres skatkiste af århundreders omhyggeligt opsamlede visdom.